Det enkelte og det fælles er hinandens forudsætninger

Søren Juul leverer tankevækkende samtidsanalyse i essayet ”Selvets kultur”

Idealer kan dø af ikke at blive formuleret. Det er der ingen fare for så længe, Søren Juul forsker og skriver. Solidt plantet i forskningsjorden leverer han en indsigtsfuld, solidarisk og anerkendende trosbekendelse til det gode og retfærdige liv, som er styret af anerkendelsens etik. Denne gang i essayet ”Selvets kultur” med undertitlen ”En kritik af individsamfundets menneskesyn og fornuft”.

”Selvets kultur” er en kritisk analyse og samtidsdiagnostik af et nyliberalistisk samfund, der er nået langt i tabet af fællesskab, omsorg, anerkendelse, respekt og engagement i medmenneskers liv, som er blevet udkonkurreret af en fremadstræbende og altædende individualisering, hvor ligegyldigheden over for andre end selvet selv er blevet den eneste anerkendte tilværelsesforståelse på det private såvel som det nationale og globale plan.

Selvom essayet ikke er svært at læse, lønner det sig at træde ud af højhastighedssamfundets stakåndende rytme og finde tid og ro til eftertanke under læsningen. Analysen er skarp, kritikken er underbygget, og håbløsheden ligger på lur. Man er ikke færdig, når man er færdig med at læse bogen.

Agtelse for det enkelte menneskeliv, jeg møder, og for det fælles menneskeliv, jeg lever i, er central i ”Selvets kultur”. Det enkelte og det fælles er hinandens forudsætninger. Derfor bliver alle bliver nødt til at gå hinanden i møde med uforbeholden og generøs anerkendelse, hvor vi begrænser os selv og vores selvoptagethed og giver hinanden plads til den livsbekræftende anerkendelse, hvor vi sammen går efter det gode liv for og med hinanden. Det kræver en kulturkamp med en radikal omfordeling af ikke bare økonomi, men i lige så høj grad menneskesyn.

”Intet menneske er en ø,” skrev digteren John Donne i 1624. Mennesket er til i sig selv, men i det leve(n)de liv kan det ikke kun være til for sig selv. De andre er ikke vore tilfældige omgivelser. De er en del af os, og vi af dem. Mennesket må flytte ”i sig selv” ud af ”for sig selv” og hen til ”for og med de andre” for i fællesskab at fastholde et troværdigt ”som sig selv”. Denne bevægelse får samfundsmæssige og politiske konsekvenser, fremgår det af bogen.

Den tager læseren med ind i en kritisk analyse af selvets narcissistiske selvtilstrækkelighed i autenticitetskulturen, præstationssamfundet, konkurrencestaten og accelerationssamfundet. Her har selvrealiseringsmoral og nytteetik afløst pligten over for den anden, ikke mindst den nødstedte anden, som der bliver flere af.

I ”Åndens fremtrædelsesformer” fra 1807 formulerer Hegel anerkendelsesidealet, og læseren føres herfra instruktivt op til vor tids markante sociologer og socialfilosoffer som Axel Honneth, Zygmunt Bauman, Pierre Bourdieu, Paul Ricoeur, Charles Taylor, Richard Titmuss, Hartmut Rosa, med flere, som indgår i forfatterens afsøgning af de samfundsmæssige fejludviklinger, som essayet afslører i bøjet og selvlysende neon.

Grafikeren Palle Nielsen sagde om sit arbejde, der var præget af angst, krige og katastrofer: ”Jeg skal aflægge rapport om, hvad jeg ser, og om, at det, jeg ser, er vor situations fuldstændige umulighed. I erkendelsen af den situation ligger et håb”.

Det er sådan en rapport, Søren Juul aflægger. Det er et særkende hos ham, at det sårbare og udsatte menneskes liv motiverer hans forskning. Han arbejder normativt med en indigneret, men samtaleparat faglighed. Han fremlægger et refleksionsgrundlag for samfundsmæssig handling for og med de andre, sådan at konkurrencestatens folkesygdomme stress, angst og depression mister deres ståsteder. Den kulturkamp får man mod til at deltage i.