Den 3. januar 1922 blev en lille dreng forløst i Aalborg. Lægen udbrød ved fødslen:
”Det er en Morten.”
Drengen blev imidlertid døbt Karl Bent efter sin morbror. Lægens ord hang dog ved, og som voksen antog digteren navnet Morten Nielsen.
Ifølge Gerda Lebrecht Nielsen skrev sønnen det første udkast til det berømte digt ”Døden” som blot 12-årig. For Morten Nielsen arbejdede langsomt, under uafbrudt kontrol af en stærkt udviklet kritisk sans. Først en halv snes år senere stod digtet ”Døden” i Morten Nielsens debutsamling ”Krigere uden våben” fra 1943:
”Men vi fører ingen samtaler med hinanden,/ hverken ved dagslys eller når stjernerne går i flok./ Vi ved det kun begge to, at den anden er der./ Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.”
Digtet skal minde læseren om, at vi skal leve, mens tid er. Det gjorde Morten Nielsen i høj grad selv. Efter en ret almindelig opvækst på Kærlundsvej 25 i Aalborg, flyttede han til København for at studere litteratur. Det blev til fire intense år i hovedstaden, indtil Morten Nielsen fandt sit sidste hvilested på den almene kirkegård i Aalborg.
I København indtog Morten Nielsen fra 1940 sin selvfølgelige plads i centrum af kredsen omkring litteraturtidsskriftet ”Vild hvede”, hvori også Tove Ditlevsen og ægteparret Halfdan Rasmussen og Ester Nagel skrev. Nagel fortalte siden, at hun blev forbløffet, da hun første gang mødte Morten Nielsen og erfarede, at han kun var 18 år:
”Ikke mere?”
”Nej”, sagde Morten Nielsen, ”men gør det noget?”
Nej, det gjorde ikke spor, for da Nielsen læser højt på Borups Højskole i København et år senere, noterede Politiken i sit referat:
”Med sine helt modne, helt formfuldendte vers, rev han tilhørerne med sig, næsten endnu mere end hans kammerater, og det vil sige meget.”
Digte, der selv er liv
Morten Nielsen planlægger gennem foråret 1942 udgivelsen af en digtsamling. Måske fordi han er på vej ind i det farlige modstandsarbejde:
”Jeg vil ikke ligge med kraniebrud under en gravsten, hvorpå der står: ’Morten Nielsen, der ikke engang har udgivet en dårlig digtsamling.’”
Dårlig var debuten ”Krigere uden våben” på ingen måde, Martin A. Hansen skrev, at man her stod over for ”en fuldbåren lyriker”.
Mortens Nielsens digte var rimede, og hos ham føjede rimet mere liv til, end der ellers ville have været i digtet. Mange af hans digte handler om, at der er en fordring over menneskelivet, eller at der er noget, et menneske skal:
”Der er lys, og nogen venter./ Men min ventetid er endnu ikke omme./ Hvis jeg gav dig mine hænder nu,/ var de tomme.”
Og i de efterladte digte står de uforglemmelige linjer:
”Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø./ Du er endnu for ringe til at dø.”
Digtet ”Jeg ser nu i nat-” handler nemlig om et menneske, der befinder sig på selvmordets rand, men som indser, at livet ville være ufuldbyrdet, hvis han gjorde det forbi nu. Benny Andersen skrev i et essay kort før sin død, at de linjer havde bremset ham i at begå selvmord som ung mand. På den måde indfriede Morten Nielsen det mål, han selv havde opstillet som kriteriet for sand digtning:
”Man skal ikke skrive digte om livet, man skal skrive digte, der selv er liv.”
Hvis man kun kan et digt udenad, er der en vis sandsynlighed for, at det er det korte ”Forårets horisont”:
”Verden er våd og lys-/ Himlen er tung af væde .../ Hjertet er tungt af lykke,/ lykkeligt nær ved at græde.”
Den første linje får måske den bibelkyndige læser til at tænke Noas Ark, hvor duen kommer flyvende med olieblad i næbbet og markerer, at syndfloden er fortid. Den mægtige kosmiske åbning i digtet afløses herefter af den genkendelige ømhed og nærhed i ordene ”Hjertet er tungt af lykke,/ lykkeligt nær ved at græde”. Jamen, kan hjertet være tynget af lykke? Jo, hvis man ved, hvor udsat lykken var for besætningen på Noas Ark og for os, der lever nu, så kommer tårekanalerne da under pres.
Forelskelse fylder en del i Morten Nielsens digte:
”Du er en dronning af Spanien./ -Åh nej, du er bare en kvinde/ men den fejreste kvinde, som Spanien/ ejede nogensinde.”
Men han skriver også om forhold, der er afsluttet med ”overstået ømhed og fortrød” eller om at have en gammel kærlighed med sig som fælles klangbund:
”Vi går på en kaj og ler./ vi, der har brugt hinanden op/ og aldrig skal skændes mer.”
Morten Nielsen slap ikke teksterne, førend de stod så klare som her, og hans breve og udkast vidner om de omkostninger, der var forbundet med at skrive så gode digte. Han kritiserede vennen Moren Ruges digte:
”Tak for brevet. Tanken i dit digt er ikke ilde. Men det er digtet.”
Og da Tove Ditlevsen havde sendt ham sin første novellesamling, ”Den fulde frihed”, kvitterede Nielsen med ordene:
”Tak for bogen. Den er noget tyndbenet.”
Jalousidrab eller vådeskud?
Morten Nielsen ville være en stor digter. Samtidig studerede han på universitetet, gik til italiensk, vikarierede som journalist, røg som en skorsten, erobrerede et hav af kvinder og skrev i den illegale presse.
Morten Nielsen skrev således nekrolog over Kaj Munk:
”I sit sogn og ud over landet talte han tyskerne og især de slappe kredse midt imod i Guds og Kristi navn.”
Morten Nielsen hørte ikke selv til de slappe kredse. Han deltog i modstandsgruppen Speditørens arbejde med at få flygtninge transporteret til Sverige, og han assisterede Holger Danske-lederen Hans Edvard Teglers, da denne i juni 1944 likviderede storstikkeren Fritz Køppe på Sankt Hans Torv i København.
Den 29. august 1944 skulle Morten Nielsen overdrage et våben til sabotøren og likvidatoren Jørgen Haagen-Schmidt alias ”Citronen”. Men det var en presset citron, der mødte op på adressen Silkegade 11, 1. ”Citronens” kone skulle nemlig have haft en affære med – Morten Nielsen. Omkring klokken 15.00 lød der et skud, og den store digter fra Aalborg var blevet til evighed. Hvad gik forud? Var det et jalousidrab eller et vådeskud? Vi ved det ikke. Men vi ved, at ”Citronen” i de få uger, han havde tilbage af sit liv, inden han faldt for tyskernes kugler, var stærkt påvirket af Morten Nielsens død.
Ved begravelsen fra Budolfikirke i Aalborg talte forfatteren Paul la Cour ved digterens kiste:
”Han var blandt de unge døde, hvis ungdom aldrig vil ældes.”
Ja, Morten Nielsen er i kraft af sin lyrik forblevet evig ung.
Ikke ringe af en 100-års fødselar.