Gustave Flaubert var 36 år, da han udsendte romanen ”Madame Bovary”, som gjorde ham til 1800-tallets største prosaist sammen med Dostojevskij og Tolstoj.
Forinden havde han skrevet manuskriptet til bogen ”Den hellige Antonius’ fristelser”. I den anledning havde Flaubert forventningsfuldt inviteret et par venner til højtlæsning. Begge fandt dog manuskriptet uantageligt. Til gengæld havde én af dem et godt råd til forfatterspiren:
”Du skulle hellere tage og skrive Delamares historie.”
Eugéne Delamare var en læge og enkemand, som ægtede en smuk ung landmandsdatter ved navn Delphine. Hun blev hurtigt træt af sin lidt stive gemal og indlod sig med en stribe af elskere. Delphine var tillige forfængelig og brugte en formue på tøj, som hun slet ikke havde råd til. I 1848 begik hun selvmord. Forslaget om at forvandle Delamares tragedie til en roman fik Flaubert til at udbryde:
”Quelle idée!”
Men selv om idéen var god, sled Flaubert desuagtet i fem år med manuskriptet, og da romanen udkom som føljeton i 1856 og i bogform året efter, sad forfatteren pludselig med problemer til op over begge ører. Myndighederne anklagede forfatteren for at forstyrre den offentlige orden. Rigsadvokaten påstod, at bogen rettelig burde have heddet: ”Madame Bovary – en provinsfrue og hendes sidespring”.
Den syvende dødssynd
Flaubert blev imidlertid pure frikendt, og det hører da også med til billedet, at fremtrædende teologer anpriste ”Madame Bovary”. Ærkebiskoppen anbefalede romanen til alle præster, og kardinal Félix Dupanloup begrundede hvorfor:
”Bogen er et mesterværk – det vil alle skrive under på, som har taget til skrifte i den franske provins.”
De to dignitarer havde fat i noget. Nok handler romanen om et ægteskabsbrud, men den handler lige så meget om den syvende af de syv dødssynder (acedia), som kan oversættes med kedsomhed. Her trækker Flaubert på den indsigt, som den kristne filosof Blaise Pascal fremdrog i det 17. århundrede:
”Vi søger ro ved at bekæmpe nogle hindringer, og når hindringerne er overvundne, bliver hvilen utålelig pga. den kedsommelighed, som den fremkalder.”
Dette er en rammende udlægning af Emma Bovarys eksistentielle problem.
Handlingen i ”Madame Bovary” foregår i den fiktive by Yonville, hvori hovedpersonen keder sig gevaldigt og derfor stimulerer sin fantasi gennem læsning af trivialromaner fyldt med kærlighedseventyr. Emma udbryder på et tidspunkt:
”Jeg afskyr banale helte og afdæmpede følelser som dem, man finder i virkeligheden.”
Men de sidespring, hun indlader sig på, lever slet ikke op til forventningerne:
”Emma genfandt i ægteskabsbruddet alle ægteskabets banaliteter.”
Samtidig resulterer hendes fantasier i en utøjlelig trang til mode og luksus:
”I sit begær sammenblandede hun luksuslivets sensualitet med hjertets glæder, de elegante vaner og de finere følelser.”
”Madame Bovary” er i den forstand verdenslitteraturens første skildring af en ”shopaholic”. Emma ender i bundløs gæld, og i fortvivlelse tager hun sit liv med gift, sådan som virkelighedens Delphine Delamare også havde gjort.
Da ”Madame Bovary” var udkommet, fortalte Flaubert, at beskrivelsen af Emmas selvmord havde resulteret i, at han døjede med en smag af arsenik i munden og kastede op to dage i træk. Som prosaist er Flaubert da også kendt for sin hvileløse søgen efter ”le mot juste” – det helt præcise ord eller den helt nøjagtige beskrivelse. Han kunne bruge en uge på blot at skrive en enkelt side, og Flauberts mor mente, at hans sjæl havde taget skade af den sproglige omhu og akkuratesse:
”Manien for smukke sætninger har udtørret dit hjerte.”
Flauberts elskerinde besværede sig ligeledes over, at forfatteren aldrig rigtig var til stede under de erotiske udfoldelser. Snarere var han en observatør af elskerindens ekstase, som han siden lod Emma Bovary udleve. Flaubert bliver da også kaldt for ”naturalismens far”, for hvem alle farver er skønne. Det gælder kun om at male dem.
Men det er en forenklet forestilling om Flaubert. Han var ikke en holdningsløs æstet. Da han besøgte det hellige land, rasede han over de mange religiøse turistfælder og skrev til en nær ven, at han som modgift læste Matthæusevangeliet:
”Det dyssede al den bitre vrede til ro, som var skyllet op i mig dernede.”
Alt andet end kulturradikal
Og netop Matthæusevangeliet var Flaubert inspireret af, da han skrev den gribende novelle ”Legenden om Sankt Julian den gæstmilde” i 1877. Fortællingen er en slags gendigtning af den svære tekst i Matthæusevangeliets kapitel 25, hvor Jesus siger til de velsignede:
”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig.”
Hovedpersonen Julian får besøg af en spedalsk mand, mod hvem han netop gør alt dette. Julian aner ligesom tilhørerne i Matthæusevangeliet ikke, hvem manden er, førend til allersidst:
”Da knugede den spedalske ham i sine arme, og pludselig blev hans øjne klare som stjerner, hans hår blev langt og skinnende som solens stråler. Hans ånde duftede sødt som roser. En sky af røgelse steg op fra arnen, og bølgerne sang. Og alt imens skyllede fryd og overjordisk glæde ind over Julians sjæl (...) Taget løftede sig. Himlen hvælvede sig over dem, og Julian steg op i det blå himmelrum ansigt til ansigt med Vor Herre Jesus, der førte ham med sig til sit paradis.”
Sådan kunne en kulturradikal forfatter aldrig skrive. Og Flaubert var også alt andet end det. I ”Madame Bovary” er apotekeren Homais romanens virkelige nar. Han er en kulturradikal snob med alle de rigtige meninger om frihed, lighed og broderskab. I et brev til George Sand skriver Flaubert om et vælgermøde, hvor Homais’ meningsfæller havde ført kampagne:
”Jeg benægter, at nogen kan være mere uoplyst og forstyrret, selv i det mørkeste Afrika. Konklusionen: man må uddanne den uddannede klasse. Begynd med hovedet, dér er legemet mest sygt.”
Selv var Flaubert på mange måder et ydmygt og tilbageholdende menneske, der meget typisk gav en ung digterkollega følgende råd:
”Vær regelmæssig og ordentlig i dit liv som borger, så du kan være voldsom og original i dit værk.”
Det skudsmål passer langt hen ad vejen på Flaubert, der umiddelbart kan virke som en tilstræbt koldsindig skribent, men som sent i forfatterskabet forlenede sine noveller med både varme og som menneske kunne være sjældent opofrende.
Bjergprædikenen havde Flaubert læst med ”hele et jomfrueligt sinds henrykkelse”, og heri står der:
”Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.”
Den barnløse og meget velhavende Flaubert kunne ikke vende ryggen til sin niece og hendes mand, der konstant bad ham om lån, og det resulterede i, at det var en forarmet forfatter, der gik i graven i 1880.
Til gengæld beriger Gustave Flauberts forfatterskab fortsat læsere verden over.
Kristian Østergaard er sognepræst ved Sorø Sogn og anmelder ved Kristeligt Dagblad.