Lars Mikkelsen: Kærlighedsbudskabet bliver farligt, når man siger 'jeg definerer næsten'

I Lars Mikkelsens familie talte man ikke om det, der skete under Anden Verdenskrig, ud over ordene ”aldrig igen”. Men nu er tiden inde til for alvor at italesætte historiens kompleksitet, mener skuespilleren. I ”Adressaten ubekendt” spiller han en nazist, der vender sig mod sin bedste ven

”Der, hvor kærlighedsbudskabet bliver farligt, er der, hvor man siger: ’Jeg definerer næsten. Næsten er ikke bare hvem som helst, men min kone, mine børn. Kan være min familie. Måske naboen.’ Så er du jo ude på en glidebane i forhold til, hvad jeg tror, kærlighedsbudskabet handler om,” siger skuespiller Lars Mikkelsen. –
”Der, hvor kærlighedsbudskabet bliver farligt, er der, hvor man siger: ’Jeg definerer næsten. Næsten er ikke bare hvem som helst, men min kone, mine børn. Kan være min familie. Måske naboen.’ Så er du jo ude på en glidebane i forhold til, hvad jeg tror, kærlighedsbudskabet handler om,” siger skuespiller Lars Mikkelsen. – . Foto: Leif Tuxen.

Det er nogle år siden, han sidst befandt sig her, kan man godt mærke. Men nu er han tilbage. Når Lars Mikkelsen driver ned ad gangene eller træder ud af en elevator i Skuespilhuset, hilser flere af Det Kongelige Teaters medarbejdere derfor halvforbavset på ham.

”Hej min ven! Du, øh, jeg skal lige lave et interview, men vi ses senere, ikke?”, må han sige til flere og vinke af, før han endelig får sat sig i caféen med blikket mod havet.

Han har egentlig mest lavet tv- og filmproduktioner de senere år, været fast søndagsansigt på DR med bærende roller i ”Herrens Veje” og ”Historien om Danmark”. Næste år fortsætter han i historiesporet med en værtsrolle på DR’s satsning ”Grænseland”, der handler om Genforeningen, og det er også historieinteressen, der nu bringer ham tilbage på teaterscenen.

I stykket ”Adressaten ubekendt” spiller Lars Mikkelsen en mand, der bliver nazist og fjerner sig fra sin bedste ven – der er jøde. Stykket er baseret på den amerikanske forfatter Kathrine Kressman Taylors korte brevroman, der udkom allerede i 1938, og som på sin egen foruroligende måde foregriber historiens gang.

I stykket skriver de to mænd Martin og Max til hinanden hen over Atlanterhavet i halvandet år med begyndelse i 1932. De to havde egentlig etableret sig i det kreative miljø i San Francisco som kunsthandlere, men så flytter Martin tilbage til München i Tyskland med sin familie. Her oplever han den spirende nazisme og fascineres af den tilsyneladende så enkle løsning på landets mange problemer. Retorikken imod den jødiske ven bliver skarpere, selvom han fastholder, at han altid har holdt af vennen ”på trods” af hans race. Men i brevene fra den anden side af Atlanten, fra Max (spillet af Søren Sætter-Lassen) vokser der et had frem, der er mindst lige så farligt.

Prøver på stykket "Adressaten ubekendt" med Søren Sætter Lassen som medspiller. Stykket foregår under Anden Verdenskrig og mellem jøder og nazister.
Prøver på stykket "Adressaten ubekendt" med Søren Sætter Lassen som medspiller. Stykket foregår under Anden Verdenskrig og mellem jøder og nazister. Foto: Leif Tuxen

”På det menneskelige plan er det simpelthen så godt et lille stykke,” siger Lars Mikkelsen.

”Kressmann Taylor beskriver noget, som er meget præsent for hende på det tidspunkt, noget hun selv har erfaret med venner og bekendtskaber, der pludselig opløses på grund af en bestemt ideologi. De menneskelige omkostninger ved krigen har været beskrevet mange gange, men det her er et vanvittig godt bud på, hvor lidt der skal til, før man flytter sig fra hinanden. De her mænd er begge to opportunister, forretningsmænd. De er ikke særligt politiske nogen af dem. Men det, Martin oplever, da han kommer tilbage til Tyskland, til et samfund, der er stærkt præget af Første Verdenskrig, dybt, dybt forgældet og ligner én stor undskyldning for sig selv, det har jo givet grobund til den nazisme, der florerede på det tidspunkt. Og den har nok været meget svær ikke at blive grebet af. At se omkostningerne ved det og have styrken til at sige fra – det har virkelig været et fåtal, der havde det,” siger han.

Men dem så Kressmann Taylor altså og fik fældet historien ned på sin skrivemaskine. Den blev et publikumshit i USA, men, måske åbenlyst, forbudt i Tyskland. Siden er historien blevet genoptrykt og udbredt i Europa. Som teaterstykke har ”Adressaten ubekendt” været spillet i Frankrig, Tyskland, Israel og USA, men aldrig her i landet, før altså nu.

Den danske krigshistorie er speciel. Hvad var det, der gjorde, at vi ikke lod os fortrylle af nazismen i samme grad som tyskerne i 1930’erne? Og på den anden side gik i samarbejde med den tyske regering indtil 1943? Det handler den anden del af teaterforestillingen om, og når Lars Mikkelsen går af scenen, tager historiker Bo Lidegaard og redaktør Christoffer Emil Bruun over med en debat.

Efter krigen har mange af dem, der var involverede, haft svært ved at tale om, hvad det egentlig var, der skete, og sådan var det også i Lars Mikkelsens familie.

”Der er stor forskel på, hvad jeg selv har opfattet, dengang jeg var dreng, og den måde, vi ser krigen på i dag. Min morfar var en del af krigen og den måde, han beskrev det på, var med ordene ’aldrig igen’. Min morfar var kommunist og var aktiv i en eller anden forstand, men vi har aldrig rigtig fundet ud af hvordan. Vi har bare fundet sådan et falsk identitetskort, som vi skal have spurgt ind til. Han ville ikke selv snakke om det, og vi pressede ikke på – i respekt for, at det ville han ikke. Men bare det at være kommunist i Danmark efter 1943, det var jo ikke rart, vel? Men den periode sad i én som knægt, det gjorde den. Jeg er født 19 år efter krigen, i 1964, hvor det hele var meget nærværende stadigvæk, men fra mit synspunkt var det en entitet, som man forsøgte at komme videre fra, lægge afstand til. Min opfattelse af, hvad der egentlig skete, er blevet perspektiveret i takt med, at historiefortællingen omkring det hele er blevet mere kompleks,” siger han.

Og der er ikke grund til at parallelisere til nutiden, men:

”Det farligste overhovedet, hvilket stykket også taler lidt om, er alt, der prøver at fortælle os, at det overhovedet ikke er komplekst at leve i et samfund, at sameksistere. At det hele kan ordnes på et øjeblik – det tror jeg er så farligt.”

Foto: Leif Tuxen

Han læner sig tilbage i stolen og drager så en parallel til hverdagens forbandelser:

”Kender du det, at man hvert forår kan tænke ’det var pokkers, som den bogreol roder’? Så man river alle sine bøger ud på gulvet og tænker ’skal jeg sætte det i A-Å’? Krimier for sig selv? Det ender med, at det er lige så rodet, når man sætter det op, fordi det er liv. Bøger er vores liv formuleret, og der er altid én bog, der ikke passer ind. Jeg står altid med en bog i hænderne og tænker ’hvis jeg smider den her ud, står det hele snorlige’. Men jeg er nødt til at have den bog! Det er det, jeg mener med, at vi skal passe på, når nogen siger, det ikke er komplekst at have et samfund, for vi hverken kan eller skal rydde op i den bogreol. Det er forfærdeligt tungt at have et demokrati. Det er rædselsfuldt. Bare prøv at gå til enhver andelsforening, hvor man igen og igen skal høre på ham, der brokker sig over skraldespandene. Men det er vores eneste mulighed, for ellers opløser vi grundlaget for os selv.”

Lars Mikkelsens egne børn er ved at blive voksne. Og det er interessant, at der nu kommer nogle generationer, der aldrig har kendt nogen, der var med i Anden Verdenskrig.

”Man kan meget let komme til at sige ’det er år og dag siden, det der, lad os nu komme videre’. Men meget af vores medmenneskelighed er formuleret på ryggen af Første og Anden Verdenskrig. Storkonflikterne har grundlæggende handlet om, hvornår vi gør hinanden til umennesker. Og det spørgsmål er jo altid interessant.”

Er der også kristne perspektiver i det her stykke?

”Der er meget af vores ideologiske gods, som er kristent her i Europa. Store dele af De Ti Bud og Jesu lære er jo indeholdt i mange lovgivninger, hele formuleringen af menneskerettighederne er i den grad sat i noget bibelsk. Især hvis man undlader at gå for meget ned i Det Gamle Testamente. Det er jo meget med ’gå ud og slå dem og dem ihjel i mit navn’. Det var nok en meget god reformation, der blev lavet dér,” siger han med et grin.

”Men, forholder vi os til Det Nye Testamente er der jo uendeligt meget kristent gods i vores hverdag, den måde vi tænke, er god at behandle hinanden på, det at være et godt menneske. Det er kærlighedsbudskabet. Det var noget af det, vi undersøgte med ’Herrens Veje’, og som jeg synes er smadderinteressant. Der er noget rodløst i tiden, og der mangler fællespunkter. Mange mennesker har meget snævre grupper, de omgås, samtidig med at verden er åbnet, og du har det hele lige dér i din telefon. Den fælles reference er blevet svær at få øje på, men hvad er det egentlig, der gør, at du tør gå over for grønt lys? Hvad er det, der får dig til at tænke ’jeg regner med, at de andre ikke kører, jeg kan stole på dem’? Det ligger ikke rigtig ude i verden et eller andet sted, men i det nære og i vores historie,” siger Lars Mikkelsen.

Og selvom han ikke, med ”Adressaten ubekendt” i baghovedet, har lyst til at politisere en masse, så mener han også, det handler om det kristne kærlighedsbudskab.

”Der, hvor kærlighedsbudskabet bliver farligt, er, hvor man siger ’jeg definerer næsten. Næsten er ikke bare hvem som helst, men min kone, mine børn. Kan være min familie. Måske naboen’. Så er du jo ude på en glidebane i forhold til, hvad jeg tror, kærlighedsbudskabet handler om. Men det er min mening. Vi gradbøjer nogle ting i vores tid, men allerede dér kan jeg blive rygende uvenner med mange mennesker. Og jeg har ikke lyst til at fortælle folk, hvad de skal mene. Jeg vil med alt, hvad jeg har i mig sige ’det er ikke derfor, vi gør det. Vi spiller det, fordi det er et vanvittig godt stykke’.”

Stykket spiller på Det Kongelige Teater i sensommeren og drager derefter på turné landet rundt. Det har, i den senere tid og under valgkampen været et emne, at Det Kongelige Teater i højere grad skal komme hele landet i møde. Men er der nogle publikummer, Lars Mikkelsen særligt gerne vil spille for?

”Det er altid interessant, det spørgsmål. Spiller vi for disciplene? Jeg kender ikke en kulturinstitution, som jeg har haft med at gøre de sidste 25 år, der ikke har tænkt: Hvordan får vi fat i flest muligt? Tilsyneladende er der lige nu ikke én politiker, som ikke mener, at det har vi aldrig gjort. Jeg har ikke været med til at lave noget elitært, men jeg har igen og igen oplevet, at nogle gerne vil udlægge teatret som elitært. Jeg vil da gerne have fat i alle, og det er en udfordring for mange af de gamle kunstarter: Hvordan får man folk gjort interesseret i det, vi laver? Vi kan sidde derhjemme og få hele verden, når vi vil på vores fjernsynsskærm. Men jeg oplever også, at der igen begynder at komme en interesse for at lægge telefonen hen i et hjørne og få den oplevelse nu og her, som man aldrig glemmer. Men det er vigtigt at sige, at det også kan være helt forfærdeligt at være i en teatersal. ’Hvorfor sidder jeg her?’, tænker man. Vi skal gøre vores arbejde godt. Og jeg tror, vi skal prøve at målrette os på dem, der er her, frem for dem, der ikke er her, og sige: ’Hvordan sikrer vi, at de kvalitetsbevidste teatergængere kommer igen?’ Men det ville jo være en kulturminister med indsigt og visioner, der formulerede det,” siger han og sender et af den slags rævesmil, der kan betyde både det ene og det andet og ikke lige er til at afkode. Præcis som vores historie.