Fjerde og sidste afsnit af DR’s serie ”Grænseland” undgår med held at hensynke i den lykkelige afslutnings magelighed. Det kunne ellers have været så oplagt. Efter de slesvigske krige, preussisk undertrykkelse af danskheden i Nordslesvig og Første Verdenskrigs rædsler kunne der være lagt op til en god gang ”hjem-ude-hjem”-fejring.
Men afsnittet undgår den uklædelige triumfalisme, som de foregående afsnit ellers godt kunne have lagt op til. Signaturmelodien for tredje afsnit var ”Tunge mørke natteskyer” og for fjerde afsnit ”Se, nu stiger solen”, begge af Jakob Knudsen. Solisten får næsten ødelagt glæden over Oluf Rings fantastiske melodi til sidstnævnte med sin drævende intonation. Hvis man kan abstrahere fra det, er det ikke modsætningen mellem sangenes hovedtemaer, mørke og lys, der dominerer indtrykket, men derimod at begge sanges grundstemning er melankoli. De er ikke som dag og nat, men som daggry og skumring. Begge melodier – den første er af Carl Nielsen – var helt nye i 1918, det årstal, hvor afsnit fire tager fat, og de bidrager dermed til tidsbilledet. Man kan godt spørge, hvorfor de mange fædrelandssange fra tiden omkring Genforeningen ikke er bedre repræsenteret:
”For en fremmed barsk og fattig”, ”Du gav os de blomster”, ”Som en rejselysten flåde”, ”Hvor smiler fager” og så videre. De sange er også børn af tiden og illustrerer oven i købet det problem, som behandles, nemlig det nationale. Hvor smukke disse sange end er, virker valget af Knudsens salmer rigtigt, fordi de tjener til påmindelse om, at der også var andet på spil: Skæbne og eksistens, tvivl og håb.
Fjerde afsnit balancerer godt mellem den store og den lille historie. Vi får illustrative eksempler på enkelte skæbner og med de forenklinger, som hører til genren, også en god gennemgang af den overordnede politiske proces, der førte til Slesvigs deling i 1920. Fokus er på indre konflikter og dilemmaer. Hvordan forholdt de dansksindede sig til deres tysksindede naboer? Hvad var modsætningerne på de indre linjer i den danske tilgang til spørgsmålet? Skulle grænsen gå ved Dannevirke, syd om Flensborg eller hvor den endte med at gå? Det endte med, at sejrherrerne efter krigen afgjorde, at det ikke var et spørgsmål, der kunne besvares bilateralt mellem Danmark og Tyskland. De involverede parter, både nationalt og lokalt, endte med at blive statister i en storpolitisk proces.
Tilrettelæggerne har ikke kunnet modstå fristelsen til at bruge slottet i Versailles som illustration til fredsforhandlingerne. Det er unæg-telig også et fotogent sted – men forhandlingerne foregik faktisk i det centrale Paris. Kun selve underskrivelsen af fredstraktaten foregik i Versailles, hvorfor den også kaldes Versaillesfreden. Det var en delikat hævnakt fra fransk side, fordi tyskerne efter sejren over Frankrig i 1870-1871 havde brugt slottet som kulisse for deres triumf. Nu blev det rammen om deres ydmygelse.
Afsnittet slutter med et velanbragt udblik til, at ikke alle problemer blev løst i 1920. Der blev efterladt mindretal på hver side af den nye grænse. Størrelsen på disse mindretal varierer i speak og rulletekster. Det er sådan set mere illustrativt end det vel var intentionen, for tallene varierer jo netop så meget, fordi mindretallene ikke er enten/eller.
Det betyder ikke, at der ikke er forskel på tysk og dansk. Det betyder ikke, at grænsen ikke skal være der. Da Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet nåede til bogstavet G, faldt det hende ind at skrive: ”Grænserne findes”. Det var i 1981. Siden dengang er grænseløsheden bare steget og steget, indtil vi i 100-året for Genforeningen har oplevet en pludselig og uventet re-aktualisering af grænsen, fordi den nu kan både lukkes og åbnes ved politisk beslutning som et resultat af smittefare. Der er ingen tvivl om, at de fleste i grænselandet gerne ser en åben grænse. Men grænsen findes ikke desto mindre som grænse mellem noget og noget andet. Og uden denne forskel ville Grænselandet ikke være grænseland. Der er rigeligt stof til både et femte og et sjette afsnit.