Flaget i Michael Falchs baghave logrer i vinden som en tilfreds hundehvalpehale. Men det er ikke tilfældigt, at den kendte danske sanger og sangskriver kun har hejst Dannebrog som et smalt vimpelflag.
For selvom baghaven ved Bøgebjerg uden for Korsør nærmest ligner et idyllisk postkort fra VisitDenmark med blomstrende marker og Storebælt i baggrunden, har han selv et mere ambivalent forhold til sit smukke, bjergløse hjemland.
For siden han i 1986 skrev sin første version af fædrelandssangen I et land uden høje bjerge, er en del af den danske idyl forduftet, og selv flaget har skiftet betydning de seneste år, mener han:
LÆS OGSÅ: I et land med en hel del bakker
"Dansk Folkeparti har jo nærmest taget patent på Dannebrog herhjemme, og i udlandet har vores krige og Muhammed-krisen jo kastet en anden slags skygge over det," siger Michael Falch med sin karakteristiske sprøde stemme, som har gjort ham landskendt som skuespiller og rocksanger. Men det er som sangskriver, at han har høstet flest roser gennem tiden.
Modsat mange andre sangskrivere betragter han dog ikke sine sange som færdige værker, og inspireret af Bob Dylan skriver han gerne sine sange om efter adskillige år, hvis han finder en mere præcis sætning eller en mere passende musikalsk indpakning.
Det gælder også I et land uden høje bjerge, som han har omskrevet flere gange for at følge med landets udvikling, så sangen er blevet mere grim, som han siger. I en mail før interviewet omdøbte han endda titlen til Det dobbelte Danmark. Og i den senest indspillede version af sangen fra dette årtusind forstyrrer forvrængede guitarer bevidst den oprindeligt smukke melodi, mens der for eksempel ikke længere står Vi starter ingen krige måske en verdensfred, men vi starter ingen krige, og ingen verdensfred.
Til gengæld har koldkrigslinjerne Mit flag har hverken stjerner,/ hammer eller segl/ Det dumpede ned fra himlen/ vist nærmest ved en fejl fået lov til at stå. Og selv har han heller ikke glemt sin gamle forkærlighed for de rød-hvide farver.
"Da jeg var ung, rejste jeg med stolthed rundt i verden med et stort dannebrogsflag på min rygsæk. Dengang forbandt man flaget med noget positivt. Alle steder, hvor jeg rejste, blev jeg modtaget med åbne arme.
Vi var verdenskendte for vores venlighed og åbenhed i Danmark, og på den måde var det flag en adgangsbillet mange steder. For når nogen blev uretfærdigt behandlet ude i verden, kunne man som regel finde Danmark som den lille fredselskende nation, der stillede sig på de svages side. Det var det ry, vi havde.
Vi blev regnet for at være frisindede, hyggelige og de svages forkæmpere, der stod lidt på afstand og vaskede hænder, mens vi lod supermagterne føre deres beskidte krige for dem selv. Men sådan er vores image ikke længere, slet ikke i den muslimske verden. Og jeg ved, at unge mennesker i dag ikke kunne drømme om at rejse rundt med et dannebrogsflag på rygsækken."
Michael Falch sidder et øjeblik og stryger sig over hagen, inden han tilføjer:
"Jeg er desværre også selv kommet til at forbinde mit eget flag med det nationalistiske og reaktionære, som historien kun viser fører dårligdomme med sig. Men det er i grunden sørgeligt, at jeg har fået det sådan. For jeg har virkelig også elsket det flag. Og jeg forsvarer stadig, at vi bruger Dannebrog til fødselsdage og foran de små gårdbutikker her i Udkantsdanmark. Men det kan min tidligere hollandske svigersøn for eksempel slet ikke forstå."
Hvad synes du om korset på vores flag?
"Da jeg var ung, ville jeg faktisk gerne have malet det rødt, men i dag synes jeg egentlig, at det står meget godt der. Jeg har selv fået en historie med det kors. Men det er da fantastisk, at det stadig sidder på flaget, når man tænker på, hvor mange problemer det har skabt for sig selv gennem tiden. Og hvor meget modvind det kors har hængt i gennem de seneste år. For det er nærmest mit indtryk, at de fleste danskere efterhånden betragter sig selv som gode, ortodokse ateister, hvilket i mine øjne lige så meget er en tro. Og så må det da være mærkeligt at have et kors på sit lands flag. Måske synes folk bare, at korsets betydning er forsvundet. Men kristendommen er stadig levende."
Hvordan vil du beskrive din egen tro?
"Jeg ved stadig ikke, om jeg tør at kalde mig selv kristen. Det gjorde Kierkegaard ikke engang. Men jeg læser meget i Det Nye Testamente eller rettere i evangelierne. For Paulus kan jeg stadig slås med," siger Michael Falch og slår en stor latter op, inden han fortsætter mere alvorligt:
"Men jeg synes, at næstekærlighedsbudskabet i evangelierne er utroligt rammende. Og jeg så jo gerne, at det var det budskab, der prægede vores land lidt mere. For nogle år siden udkom der en spændende lille samtalebog mellem paven og den marxistiske sociolog Jürgen Habermas. Og et sted i bogen giver Habermas paven ret i, at etikken svækkes i de samfund, hvor religionen mister betydning.
Jeg tror omvendt ikke på færdigpakkede udgaver af tro. Intet menneske på jorden kan helt fortælle, hvem Gud er. Det er derfor, at troen må være personlig. Men mange danskere undgår nok kristendom, fordi de tror, at de skal sluge en lang liste med dogmer først. Jeg synes i det hele taget, at mange har fået et meget angstfyldt forhold til tro. Jeg fornemmer, at mange danskere snarere forbinder tro med muslimske fundamentalister, der binder dynamitbælter omkring sig selv, end med troende, der folder hænderne for at finde fred."
Michael Falch er dog ikke kun en flittig bibellæser, men også en stor fan af dansk litteratur. Og det var også gennem den danske litteratur, at han blev ansporet til at skrive I et land uden høje bjerge, fortæller han:
"Jeg tror i virkeligheden, at det var Henrik Pontoppidan, der fik mig sat i gang med sangen. Jeg gik på universitetet i sin tid og har været en stor Pontoppidan-dyrker i alle årene. Og jeg synes stadig, at han beskriver det dobbelte Danmark på en meget aktuel måde. Man må erkende, at alle mennesker har et hjem og et fædreland, der betyder noget for dem. Og selv i den globale landsby, som vi er kommet til at leve i, er vi knyttet til vores hjemegn. Mange i min generation har fået et mistænksomt forhold til nationalisme, men alligevel må mange af os erkende, at vi jo elsker at være her. Vi elsker vores land, uden at der går Blut und Boden (blod og jord) i den".
"Vi kommer et sted fra, uanset hvor globale vi opfatter os selv. Og lige meget hvor meget vi indgår i en eller anden form for global imperialisme, er vi stadig også en nation. Den dobbelthed fangede Henrik Pontoppidan. Han så alting med to øjne. Han havde ét meget venligt stemt øje og ét meget kritisk øje. Og han skriver i en novelle om danskerne, at vi springer op som løver, men falder ned som får. Det var ikke bare hentet ud af det blå, men det er noget typisk for os."
"Vi var en stor nation engang, men man kan se, at hele 1864-syndromet væltede det billede. Og jeg tror, at det knæk siden har haft alvorlige konsekvenser for følelsen af at være dansk. Man taler om, at der blev grundlagt et nationalt mindreværdskompleks, der hvor den gamle stolthed forsvandt, fordi vi var blevet udstillet som en naragtig nation, der var blevet forblændet af vores egen storhed.
Men samtidig med det nationale mindreværd, der blev grundlagt i 1864, har vores hovmod ulmet på en anden måde. For jeg tror, at ethvert selvhad altid vil søge sin egen modsætning, nemlig et storhedsvanvid. Og jeg tror derfor, at den danske folkesjæl har penduleret mellem selvhad og storhedsvanvid de seneste 150 år. Så snart vi får den mindste anledning, springer vi op som løver og tror, at det eneste, der dur, er at være dansk. Og det var også derfra min sang udsprang."
Det var dog også en lang tur til udlandet, der fik Michael Falch til at digte om Danmark. For da han skrev sangen, var han lige hjemvendt til Danmark, efter at han havde rejst et halvt år i USA, Mexico og Jamaica.
"Det var nok i kraft af, at jeg havde været væk, at jeg blev ansporet til at skrive om, hvad min hjemstavn betød for mig. For jeg vendte hjem med en klar følelse af, at her vil jeg bygge, vil jeg bo, som jeg skrev. Men alligevel indskrev jeg en lille tvivl i denne trosbekendelse ved også at skrive det mere tvetydige vil jeg bygge, vil jeg tro, som jo både kan læses som en usikkerhed og som herfra går min tro. På den måde prøvede jeg at indfange det danske vægelsind."
"Jeg tror, at der er mange, der har det som mig, som hverken kan identificere mig med supernationalisterne eller de totalt samfundsfjendske oprørere. Selv opfylder jeg nok endda klichéen om, at man falder til patten, når man bliver ældre. For jeg vil ikke bo andre steder. Det er her, jeg er vokset op, og her, mine børn og børnebørn bor. Men jeg kan alligevel godt følge de mange danskere, der har det med danskhed som med julemåneden, der både kan være dejlig og hyggelig, men også hurtigt kan komme til at virke vammel og forloren."