En populær dåbssalme bekender, at ”det, som sker i dåben, gør os trygge”. Trygge i forhold til hvad? Guds vrede? Eksistentiel ensomhed og skyld? Tilfældigheders lunefulde skæbne? Hvordan forkynde et terapeutisk budskab om tryghed i dåben til en ”feelgood”-generation, hvis tolerance dog også forventer, at det ikke gør nogen forskel, om man er døbt eller ej?
Lars Gustav Lindhardts bidrag i antologien ”Dåben klæder dig” viser måske, hvor svært det er at forklare, hvilken tryghed man får ved det, der ikke rigtigt gør nogen forskel.
Otte artikler afspejler ellers indholdet af dåbssamtaler. Det er derfor naturligt, at udgivelsen undertiden føles snakkende. Fire konkrete spørgsmål besvares i samtalers form.
Ét af dem er om forskellen før og efter dåben, hvor Ingrid Ank fortæller, at ”Gud er ligeglad med, om mennesket er døbt eller ej”. Torben Bramming betoner derimod ikke overraskende dåbens afgørende betydning og med ret store forventninger til, hvad der kan formidles til forældre.
Et andet spørgsmål er, hvordan man så kan argumentere for at få døbt sit barn over for dem, der fravælger det? Det leverer Mogens Lindhardt en stribe gode svar på, mens andre som antydet efterlader en med indtrykket af, at dét er et godt spørgsmål. Ulla Morre Bistrup runder samlingen fint af.
Mest interessant bliver det, når der – for det tredje – tages livtag med, at ritualets ordlyd rummer et væld af store ord, der kan støde en moderne bevidsthed. Som optakt til en familiefest kan dåbens alvorstyngde ligne et fremmedelement. Det er her, forældre kigger høfligt ned eller rykker sig nervøst i sædet, mens præsten taler.
Julie Damlund forklarer, at det er de tunge ord, der viser, at en tro skal være både til at leve og dø på. Louise Højlund formulerer sig i smukke metaforer, mens Morten Kvist forklarer treenigheden som en føljeton af skaberånd, Jesu ånd og Helligånd:
”Med dåben får Carl Jesu ånd som et tilskud til sin egen”.
Disse kreative bud på, hvordan traditionens sprog gøres begribeligt, begrunder bedst bogens tilblivelse. Men hvem er den henvendt til? Præster, der ønsker idéer til at åbne døre til samtaler om tro? Eller til dem, der selv overvejer dåb?
Sammenhængen mellem tro og dåb er både en folkelig og kirkelig forlegenhed. Det er åbenbart også en folke-kirkelig forlegenhed, at vi ikke tror så meget, at det gør noget. Ifølge Ingrid Ank frigør barnedåben endda ”barnet fra at tro, at tro er noget, man skal have styr på”. Det er også en frihed.
Forfatterne deler endelig, hvad dåbssamtalen lærer dem som præst. Det opleves som vigtige møder om kristendom mellem dem og menigheden. Ingrid Ank fortæller her en vigtig anekdote om et par, der med vilje holder dåb i en turistkirke, de har besøgt – som en påmindelse til den kirkelige betjening, der sukker over arbejdet med turister, fordi de hellere ville bruger kræfter på den såkaldte kernemenighed. En dåb kan godt ligge i forlængelse af en turistpræget interesse for kirke og kristendom. Menighed er mange ting.