Tekstuniverset er forunderligt jordbundent i ny opsætning af von Triers ”Dancer in the Dark”

Aarhus Teater går kontra på musicalgenren med tiltrængt nytænkt musik- og lydforestilling om en kvindes ultimative selvopofrelse

”Dancer in the Dark”s blinde Selma kæmper sig gennem tilværelsen.
”Dancer in the Dark”s blinde Selma kæmper sig gennem tilværelsen.

En kvinde med et hjerte af guld, der overvældes af en grum verden. Sådan beskriver Lars von Trier sine tre heltinder i guldhjerte-trilogien, der består af filmene ”Breaking the Waves” (1996), ”Idioterne” (1998) og ”Dancer in the Dark” (2000). Aarhus Teater har taget sidstnævnte under meget kærlig behandling i et ganske vellykket forsøg på at formidle Selma, en kvinde med kapacitet til total selvopofrelse, gennem en tiltrængt nytænkning af teatrets lyde og musik.

Vi lander i 1960’ernes USA, hvor tjekkiske Selma, stæreblind, hutler sig gennem dagene på en stålvaskefabrik for at forsørge og forbedre livet for sin søde søn Gene, der lider af samme øjensygdom som hun. Et koldt fabriksrum flankeres af lunkne lejligheder, som alt sammen nemt konverteres til både retssal, fængsel og henrettelsesrum, i takt med at Selmas verden ramler. Den bløde kvinde render panden mod maskuline magter og stive strukturer, hun som kvinde, mor, handicappet og uformuende intet kan stille op imod.

De to lydmagere og -forskere Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis har skrevet nye musiknumre til forestillingen og har skabt et komplekst lydunivers, der repræsenterer vores tragiske heltindes indre verden. De er begge til stede og drejer på knapperne på og bag scenen, forstørrer den lille raslen og forlænger det store rabalder. En insisterende øresusen sætter ind, og vi fornemmer lydens betydning i Selmas mørklagte sanseunivers. Kun musik – og især hendes kærlighed til musicals – kan overdøve den udsigtsløse hverdags spektakler. ”Det eneste, der griber mig, når jeg falder, er musikken, der kommer, når jeg kalder,” synger hun. Hun tror – trods alt – på happy endings, åbne døre og tændte lygter.

Tekstuniverset er forunderligt jordbundent, til tider grænsende til det banalt konstaterende, og tonegangen flad. Helt kontra den klassiske musicals pompøse melodiske udsving. Musikken byder det simple og det upåfaldende velkommen, og det er overraskende befriende. Musikken tilhører vores heltinde og vil kun hende det bedste.

Selmas fantasi kolliderer med virkeligheden, og det afspejles elegant i musiknumrenes blødhed over for replikkerne, som leveres med en hverdagsdump, prosaisk kølighed, akkompagneret af mekaniske bevægelser, der får os til at længes yderligere efter de glade toner. Men de ødsler ikke med musikken. Og i anden akt forsvinder den helt.

I forestillingens mest fængende nummer, hvor fabrikkens arbejderhelte fejrer livet med flagrende blomsterbuketter og høje dansespjæt, mærker man Marie Koldkjær Højlunds erfaring med hitmageri, blandt andet som hovedkraften i bandet Marybell Katastrophy og nyslået medlem af Nephew. ”Verdensmestre” ligner et decideret P3-hit, der flår publikum mentalt op af de dybe plyssæder.

Sammen med lyduniverset stjæler vores heltinde al opmærksomheden fra det meste af Aarhus Teaters ensemble, der over en bred kam leverer nogle uanselige præstationer, som stritter i for mange forskellige retninger – fra overdrevent komisk til irriterende karikeret. Heldigvis er Sofia Nolsøe en forrygende bedårende Selma. Mere livlig end von Triers mystiske filmmuse Björk og ekstremt sympatisk. Hun legemliggør selveste godheden. Desto mere tragisk er det at se hende udnyttet og gå til grunde. Da hun knækker under vægten af den sorte hætte, hun iføres inden sin henrettelse, er det svært ikke at knække med hende. Frelsen finder hun i troen på, at hendes ultimative offer vil bringe hendes søn et bedre liv.

”Dancer in the Dark” er en hård historie med en tidløs relevans, og på Aarhus Teater får fortællingen en behørigt moderne form – en musical med mislyde – der viser, hvad teatret også kan bruge toner til.