Prøv avisen
Tidens tegn

Det episke i sin fulde majestæt

Billedet er fra "Game of Thrones"-udstillingen i Øksnehallen tidligere på måneden. Foto: JENS NOERGAARD LARSEN

At bivåne tv-serien ”Game of Thrones” i begyndelsen på afslutningen er som at føle jorden skælve under sine fødder

Den roman- aktuelle forfatter Merete Pryds Helle har for nylig i flere interviews, også i nærværende avis, slået et slag for romanen og det episke. I Information formulerede hun det på denne måde:

”Jeg synes, at romanen som litterært udtryk er overset. Det er overset, hvor svært det er. Der er en tendens til at opvurdere lyrik og små, smalle bøger, der vægter stilen og formen (…) Som om, det var nemt at skrive en episk roman, og det er det i hvert fald ikke!”.

Pryds Helle har fuldstændig ret. Det episke er svært, det er næsten uopnåeligt, langt de fleste romaner, noveller, film, serier med videre er udtryk for en ulykkelig kærlighedsaffære med det episke. Vi ser kun fligen af kappen, der forsvinder bag et hjørne. Derfor er det selvfølgelig en meget særlig oplevelse, når vi møder det episke i sin fulde majestæt, og det gør vi i disse år i tv-serien ”Game of Thrones”, der netop nu vises i sin 6. sæson på HBO.

Jeg skal ikke her gå i detaljer med serien, men kan varmt anbefale ”Vinteren kommer. En fordybelsesbog for Game of Thrones-fans”, der udkom for nyligt på forlaget Spring. Den er skrevet af Steen Beck, og jeg er lidt inhabil, for han er både en gammel ven fra studietiden og nu min kollega på Syddansk Universitet, men bogen er fremragende i sin afdækning af de massive litterære, filosofiske, kulturhistoriske og samfundsfilosofiske aspekter i denne fantasy-serie, som udspiller sig i en mellemting mellem europæisk middelalder og Tolkien.

Gå om bord i serien og læs så Steen Beck efter de første fem sæsoner. Der er rigeligt behov for resuméer og forklaringer, når man skal holde styr på den meget komplekse fortælling. Der er ikke nogen fortællerstemme i serien, og personer, situationer og miljøer introduceres hele tiden uden nogen nærmere forklaring. Man må holde tungen lige i munden og selv prøve at samle trådene og de indviklede forudsætninger og forhistorier. Den høje intensitet og de monumentale landskaber holder dog samtidig én fast, prisgivet til dramaet som personerne er prisgivet en ofte intrigant, brutal og nådesløs verden.

Jeg røg i sin tid tilfældigt ind i et afsnit midt i første sæson og fik med det samme fornemmelse af, at jeg var havnet i en serie, der var så stor som selve verden.

Det var, som om der var gået 100 afsnit forud og ville følge 100 afsnit efter. Helt forskelligt fra de fleste tv-serier, der kører med et relativt stramt plot og et begrænset antal hovedpersoner, som egentlig passer bedst til et kort forløb. Hvorfor disse serier ofte ryger ud i kunstneriske problemer, når det ikke er lukrativt at afslutte serien og den derfor tvinges til et forkrampet og mekanisk efterliv, hvor de samme konflikter i de samme personkonstellationer skal gennemspilles igen og igen.

I GoT er der utrolig mange parallelle handlingstråde og et væld af hovedpersoner. Der kan være centrale karakterer, der overhovedet først møder hinanden efter fem sæsoner, og der kan være andre, man slet ikke når at se i en sæson. På grund af det store persongalleri kan serien også tillade sig jævnligt at aflive væsentlige skikkelser, et varemærke, den er blevet berømt og berygtet for, og som hensætter os seere i en særlig frygt og bæven. For hvad nu hvis det er en af de personer, vi holder særlig meget af som en godhedens og trofasthedens klippe i det svigefulde univers?

Sæsonerne sendes med et års mellemrum, og aktuelt er vi midt i 6. sæson. Rygtet lyder, at serien vil slutte efter 8. sæson, og man kan godt mærke, at det er nu, det strammer til, plottet tykner og fortættes, og når man har vænnet sig til en ”uendelig” serie, føles det lidt, som om jorden skælver under ens fødder. Nu møder og genfinder personerne måske endelig hinanden, nu er det tid til, at masker falder, og gåder opklares, tid for hjemkomst, tilgivelse, hævn, det endelige opgør. Måske. Eller helt sikkert. Vi kan bare ikke forudse, hvordan det vil tage sig ud. Dog er også her Steen Becks bog en god hjælper til at få skærpet forestillingerne.

Vi er begyndt indflyvningen, nedstigningen, men vi har ingen som helst idé om hvad der venter for enden. Dog tør vi håbe på, at det episke i al sin majestæt ikke denne gang når at forsvinde omkring et hjørne, før vi når frem og kaster os for blot at røre ved en flig af kappen.