Prøv avisen
Interview

Kommunikationsrådgiver: "Narcissistjournalister” fylder for meget i pressen

”Jeg håber, at vi på et tidspunkt ret snart kommer frem til at tale om mit arbejde. Du ved godt, at det her handler om mig, ikke?”. Sådan en svada fyrede Siri Hustvedt for nylig af mod sin interviewer, Klaus Rothstein, i Den Sorte Diamant i København, og det var fortjent, mener Kresten Schultz Jørgensen. – Foto: Anders Krabbe, Det Kongelige Bibliotek

Kommunikationsrådgiver Kresten Schultz Jørgensen har på Facebook langet ud efter tidens ”narcissistjournalister”, efter at den amerikanske forfatter Siri Hustvedt for nylig måtte irettesætte en dansk journalist. Uredigerede egoer fylder for meget i pressen, mener han

”De fylder mere og mere, narcissistjournalisterne, og de plastrer (...) klummer og interviews til med mig, mig, mig.”

Sådan skrev Kresten Schultz Jørgensen, rådgiver og ejer af kommunikationsvirksomheden Oxymoron i weekenden på Facebook. Anledningen til udfaldet er et portræt bragt i Børsen, som refererer et møde mellem journalisten Klaus Rothstein og den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt i Den Sorte Diamant i København tidligere på sommeren. Her talte Klaus Rothstein, der til daglig er journalist og kommentator ved Weekendavisen og vært på P1, efter sigende mest i de første 20 minutter, hvorefter Siri Hustvedt køligt sagde: ”Du ved godt, det her handler om mig, ikke?” til stor fornøjelse for publikum.

Det er synd for Rothstein, at han blev udstillet, og målet er ikke at kritisere ham, men en tendens i medierne, siger Kresten Schultz Jørgensen.

Forklar lige: Hvad er en narcissistjournalist?

Det er en, som er mere optaget af sig selv end af sagens genstand. Som hovedregel skal en journalist være interesseret, ikke interessant. Nogle gange skal man bruge sig selv for at kaste et særligt skær på sagens genstand, men der er en tendens til, at nogle formidlere i disse år er ret ligeglade med sagens genstand, og det mener jeg er udtryk for narcissime.

Narcissisme er, når egoet bliver styrende i alt, hvad man foretager sig. Og når man ser på mediebilledet, synes jeg, der er nogle store uredigerede egoer, som fylder for meget. Og flere og flere unge klummeskribenter tror, at deres oplevelse af verden interesserer hundredvis. Jeg var selv debatredaktør på Politiken i 1990’erne, og der var regler for, hvor mange gange en skribent måtte skrive ”jeg” i kronikker og klummer. Man måtte kun referere ganske lidt til sig selv, og det synes jeg er godt at holde fast i.

Hvorfor?

Fordi du står i vejen for det, det handler om. Alle ved, at det gode essay eller den gode klumme sagtens kan indledes med en scene fra bussen i morges, hvis man hurtigt når frem til det centrale tema. Men nogle forlader aldrig sig selv, de bliver i det private rum. Det er lidt ligesom taler ved selskaber, der indledes med ”første gang jeg mødte værtinden...”, og som aldrig når frem til at handle om værtinden. Sådanne taler bliver der også flere og flere af.

Hvad ser du som årsag til den udvikling?

Alle skal i dag definere, hvem de er, livsstilsmæssigt, politisk, religiøst, seksuelt. Det påhviler os alle – men det er mig en gåde, hvorfor det er så vigtigt, at det skal finde sted i det offentlige rum, og blandt journalister er det åbenbart i spalterne, identitetsdannelsen sker.

Men journalister lærer på uddannelsen, at identifikation er et af nyhedskriterierne – at det er vigtigt at skabe nærhed med læserne. Må man heller ikke bruge sig selv i det øjemed?

Selvfølgelig må man det. Men det kan gøres klodset eller elegant. Det er aldrig elegant kun at tale om sig selv.

Lea Korsgaard, redaktør for Zetland, har sagt, at hun stoler mest på journalister, der tør være til stede i deres tekster og taler om integritet frem for objektivitet. Er det ikke lidt forældet at mene, at journalisten skal trækkes helt ud af billedet?

Jeg er meget enig. Selvfølgelig skal man ikke være ”trukket ud”, selv den journalist, du ikke ser, er jo en del af sagens fremstilling. Du skal kunne mærke journalisten, men det er bare vigtigt, at der er en anden hovedperson. Jeg må bruge billedet med en bordherre og borddame. Det er min opgave som bordherre at få borddamen til at folde sig ud. Det er journalister og redaktørers opgave at være bordherre for sagen. Man skal være til stede, autentisk, nærværende og velforberedt. Men skal bare ikke plastre det, man skriver om, til med sig selv.