Det er med stor forventning, man kaster sig over Brecht-bogen ”Svendborgdigte”. Et flot billede af Bertolt Brecht (1898-1956) på forsiden med blød kasket, ternet skovmandsskjorte og strikpullover med v-udskæring og knapper. Dertil lettere ubarberet og med en cigarstump mellem fingrene. Man fornemmer, at sådan ville han gerne se sig selv som arbejder, borgerskabssønnen, der tog arbejdernes parti i klassekampen mod sit eget udgangspunkt.
Og hvad får man så i disse ”Svendborgdigte” fra 1939, der for første gang udkommer i dansk oversættelse?
For det meste opdragende langdigte til opmuntring for de kæmpende i klassekampen i slutningen af 1930’ernes Tyskland.
Sandsynligvis er det boghistoriens skyld, at man kun har hørt lidt om disse digte på forhånd, med undtagelse af en tysktimes præsentation af samlingens bedste digt ”Til efterkommerne”. ”Svendborger Gedichte” udkom nemlig som tysk bog i Danmark i 1939 med tilknytning til et engelsk forlag i London og vakte ikke opmærksomhed i Danmark – heller ikke i det kulturradikale miljø. Denne mærkværdige boghistorie og ligeledes historien om Brechts eksil i Danmark 1933-1939 har Hans Christian Nørregaard skrevet et yderst oplysende efterord om – ja, et af de bedste, jeg længe har læst.
Havde man sin ungdom i de oprørske tider omkring 1970, vil man med nogen uro kunne høre, hvordan ens sprog dengang indirekte gik på de revolutions-forventninger, som Brechts digte fra eksilet i Danmark råber til de medsammensvorne og forfulgte i Nazityskland.
De enkle standpunkter: De øverste mod de nederste og omvendt, om den bedre verden som gennem kampen skal blive arbejderklassens sted, om udbytning og undertrykkelse, om sult og nød blandt de arbejdsløse.
Digtene er oftest prosadigte, der efter en præsentation af emnet slutter med en aforistisk eller satirisk pointe. Det brechtske typedigt mumler sig frem. ”For ikke at miste deres levebrød/ i tider med tiltagende undertrykkelse/ beslutter mange ikke længere at sige sandheden/ om regimets forbrydelser (…).”
Digtene er ofte nærmest pædagogiske i deres historie-fortællen, for de er skrevet til drømmen om arbejderen, der uddanner sig i klassekamp. Så når Nørregaard i efterskriften siger, at der i dag er bred enighed om, at Brecht er en af de største tyske lyrikere i det 20. århundrede – så må det være Brecht som skaberen af det politisk- pædagogiske prosalyrik-sprog, han mener.
For ellers synes det uomtvistelige lyriske talent, som Brecht havde, sat i sagens tjeneste. Om sin beslutning om at solidarisere sig med de nederste i samfundet, skriver han i digtet ”Fordrevet med god grund”:
”Jeg er vokset op som søn/af velhavende folk. Mine forældre bandt mig/ en krave om halsen og opdrog mig/ i vanen med at blive opvartet/ og underviste mig i kunsten at befale. Men/ da jeg var voksen og så mig omkring/ brød jeg mig ikke om folk af min klasse/ ikke om at befale og ikke om at blive opvartet/ og jeg forlod min klasse og sluttede mig/ til småkårsfolk.”
Hvorfor er den almene opvækstbeskrivelse sat op som vers? Måske fordi den afbrudte linje tvinger til eftertanke, tvinger til genbetragtning af det alt for indlysende udsagn i linjen. Ligesom den såkaldte verfremdung-teknik, Brecht praktiserede på teateret, der skulle få publikum til at overveje rollen som skabt af en skuespiller, der ikke var lig med den fremstillede person.
I hvert fald fornemmer man hele tiden den samme splittelse, når man læser Brecht; at der er en anden person bag, der mener noget andet, end verslinjen siger. ”Et varmt hjerte i et koldt menneske,” som efterskriften antyder i sit portræt af Brecht. Eller som der står mod slutningen af det gode digt ”Til efterkommerne”, hvor tvivlen endelig får lov til at tale:
”Ak, vi/ der ville berede jorden for venlighed,/ kunne ikke selv være venlige.”
Har man lyst til at genopleve dette revolutionære skisma, så er ”Svendborgdigte” en god bog at opsøge.