Forlaget ProRex har påtaget sig den prisværdige opgave at udgive en række af C.S. Lewis’ (1898-1963) skrifter. Mange kender sikkert Lewis gennem Narnia-bøgerne, men nu er der mulighed for at stifte bekendtskab med større dele af det mangefacetterede forfatterskab. Tidligere i serien er udkommet ”En sorgens dagbog” og ”Djævelske breve”, og nu foreligger så for første gang på dansk bogen ”Mirakler”, som oprindelig er fra 1947, og som er den del af Lewis’ mere akademiske tilgang til kristendommen, der andre steder udfoldes mere litterært eller poetisk.
Sognepræst og redaktør for det danske C.S. Lewis-selskab Thomas Østergaard Aallmann skriver i sit glimrende forord, at grundklangen i bogen er, at både livet og Guds skaberværk er et stort mirakel. Det, at Gud blev menneske, som altså er inkarnationen, er miraklet over dem alle.
Lewis er bedst, når han lader sin poetiske sans beskrive kristendommen. For eksempel når det at indtage en høj stilling er ensbetydende med hele tiden at abdicere, hvilket udtrykker sig i selskabsdansen, hvor kvinden nejer og manden bukker. Høj stilling, siger Lewis, medfører, at man er nødt til at frasige sig den hele tiden, og det kaster lys over inkarnationen.
Og spændende er det, når Lewis tænker skævt i forhold til traditionen, som når han siger, at kristendommen grundlæggende kan udledes af to ting: at mennesket kommer med grovkornede vittigheder om sig selv, og at vi væmmes ved et afsjælet legeme.
Det første tyder på, at ånden og organismen er i konflikt, og altså at de grovkornede vittigheder derfor reelt er udtryk for måske endog uerkendt syndserkendelse. Det andet er således en konsekvens af det første. Det er sådan set almindelig kristendom, men Lewis udtrykker det på en anderledes måde, som er umiddelbart øjenåbnende.
Lewis anbringer mennesker i sin forståelse på kanten af skaberværket, hvor mennesket bevidsthed er helt anderledes forbundet med universet end alt andet. Derfor kan mennesket være i miraklet, fordi det kan erkende ud over naturen. Miraklet definerer Lewis som noget, der overnaturligt bryder ind i den naturlige verden.
Derfor er hans modstander naturalisterne, der kun vil erkende den naturlige verden, som alt hvad der findes. De vil, som han siger, forklare verden ud fra sin helhed. Det er jeg nu ikke så sikker på, at de vil. Men det er nu en gang hans udgangspunkt, og vi har, som han siger, alle naturalismen på rygraden, derfor kan det være svært at se verden fra en anden og større side.
Miraklet som sådan har egentlig lidt dårlig presse i den bibelske fortælling. Ikke at der ikke sker forunderlige handlinger, men selve ordet mirakel er ikke i høj kurs. Da Moses hos Farao møder modstanderne, kaldes de for mirakelmagere, hvorimod Moses’ handlinger ikke omtales som mirakler. Guds handlinger i den bibelske fortælling defineres altså ikke som mirakler. Det er i sig selv tankevækkende.
Centralt står som sagt inkarnationen, og Lewis kan i en væsentlig fodnote skrive, at den bibelske fortælling er en lang fortætning, hvor sandheden først optræder i mytisk form og til sidst udmønter sig som historie. Det er faktisk en meget præcis beskrivelse af den vestlige kultur: myte bliver til historie.
Inkarnationens mirakel hænger altså sammen med skabelsen. Og når Lewis fastslår, at inkarnationen af Guds søn blot med større hast gøre åbenbar, hvad der allerede ligger i skabelsen, nærmer han sig så ikke et dåbsritual, hvor barnet allerede fra skabelsen er et Guds barn, men at dette gøres tydeligt ved dåben? Når Lewis kobler skabelse og inkarnation så tæt, at der kun er hastigheden i erkendelsen til forskel, og at inkarnationen derfor ikke fornægter, hvad vi allerede egentlig ved om virkeligheden, og kun giver krop til det, vi hele tiden har vidst, synes dette nærliggende.
Det er som altid hos Lewis en selvstændig teologi, der udfoldes. Det er en teologi, der taler ubesværet med Bibelen, såvel som med Grimms eventyr, Ovids metamorfoser og engelsk klassisk digtning, og som tør tage livtag med filosofiske problemstillinger. Det gør læsningen spændende.
Men ofte er teologien bag de lidt store ord en meget tidstypisk teologi, der har tidens modstandere som samtalepartnere.
Lewis forstår i nærværende bog det afgørende som forholdet mellem videnskab og kristendom, hvor videnskaben tolker på digtet, men kristendommen er digtet. Forudsætningen er, at det overnaturlige er en del af kristendommens forståelse af virkeligheden. Det åbner sine steder for en torumsverden, hvor skabelsen har flere etager.
K.E. Løgstrup sagde i tråd med den lutherske tradition, at verden kun er givet én gang. Det betyder ikke, at verden ikke kan forstås poetisk, men at poesien er den del af verden. Det skal dog ikke tage noget fra selve bogen, der er skrevet med stor lyst til at tage livtag med de største spørgsmål. Og befriende er også det, at litteratur tages alvorligt, som en måde at erkende og forstå verden på.