Filminstituttet kræver etniske opgørelser

Filmfolk skal fremover måle diversiteten blandt deres ansatte, hvis de ønsker støtte fra Det Danske Filminstitut. Det nye krav kommer efter ny rapport om diskrimination i filmbranchen

Hvis man fremover søger støtte til en tv- eller filmproduktion hos Det Danske Filminstitut, skal man fremlægge, hvor mange medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, man tilknytter projektet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis man i fremtiden vil søge om støtte til sin film fra Det Danske Filminstitut, vil det kræve en opgørelse over, hvor mange medarbejdere af anden etnisk herkomst, som man har tænkt sig at inkludere på filmsettet.

Det er ifølge dagbladet Politiken blevet besluttet af filminstituttet, efter at en ny rapport fra Aarhus Universitet har vist, at minoriteter oplever diskrimination i den danske filmbranche.

”I lyset af den her rapport skal det ind,” siger Claus Ladegaard, direktør for Det Danske Filminstitut, til Politiken.

”Men jeg tør ikke på stående fod sige, hvornår det sker. Det skal vi tale med branchens organisationer om. Vi udelod det i første omgang, fordi det omkring etnicitet forholder sig sådan, at noget kan ses, og andet ikke kan,” fortsætter han.

Det nye tiltag kommer kort efter, at Det Danske Filminstitut i marts indførte et lignende krav om rapportering af kvindelig repræsentation i filmbranchen. Tiltaget vil dog ikke komme til at spille nogen rolle for, hvem der modtager støtte, da der ikke er tale om diversitetskvoter. Filminstituttets eneste krav er, at opgørelsen bliver foretaget, så producenter og instruktører selv bliver opmærksomme på graden af mangfoldighed på deres arbejdsplads.

Rikke Andreassen, der er lektor i kommunikation med fokus på etnisk og kønsmæssig ligestilling ved Roskilde Universitet, har tidligere været fortaler for indførelsen af kønskvoter i den danske filmbranche. Hun ser det nye tiltag som et skridt i den rigtige retning.

”Opgørelser er en god ting, fordi det kan synliggøre forholdene. Det har vi tidligere set i forhold til opgørelser over kønsfordelingen, som man så senere har kunnet korrigere i. Det er ikke en løsning i sig selv, men det er et vigtigt værktøj på vej til løsningen.”

Er næste skridt mod løsningen så diversitetskvoter?

”Det må filmbranchen selv vurdere. Men man kan sige, at der erfaringsmæssigt ikke er meget, som tyder på, at gode intentioner alene kan løse den manglende diversitet.”

Christian Marcussen, debattør og kommunikationschef for Rådet for Etniske Minoriteter, der rådgiver regeringen i spørgsmål om integration, forholder sig mere kritisk til filminstituttets nye initiativ.

”Helt grundlæggende mener jeg, at folk skal vurderes for deres evner og ikke for deres køn eller deres hudfarve. Det er jo grundlæggende ikke vigtigt, om det er en kvinde eller en mand, der er bag kameraet, eller om det er en brun eller en hvid forfatter. Problemet er, at vi begynder at skele til irrelevante ting. Jo mindre køn og hudfarve fylder, jo bedre, og derfor tror jeg ikke, det gavner, at vi taler mere om det.”

Men kan disse opgørelser ikke fungere som et værktøj, der kan fremme ligestilling og modarbejde diskrimination?

”Man risikerer jo, at andre bliver diskrimineret, hvis man laver denne form for pression på branchen. Det er vigtigt, at vi taler om de her ting, men folk må også tage et individuelt ansvar. Vi skal selvfølgelig gøre minoriteter og kvinder opmærksomme på, at der er plads til dem i branchen. Det kræver bare, at de gør forsøget.”