Det lyder måske ikke som det sjoveste i verden. En folkekomedie om bankdrift og økonomi. Og det er da heller ikke just lårklaskende morsomt hele vejen igennem. Men heldigvis kan Det Kongelige Teaters opdatering af den gamle mellemkrigstidsfarce også andet.
”Ebberød Bank” blev til som teaterstykke i efterdønningerne af Landmandsbankens store krak i 1922, men blev først rigtigt folkeeje ved filmatiseringen med Osvald Helmuth i såvel hovedrolle som instruktørstol i 1943. Siden da har det støvede lystspil mest overlevet som en rask vending, når noget syntes lige vel opfindsomt – ”det er jo det rene Ebberød Bank!”. Selvom stykket måske ikke synes som det oplagte valg som forlæg for en hudflettende samtidssatire, giver det nu alligevel fuldkommen mening at trække den stivbenede komediekrikke af stalden i disse skatteunddragelses og hvidvaskskandaløse tider. Det, vi engang grinede ad som utænkeligt galimatias, er i dag den skinbarlige virkelighed.
Fortællingen er så godt som den samme. Peter Skrædder er historiens forsagte antihelt, der som en anden Jeppe på bjerget tugtes af hele landsbyen, ikke mindst sin brøsige kone. Men i stedet for at drikke løber han. Fra kreditorerne, fra købmanden, fra bankmanden, som alle har penge til gode. Led ved sin livssituation og stærkt ansporet af betonkapitalisten, den rige bror fra Amerika – som i teaterversionens tidsåndsleflen selvfølgelig er den rige søster fra Amerika – grundlægger han den lokale Ebberød Bank. Banken har dog ikke rigtig nogen penge, så Peter må tage ukonventionelle metoder i brug med lavere udlånsend indlånsrenter. Til hans egen store overraskelse lykkes blufnummeret – og herfra tager det fart med stadig vildere løgne og forviklinger.
Ensemblet i ”Ebberød Bank 2.0” er fænomenalt velspillende. Fra Karen-Lise Mynsters bredrøvede kromutter til de komiske stortalenter Nicolai Jørgensen og Andreas Jebro i skiftende roller som henholdsvis den opblæste Torben Købmand og den befippede regelrytterbankier Askov fra storbybanken. Hele vejen rundt er spillet stramt orkesteret og vidunderligt musikalsk.
Det klæder den forhenværende Radio24syv-duo at være flankeret af så begavet et hold, der mesterligt præcist og overbevisende udgør Ebberøds durkdrevne, genkendelige provinsborgere. Rasmus Bruun er perfekt blegnæbbet og slapsvanset som bankdirektøren/skrædderen, der bliver mere og mere uklædeligt selvsikker, som velstanden stiger. Og Frederik Cilius er den usoignerede Løgholm i fedtet kimono og ørkenstøvler, der som en art guru, en grotesk, tysktalende coach, opfordrer os til at tænke ud af bankboksen og ”disrupte” det hele.
Det er sjovt, når stykket udstiller os som brægende får, der beredvilligt åbner pungen og lukker øjnene. For hvem kan i virkeligheden gennemskue sin egen elregning, som Løgholm spørger ud i salen. Bedst lykkes stykket dog, når man genkender lidt af det gamle makkerpars uforfærdede udstilling af tidens enfoldighed og hykleri. Når Joy Mogensen, Danske Bank, Jens Rohde i abortdebatten, kulturlivet og skattevæsenet får en tiltrængt overhaling. Der er bare desværre for lidt af det og for langt imellem de store, forløsende grin. Måske er det unfair at sige, men man sidder altså og savner den megalomane seniorkorrespondent Kirsten Birgits tidsåndsspiddende grænseløshed. Det bliver for pænt og for usjovt med den evindelige falde-på-halen-fjolleri og latrinære platheder, som ikke i tilstrækkelig grad vejer op for stykkets lovlig floskuløse samfunds- og kapitalismekritik.
Til gengæld fungerer Gjermund Andresens gigantiske drejescenografi fortræffeligt. Den norske Andresen har skabt et dragende, ekspressionistisk galskabsunivers fuld af referencer til absurdismens storhedstid og til arven fra Bertolt Brecht. Lyd, lys og spil fungerer altså upåklageligt. Der er bare det med komedier, at de helst skal være sjove. På det punkt skylder ”Ebberød Bank 2.0” stadig en slat.