Danmark er et lille land – ”og dog så vidt om jorden/ end høres danskens sang og mejselslag”. Sådan skrev H.C. Andersen i digtet ”I Danmark er jeg født” i 1850. Og sådan er det stadigvæk. Thorvaldsens mejselslag ”høres” stadig ude i verden, hvor hans kunst endnu beundres og kopieres. Og den danske ”sang” høres også, både i form af musik og ord. Musikken spiller, hvad enten det er Carl Nielsen, Rued Langgaard eller Lukas Graham. Og Andersen selv er jo det fornemmeste eksempel på, at man læser dansk litteratur ”world wide”.
Hvordan er dansk kunst, musik og litteratur kommet ud i verden? Det er den i hvert fald ikke altid på rene markedsvilkår. Andersen rejste ud i Europa, dels for at få noget at digte om, dels for at promovere sig selv og sine værker. Indtil han selv kunne finansiere det hele, hjalp forskellige mæcener til, blandt andet fonden ad usus publicos – det var den tids Kunstfond. Thorvaldsen fik også af den kasse, ligesom flere andre af tidens kunstnere og forfattere gjorde. De blev hjulpet på vej ud i verden og havde verden med hjem, når de inspireret vendte tilbage.
Denne udveksling med udlandet er vigtig. Den er selvfølgelig afgørende for vores import og eksport af varer og tjenesteydelser, men den er det også for vores kunst og kultur. En af de måder, vi har udvekslet sprog og kultur med udlandet på, er ved at sende lektorer ud på universiteter i USA, Rusland, Kina, Frankrig, Tyskland og mange andre lande. Der underviser de i dansk sprog, litteratur og samfundsforhold sammen med lokalt ansatte. Lektoratsordningen hedder den officielt, og pt. er 26 lektorer sendt ud til 15 lande i verden.
Ordningen har fungeret siden 1937, men nu har regeringen med sit udkast til ny finanslov for 2022 planer om at spare det hele væk.
Det lyder som en dårlig idé. Hver sendelektor koster mellem 200.000 og 275.000 kroner om året, så det er ikke mange penge i det nationale husholdningsregnskab. Til gengæld er det gode midler at give ud. Sendelektorerne er nemlig med til at udbrede kendskabet til dansk kultur – og skal vi tænke i økonomiske baner også, så er de med til at sikre interesse for dansk kunst, film, litteratur, arkitektur med mere. De er med til at skabe et købedygtigt publikum til den slags.
Sendelektorerne er ambassadører for det danske sprog, som nogle i udlandet faktisk er interesseret i at lære. Ikke bare, fordi de gerne vil læse Kierkegaard på originalsproget, men også fordi de vil have stillinger inden for eksport og diplomati. Det er vigtigt at kunne dansk, hvis man vil sætte sig ind i det danske marked og den danske kultur. Kulturen sidder i sproget. Det er der mange, der glemmer, enten fordi de er så meget hjemmefødninger, at de slet ikke får øje på det, eller fordi de er så kosmopolitiske, at de mener, alt kan ordnes på engelsk.
Det er en sproglig og kulturel blindhed, der sætter sig igennem i sådan et forslag om at kalde sendelektorerne hjem og nedlægge deres hverv. Blindheden er desværre stærkt udbredt.
Jeg har selv været gæsteforelæser på et universitet i Beijing, hvor man har en sendelektor. Han fungerer ved siden af den kinesiske professor i dansk. Og godt nok er hun uddannet i dansk sprog og meget ferm til det, men som dansker er det tydeligt at høre, at hun både har sproglige og kulturelle ”huller” i forhold til det danske. Det råder sendelektoren bod på, så de kinesiske studerende får dansk ind fra en danskers mund. Vigtigheden af det burde det ikke være svært at fatte i Grundtvigs fædreland, hvor det talte ord spiller så stor en rolle. Ellers må vi sende en lektor ind i Folketinget og forklare dem det, inden forslaget kommer til afstemning om et par måneder.
Det er vigtigt at kunne dansk, hvis man vil sætte sig ind i det danske marked og den danske kultur. Kulturen sidder i sproget. Det er der mange, der glemmer, enten fordi de er så meget hjemmefødninger, at de slet ikke får øje på det, eller fordi de er så kosmopolitiske, at de mener alt kan ordnes på engelsk.
Klummen ” Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.