Godt gemt væk bag Aarhus domkirke og det aktivistiske kvindemuseum ligger byens gamle politigård. Den grå bygning er fra en svunden tid, hvor magten gerne måtte tage sig magtfuld ud. Men det er ikke kun trykket af dens afpillede nøgternhed, man mærker her. Megen lidelse og mange ulykker har dette sted set, for i slutningen af Anden Verdenskrig var det Gestapos hovedkvarter i Jylland.
I dag huser det Besættelsesmuseet, der de seneste to år har gennemgået en totalrenovation og nu fremstår som en af de steder, man bliver nødt til at se, hvis man besøger Aarhus.
Det gamle Besættelsesmuseum, som denne anmelder husker fra et par skoleudflugter, var et velment museum. Der var gode historier. Der var også slidte mannequiner. Småt virkede det også. Hurtigt ind og hurtigt ud. Måske et symptom på en besættelseshistorie, der i det hele taget havde vanskeligt ved at tage skridtet fra én generations levende minde til en historisk fortælling, som aktivt måtte hævde sin relevans for en efterslægt, der hellere vil spille computer og spise franske kartofler.
Det problem har det nye Besættelsesmuseum løst elegant. Nu behøver man ikke medbringe sin egen modstandsmand for at få et indtryk af besættelsestidens vilkår.
Det er imponerende, hvad det er lykkedes at gøre med de bygningsmæssige rammer, som jo på en gang er helt afgørende for museets kvaliteter, men også udgør en begrænsning. Der er stadig ikke meget plads at gøre godt med. Men alligevel virker det pludseligt meget stort.
Ved indgangen hilses man af en ældre herre, der kort fortæller om huset. Et usædvanligt greb, men det virker og giver den følgende oplevelse et personligt præg. Han peger på tre celler. I den første blev folk forhørt. I den anden blev de tortureret. I den tredje sad dem, der skulle videre. I bedste fald betød det Frøslevlejren i Sønderjylland. I værste fald gik turen længere syd på til de egentlige koncentrationslejre.
De effektfulde udstillinger i de klaustrofobiske celler fungerer glimrende. Man konfronteres straks og effektivt med de radikalt anderledes forhold, som var Besættelsens virkelighed. Eller i hvert fald kunne være det. For de fleste var Besættelsen noget andet, nemlig en kamp for at bevare så meget af hverdagslivets normalitet som muligt.
Ved at starte med det ekstreme formår museet at formidle det bagtæppe af sammenbrud, opbrud, knaphed og vold, som var betingelsen både for dem, der blot ville klare sig igennem så godt, som de nu kunne, og dem, der traf skæbnesvangre livsvalg.
De forskellige aspekter af besættelsestidens virkelighed er repræsenteret på Besættelsesmuseet, og netop spændet og spændingen mellem dem er helt afgørende for oplevelsen.
Det ene øjeblik ser man på den på den karakteristiske fangedragt fra en tysk kz-lejr. Det andet øjeblik står man i en stue, hvor radioen spiller ”Ved landsbyens gadekær”, legetøjet ligger på gulvet, og erstatningstobakken står klar på hylden.
I et andet rum er vi igen tilbage ved ekstremerne. Her drejer det sig om de forskellige valg, folk stod over for. Nogle blev tyskertøser, stikkere, frikorpsmænd. Krigens mest berygtede terrorist Henning Bothildsen Nielsen var aarhusianer. Han gik ind i Waffen-SS og senere i Schalburgkorpset. Som medlem af den tyske terrorcelle Peter-gruppen medvirkede han i mordet på mindst 55 civile. I 1947 blev han henrettet.
Andre blev modstandsfolk. Det valg, vi alle – nu på mange års sikker afstand – utvivlsomt fortæller os selv, at vi havde truffet. I virkeligheden ikke et let valg. Det kunne have store konsekvenser.
Betjenten Einar ”Leif” Sørensen var en af dem, der gik ind i modstandskampen og endte i en såkaldt L-gruppe. Dem, der forestod likvideringerne. Han deltog ved mindst 12 af de 34 likvideringer, der foregik i Aarhus. En tung byrde for enhver. Da debatten efter Besættelsen begyndte at rase om, hvorvidt denne eller hin likvidering nu var rigtig eller forkert, blev vægten af de moralske dilemmaer for tung. Einar Sørensen tog sit eget liv i efteråret 1945 – han blev 31 år.
Dette fokus på dilemmaer er næsten en modesag i moderne Besættelseshistorie. Det kan i mange tilfælde tendere en noget fortænkt revisionisme. På Besættelsesmuseet fungerer det udmærket og fremstår som en god måde at få måske særligt historiefremmede gæster til at tage favntag med stoffet gennem deres personlige stillingtagen.
Et andet moderigtigt element i udstillingen er fortællingen om de tyske soldater i Aarhus, om besværet med at indkvartere de stigende mængder af tyske flygtninge. Engang ville man have rynket på næsen af den slags. Det er vi heldigvis ude over i dag.
Udstillingerne er understøttet af gode og oplysende tekster om snart sagt alt, der er lagt vægt på at udstille originale genstande – enkelte lidt kortfattet præsenteret – og så er der ikke mindst gode, informative og til tider rørende fortællinger fra nogle af de folk, der endnu er i blandt os og som oplevede Besættelsestiden ikke blot som historie, men som levet virkelighed. Det er let at gå til, men bestemt ikke tomt for kalorier.