Maleren og grafikeren Johannes Larsen (1867-1961) og fotografen Henrik Saxgren (født 1953) har det tilfælles, at de begge har interesseret sig for naturen i Vestjylland og i Grønland. Nu viser sidstnævnte sin hidtil største udstilling på Johannes Larsen Museet.
I begyndelsen af sit virke viede Henrik Saxgren hele sin opmærksomhed til de mange tragiske skæbner, som verden er fuld af. Hans sociale engagement var båret af empati i forhold til sine trængte medmennesker, der var fanget i krig eller i social elendighed. På den måde fortsatte han, hvor hans socialt engagerede ældre kolleger Jacob A. Riis (1849-1914) og Jacob Holdt (født 1947) slap. Men fra cirka 1990 og frem har den prisbelønnede fotograf bevæget sig over i kunstrummet og har været en flittig udstiller med mange bemærkelsesværdige fotografiske serier bag sig. De viser en kolossal spændvidde tematisk, geografisk og motivisk.
Af serierne er sprunget den ene fotobog efter den anden – og i stigende grad på anerkendte internationale forlag. Nu er han aktuel med udstillingen ”Fra Tønder til Thule”, som kan ses på museet i Kerteminde frem til den 27. september. Udstillingen omfatter serier fra Grønland, Tøndermarsken og Island.
Oprindelig blev Henrik Saxgren uddannet som reklamefotograf, men han skiftede hurtigt den glitrende vareverden ud med sit sociale engagement, og hvis man studerer hans cv, fremgår det, at han i hele 16 år – fra 1974 til 1990 – koncentrerede sig om fotoreportagen, især fra verdens brændpunkter. Som ung var han politisk aktiv på venstrefløjen og var med til at grundlægge fotogruppen 2Maj – et kollektiv af fotografer, der var inspireret af den legendariske MAGNUM-gruppe. De havde som mål at sætte nye standarder for reportage- og dokumentarfotografiet – især den sociale reportage – i Danmark. Han slog sit navn fast gennem sine hudløst ærlige og knivskarpe billeder.
Henrik Saxgren har begivet sig ud på den ene strabadserende og tidskrævende, fotografiske rejse efter den anden. Det kræver nemlig et vedholdende engagement at kunne videregive så indlevede portrætter af landskaber og mennesker. Han er blevet mere tålmodig med alderen og læser stadig mere tid ind i sine fotografier, der i dag er langsomme og nærmer sig landskabsmaleriet.
Fotografiet er for længst afdækket som et medie, der ikke nødvendigvis taler sandhed, omend referenten – eller det indeksikalske, altså aftrykkets genstand – klæber til det. Men man kan nemt manipulere med motivet ved hjælp af forskellige billedredigeringsprogrammer, ligesom fotografen altid arbejder sig ind på motivet med sit redigerende blik og vælger at fokusere på noget frem for andet. Henrik Saxgrens fotografier stadfæster det, som de forestiller. Så når han fotograferer isbjørnen i samme øjeblik, som den mister balancen efter slædehundenes omringelse og jægernes skud, så ved vi, Saxgrens publikum, at bjørnen for længst er blevet skudt, og pelsen er solgt, når vi ser fotografiet.
Henrik Saxgren har ud over serierne fra Thule og Tønder været hele sit arkiv igennem og har fundet nye fotografier, som ikke tidligere har været offentliggjort. Blandt andet et kæmpe stort triptykon af isbjerge foruden tre store landskabsbilleder med motiver fra Island. I arbejdet med fotografierne fra Tøndermarsken har han siddet i timevis på det lave land i de allertidligste morgentimer og ventet tålmodigt på, at ”det”, underet, skulle ske. Sådan helt af sig selv, men usynligt for alle, som ikke søger det og ser det, indtil fotografen fanger det på sin linse, for det sete eksisterer kun som billede. Det blotte øje kan ikke fange billedets kompleksitet.
Det ene moment følger efter det andet i serien. Fotografierne forundrer med en pludselig uforudsethed, et tilfældets gribende øjeblik, hvor man som betragter må knibe sig i armen af lutter taknemmelighed over at være beboer på denne fantastiske klode, hvor naturrigdommene ellers er under hastig afvikling. I Tønderserien kan vi opleve sivenes mørke skygger, der tegner sorte streger i åens mørke vand. Dagen, som langsomt vågner, og lyset afslører gradvist mere af det flade, uendelige marsklandskab med den lave horisont. Vi ser den orangefarvede himmel, som delvist flasher igennem de smalle, vandrende skyformationer. Lyset afslører lige nøjagtigt nok til, at vi kan få øje på marsken i baggrunden og foran den en lille flok rådyr, som kigger på os, vågne og med strittende ører, sekundet før de stikker i rend. Fotografen så dem og klikkede. Nu slipper de aldrig ud af billedet igen. Tæppet er gået op. Scenen er sat.
Billedserien følger solens gang hen over himlen, til lyset forsvinder igen, først i tusmørket, der svøber sig om fænomenerne som en dunkel plaid og lader dem tone anelsesfuldt frem, oscillerende mellem væren og intet, for til sidst at trække dem med sig ind i mørket. Tæppefald.
Grønland har ligget Henrik Saxgren på sinde, siden han var helt ung og drømte om at komme ikke kun til Grønland, men til arktisk Grønland. Han var nysgerrig efter at udforske Ultima Thule – det yderste land, som man tidligere troede var beboet af enhjørninger og pygmæer. Ultima Thule er ensbetydende med ingenmandsland eller et uudforsket land. De første, der nåede derop, var hvalfangerne, som vendte hjem med narhvaltænder, som de solgte til de europæiske konger. De havde bildt dem ind, at det var enhjørningehorn. Kongerne var troskyldige og lod tronstole bygge af dem, fordi de antog, at de styrkede viriliteten. Så kom den danske polyhistor Ole Worm i midten af 1600tallet og fjernede noget af mystikken ved at påvise, at det var tanden fra en narhval.
Henrik Saxgren fandt nogle fangere omkring Thule og studerede deres fangstmetoder i tilsammen et halvt år, fordelt over seks rejser fra 2014 til 2016. Der findes nogle århundreder gamle regler for, hvordan fangsten fordeles, når man går på jagt i Grønland. Og da Henrik Saxgren havde været med på jagten og selv havde deltaget i at fange narhvalen, fik han dens lange, snoede tand med hjem. På en hylde i Henrik Saxgrens hjem på Frederiksberg i København ligger desuden et isbjørnekranium, som han hjembragte fra Grønland, eftersom han også deltog i bjørnejagten. Det er udstyret med nogle drabelige hjørnetænder, så man gyser ved tanken om, hvor farligt dyret er.
Fotografiet af kraniet er med på udstillingen – og kan også opleves i det store udstillingskatalog. Det er helt blodigt og er taget, lige efter at isbjørnen er blevet flået. På udstillingen kan vi også opleve fotografier af grønlandske slædehunde, som energisk omringer den sårede isbjørn. Kun hundene adskiller Henrik Saxgren fra bjørnen, da han fotograferer det drabelige optrin. Hvis nogen havde sagt til Henrik Saxgren, at han ville komme til at stå fem meter fra en levende isbjørn, ville han have beskyldt vedkommende for at lyve. Men da han stod i situationen, handlede det overhovedet ikke om mod, men ene og alene om tilstedeværelse. At være ét med situationen. Henrik Saxgrens fotografier handler om at fange tilværelsesunderet. For at kunne det, må han give sig helt og fuldt hen til det med både sin krop og sin vågne opmærksomhed.
Se flere billeder fra udstillingen på
Artiklen er en forkortet version af Lisbeth Bondes tekst i udstillingskataloget ”Fra Tønder til Thule”. Udstillingen på Johannes Larsen Museet kan ses fra i morgen og frem til den 27. september.