Et parforhold kan hurtigt blive til fortid. Det sker helt bogstaveligt talt i Helle Helles nye roman ”Bob”, der begynder i nutid, men allerede bliver datid fra den første mærkelige sætning: ”Flytter jeg og Bob så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket”.
Uden at afsløre for meget er romanens sidste ord også ”flytter”, men resten af romanen, der udkommer i morgen, er skrevet konsekvent i datid – nærmest som én stor datidsparentes mellem det første og sidste ord, der altså begge steder er ”flytter”, ligesom navnet Bob både kan læses forfra og bagfra med samme resultat. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, forklarer Helle Helle, der skrev sin sidste roman ”de” radikalt i nutid om en ung pige, der i begyndelsen af 1980’erne bor i Rødby på Lolland med sin døende mor.
Men fordi der ikke fandtes datid i den roman, dør moderen aldrig rigtigt i skriften, fordi alt bliver et stort levende øjeblik i kraft af nutidsformen. Men nu er tiden flyttet et par år frem – og til datid! Og nu lever pigens historie på en måde også videre i den nye roman Bob, hvor det er pigen, der er hovedpersonen Bobs kæreste, og det er hende, der fortæller historien som en slags alvidende fortæller, der lever sig helt ind i sin kæreste nye liv i Vanløse i København, hvor parret er flyttet til fra Rødby midt i 1980’erne.
”Da jeg havde skrevet ’de’, tænkte jeg, at det svært at komme videre, for jeg følte, at den rummede rigtig meget af det, jeg har skrevet om – både Rødby, en ung pige 1980’erne og en mor. Men en dag, jeg gik tur, slog det mig, at det kunne være, at det ikke var en afslutning, men en åbning. Og det var præcis sådan, det var!” siger Helle Helle med et smil i stemmen:
”Der var stadigvæk masser af stof, jeg kunne fortsætte med. Bare på en ny måde. ’Bob’ er en fuldstændig selvstændig fortsættelse. Den hører sammen med ’de’, hvor han også er med som biperson, men man kan godt læse ’Bob’ for sig selv. Den unge pige fra ’de’ er hende, der nu er fortælleren i ’Bob’. Det er bare Bob, der fylder det hele. For hun fyldte så meget i den forrige roman, så hun skulle ikke være der for meget her.”
Pigen fra Rødby i romanen er mildt sagt heller ikke en fortæller, der sætter sig selv i centrum. Der er tale om en uhyre minimalistisk jegfortælling, idet der kun står ’jeg’ ét sted i romanen – nemlig i allerførste sætning. Og fortælleren nedtoner sig selv så meget, at der kun står ”mine” én gang – som en litterær sprængfarlig mine, da en bold pludselig triller hen til ”mine kinasko”. Sådan kan Helle Helle godt lide at lægge dramaerne helt ned i grammatikken, forklarer hun:
”Jeg kan næsten ikke lide at tale om det her, for det skulle helst have været et chok for læseren,” siger Helle Helle og ler, inden hun vender tilbage til sin anonyme fortæller:
”Det er hende, der fortæller om Bob, og hun fortæller kun om Bob, så jeg ville kun have, at der stod ’jeg’ allerførst og ellers ikke, som om hun nærmest skriver sig selv ud af fortællingen.”
I romanen er Bob og fortælleren flyttet sammen til København efter at have boet flere år sammen med Bobs forældre på Lolland.
”Jeg forestillede mig, at hun var blevet kærester med Bob efter moderens død. De flyttede så ind hos hans forældre nogle år, og nu flytter de så til Vanløse i København. Allerede i ’de’ kunne jeg virkelig godt lide ham, for det var, som om han var sådan en venlig redningsmand, der hele tiden ville sørge for de andre. Det er for eksempel ham, der skaffer hende som et blomkålshoved, da hun skal bruge et i ’de’. Han er hele tiden en hjælper, og jeg opfatter ham som fuldstændig den samme, da de flytter til Vanløse.”
Bob begynder således også straks at forsøge at skabe et godt hjem til parret, da de flytter ind i en lille lejlighed i Vanløse, hvor han omhyggeligt rydder op, laver mad og maler køkkenlåger, mens fortælleren begynder på sit studie. Og han må gå på biblioteket for at finde ud af, hvad ordet ”rustur” betyder. Men fortælleren gengiver ned til de mindste detaljer, hvordan han selv går rundt i byen for at lære gaderne at kende og bogstaveligt talt finde sin egen vej. Men datidsformen i romanen er med til at understrege, at den historie allerede er fortid.
”Måske er det ikke endt helt sådan,” siger Helle Helle og fortsætter:
”Men eftersom romanen er fortalt i datid, tænkte jeg, at den var fortalt fra et sted, hvor noget var overstået, og romanen bliver så også fortælleren måde at forstå, hvordan det så var for Bob, da de flyttede til København. På den måde bliver fortællingen hendes forsøg på at sætte sig i hans sted. Jeg ville se, hvad der skete, hvis fortælleren blev hos Bob, selv når hun er gået sin vej. Hun går for eksempel fra ham på et møntvaskeri, fordi de kommet op at skændes, men hun bliver hos ham i fortællingen,” siger Helle Helle og peger på, hvordan fortælleren helt ned i detaljer kan gengive, hvad Bob siger og gør, selv når hun ikke er der.
”Jeg ville have, at hun skulle kunne fortælle alt muligt fra Bobs liv, som hun egentlig ikke kunne fortælle, fordi hun ikke selv havde været der. For jeg tænkte, at det blandt andet ville vise den nærhed, der måtte have været imellem dem, fordi hun måtte kende ham rigtig godt, men også at hun måske er lige så fraværende i bogen for Bob, som hun er for læseren.”
Man fornemmer fra begyndelsen, at Bob måske vil miste sin kæreste. Og der er også flere kapitler, der handler om Bobs tidligere ulyksalige kærlighedsforhold.
”Han er god til at lægge damerne ned, men de bliver bare ikke liggende. En af dem, han har været helt vild med, hedder Anette. De har aldrig vekslet et ord, men tilfældigvis møder han hende på en hornfiskefestival, hvor han er med sine forældre. Han har frygtelige tømmermænd, da han kommer til at sidde ved siden af hende, hvor der finder en samtale sted mellem dem. Hun siger: ’Du går i Maribo?’. Han svarer: ’Ja, altså på’. ’Godt nok,’ siger hun så. De replikker bliver ved med at gøre ham vanvittig, fordi han skammer sig sådan over sit pinlige svar. Hun mener jo, at han går i skole i Maribo, og han vil sige: ’Ja, jeg går på Maribo Gymnasium’. Men det går op for ham, at han har siddet og rettet hende sprogligt fra ’i’ til ’på’, og det slutter det forhold, før det er begyndt. Sådan noget, synes jeg, er vanvittigt spændende, for det sker jo hele tiden, at vi taler forbi hinanden. Og ’Bob’ handler derfor ikke kun om parforhold, men blandt andet også om sprog, ligesom mange af mine andre bøger gør.”
Afsked er også et stort tema i dit forfatterskab. Hvordan kan det være?
”Det er nok rigtigt. Alle mine bøger handler om afsked på den ene eller anden måde. I ’de’ er det pigens afsked med sin mor, der skal dø. Her er det både en afsked med et fælles liv i Rødby, da de flytter til Vanløse, og måske også en afsked med det, de før havde sammen. Men jeg kan heller ikke komme i tanke om en eneste anden roman, der ikke handler om afsked. For næsten alle romaner handler jo dybest set om død, og at alt skal forsvinde. Der er også meget død i mine bøger, og hvis de ikke handler direkte om det, så kan det handle om frygten for døden eller frygten for at miste det, man har. Men samtidig er mine bøger også fulde af nye møder og nye muligheder.”
Sådan kan man også forstå en afsked som en ny mulighed, mener hun.
”Der er jo også meget, der åbner sig, da Bob og fortælleren forlader Lolland og kommer til København. Hun begynder på et studie, og han begynder at tage byen til sig og lære gadenavnene at kende og drikke glögg på Gråbrødre Torv med en pige, der hedder Kola. Men i ethvert møde ligger jo også en potentiel afsked. Det er et vilkår, vi lever med, men det er også det, der gør det spændende at skrive. For alle historier udspringer jo af møder og afsked. Og det har været et tema i mine bøger at flytte sig fra det miljø, man kommer fra og hen til noget andet, hvor et nyt liv kan begynde.”
Selv kommer Helle Helle også fra Rødby, ligesom hun som ung flyttede til Vanløse, og hun kender alle de steder, hun skriver om, selvom Bob ikke findes i virkeligheden, men er inspireret af flere mænd, hun engang har kendt, ligesom hun kender ham fra sig selv, som hun siger.
”Jeg er ikke sådan en forfatter, der kan researche noget frem og så skrive det. Det kan nogle jo gøre fuldstændig fantastisk, men jeg vil meget nødigt opfinde et univers, jeg ikke kender i forvejen. Ikke fordi jeg er bange for det, men fordi jeg kommer til at lave fejl, som ødelægger det for mig sprogligt. Hvis jeg skal skrive, er jeg nødt til at kende tid og sted og kende den måde at være i verden på, så jeg føler mig tæt forbundet med både Bob og fortælleren og deres måde at være i verden på.”
Hvad giver det dig at skrive på den måde?
”Det giver mig åbenbart nogle energiudladninger, når jeg skal skrive, så min hukommelse også bliver stimuleret. Jeg har i forvejen en god hukommelse. Jeg kan for eksempel huske alle de julegaver, jeg har givet i mit liv. Det er jo en mærkelig ting at bruge hjernekapacitet på, men jeg bruger også hukommelsen meget, når jeg skriver. Og hvis jeg kender tid og sted godt, så dukker der også en masse op, som jeg ikke anede, at jeg kunne huske, når først jeg begynder at skrive. Det at skrive og det at erindre er så tæt forbundet, at mit ordforråd pludselig er større, end jeg troede. Gadenavne, gamle dieselpriser og dufte fra den tid og de steder, jeg skriver om, dukker pludselig op igen.”
Hvorfor skriver du ikke om nutiden?
”Det er for tæt på. Det er en fejl ved mig. Jeg skal som regel have utrolig stor afstand til en tid, før jeg kan skrive om den. For mig er det ellers ligegyldigt, hvilken tid min historie udspiller sig. Men jeg synes, at det var en anden langsommelighed i tiden i 1980’erne, før man fik mobiltelefoner og sine egne vaskemaskiner, så man ikke var nødt til at vente på et møntvaskeri for at få vasket tøj, og på biblioteket, hvis man skulle undersøge noget i stedet for bare at slå det op på telefonen. Og så kan man jo skrive om, hvordan det var. I min roman ’Ned til hundene’ er hovedpersonen godt nok 42 år, ligesom jeg selv var, da jeg skrev den, og ’Hvis det er’ foregår faktisk i nutiden, men ellers skriver jeg meget om det, der foregik i 1980’erne, da jeg var ung. Der skal åbenbart normalt gå lang tid, før jeg synes, at den tid er bearbejdet nok til, at jeg kan skrive om den. Det er ikke sikkert, at det bliver ved med at være sådan. Men sådan var det nu,” siger Helle Helle, der allerede har flyttet ”Bob” ind på toppen af bestsellerlisten hos Saxo.com, selvom romanen officielt først udkommer i morgen – forhåbentlig uden ”bob-bob”-anmeldelser...
