Det begynder som en almindelig dag i familien Tyrones sommerhus. Men overkærlige kærtegn får rummet til at sitre af ubehag. Snart fyldes huset af afhængighedens tåger, og fordrukne dæmoner vælter frem. Et regulært bebrejdelsesspil begynder.
I Eugene O’Neills Pulitzer-vindende ”Lang dags rejse mod nat” blotlægger han en ubehagelig sandhed: at familien kan være et skadeligt sted. På Aalborg Teater har instruktør Egill Pàlsson udvundet de sider af dramaet, der handler om misbrugets anatomi, og viser, hvordan vi kan læse familierelationen med den viden, vi har om misbrugsbegrebet i dag – med teorier om sam- og medafhængighed. Det er en usædvanligt konstruktiv vinkling, der låner ny indsigt til O’Neills 76 år gamle drama.
O’Neills nøgne naturalisme er reflekteret i Martin Erikssons arkitektoniske scenografi, som er udstyret med kun nøgne fornødenheder. Massive planker skaber en intens akustik, når familiens desperate råb kastes fra væg til væg i det brede rum. Bagerst i hytten er et trefaget vindue med udsigt til mørke vidder. Sollyset lader os følge dagen på hæld, mens stemninger skifter, og natten vinder.
Far og sønner følger den forvitrede mor omkring som fangevogtere klar til at gribe, hvis hun falder. Men deres forsøg på at afværge hendes tilbagefald til morfinen synes halvhjertede, fordi det giver dem lov til at pleje deres eget misbrug. ”Hvad er der i vejen med at drikke sig fuld? Det er jo det, vi er ude på, ikke?”, spørger Edmund indsigtsfuldt sin far og åbenbarer et nyt lag af tragik i familierelationen: en afhængighed af afhængigheden.
Annika Johannesen har fået den ubarmhjertige opgave at overtage en af teaterhistoriens sværeste kvinderoller, matriarken Mary Tyrone, da Marianne Høgsbro måtte sygemeldes få dage før premieren.
Hendes korte forberedelsestid giver lidt kludder i replikkerne, som dog også kan tolkes som inkohærent tale, der passer rollen ganske fint. Hun er skrøbelig som et porcelænsspøgelse, men en utøjlelig styrke vælder voldsomt frem, når morfinens tåger forstørrer hendes sorg over sønnen Eugenes død, angsten for sønnen Edmunds dødelige sygdom og skammen over egne svagheder.
Henrik Birch er mere almindelig og sympatisk end dæmonisk som James Tyrone. Et stort, nærigt drog i slidte jeans og skjorte. Langt fra den glorværdige skuespiller, han påstår at have været. Langt blødere end den whiskyflaske, han slæber rundt på.
Kun sjældent lukker han desperationen ud. Men når han gør, smælder bæltet mod plankerne.
Deres spil sigter mod at repræsentere følelser, der er lige så rå som de ubehandlede bjælker, der omringer dem. Men det er kun til stede i glimt i karakterernes ellers lidt stive interaktioner, der får dem til at virke mere som en konstruktion end som en rigtig familie.
Først til sidst i anden akt, i konfrontationen mellem de to brødre, den følsomme Edmund og den bastant fordrukne Jamie, lader Ferdinand Falsen Hiis og Lars Topp Thomsen følelserne flyde frit i et realistisk og fysisk samspil.
”Den døde del af mig håber, at du ikke bliver rask,” erkender Jamie snøvlende over for sin bror, der tager imod skriftemålet med resignation. Syndsforladelsen kan ingen give. Det hele er blot livets skyld. ”Det eneste, vi kan gøre, er at resignere – igen.”
Selvom Pàlsson og oversætter Pia Trøst Nissen har kogt O’Neills maratonlange manuskript ned til ”kun” to en halv time og har givet sproget et løft, er ”Lang dags rejse mod nat” en opslidende oplevelse, monstrøst brutal i sin uendelige cirkelgang rundt i skyld og skam. Men det er også, især set i bakspejlet, en givende og følsom indføring i menneskets mørkeste essens.