Det er dumt at indkræve gæld i dødsriget

Dostojevskijs tragikomiske fortællekunst blinker i en ufokuseret sammendyngning af tilfældige tekster

Som alle andre kunstnere var russiske F.M. Dostojevskij naturligvis selvoptaget. Derfor kunne han ikke for alvor leve med omtalen, da maleren Vasilij Perov malede hans portræt i 1872, og man i avisen skrev: ”Gå hen og se på dette sygelige ansigt, grænsende til det forrykte.”

Sådan lyder anekdoten i hvert fald i novellen ”Bobók” fra 1873, der er optrykt i denne mærkeligt sammendyngede novellesamling.

”Bobók” kredser som flere af de andre noveller om forfattergerningen. Fortælleren vil så gerne have udgivet sine føljetonromaner, men ingen vil betale for det. Hans forlægger vil kun have oversættelser af franske romaner, og på bestilling har fortælleren skrevet bogen ”Kunsten at behage damer”. Han ville langt hellere samle Voltaires talemåder i en udgivelse, men frygter, at nutidens russere ikke gider den slags: ”Hvad skal vi med Voltaire; nu om dage gælder kniplen, ikke Voltaire! Folk slår de sidste tænder ud af munden på hinanden,” bemærker han lakonisk og svært underholdende.

Det er i øvrigt en tanke, man ofte kan finde hos både Dostojevskij og den samtidige Ivan Turgenjevs unge mennesker: At et par gode støvler (eller en knippel!) er ”mere værd” end Shakespeares samlede skuespil eller et værk af Rafael.

Det går dog (heldigvis?) fortælleren sådan, at han forføjer sig til en begravelse for at adsprede sig lidt og på kirkegården kan høre, at de døde ligger og mundhugges, blandt andre en ærværdig embedsmand, ”et rædselsfuldt fruentimmer” og en købmand. Sidstnævnte kan over for kvindemennesket bemærke, at hun har ubetalte regninger tilbage til januarmåned, men som hun noterer sig: ”Det er virkelig meget dumt at forsøge at indkræve gæld her!”. Det kan fruentimmeret jo have ret i, rædselsfuld eller ej. Men tænk at blive lagt i graven ved siden af mennesker, man ikke kan fordøje – for al evighed at mundhugges. Eller i hvert fald til opstandelsens dag. Og så tænker fortællerstemmen, at han alligevel har fundet et emne, som de herrer tidsskriftsredaktører kunne være interesserede i.

Den samme spraglede finesse rummer samlingens længste novelle, ”En fæl historie” fra 1862, med den bizarre historie om en højtstående, yngre embedsmand, der er præget af tidens nye idéer. Han kalder dem ”humanisme”. Hans ældre kollegaer tror ikke på det pjat, så efter en god omgang champagne med dem vil han bevise, at de tager fejl.

På vej hjem kommer han forbi en fattig bryllupsfest, og det går op for ham, at det er en af hans skriverkarle, der har giftet sig.

Det falder den ærværdige embedsmand med rang af general ind, at han jo kunne vise sin støtte til ”de nye idéer” ved ikke at holde sig for god til at berige selskabet med sin tilstedeværelse. Holde en kort og værdig tale, ikke undslå sig at drikke et glas af pøbelens sprøjt og dernæst roligt fortrække igen. Men ak, han er blevet fuld og er naturligvis overhovedet ikke i stand til at begå sig blandt folk, han faktisk foragter. Humanisme eller ej, ”de yngler som kaniner”, kan han ikke undgå at tænke.

Så han bliver fuldere og fuldere og tror, at selskabet er faldet til ro på trods af hans tilstedeværelse. Men faktisk er de blot blevet klar over, at han er fuld og øjner en skandale.

Det ender med bræk, en spoleret bryllupsnat, ødelagte stole og en mands lovende karriere lagt i ruiner.

Over for disse fundamentalt sjove og indsigtsfulde burlesker, står to fragmentagtige og langt mere realistiske for-tællinger om samfundets nederdrægtigheder mod bunden. ”En dreng til juletræsfest hos Kristus” (1876), en kort tekst om drengen, der lider frysedøden i storbyen, men i dødsøjeblikket mærker varmen og ser sig selv om et strålende juletræ med andre børn, som Kristus indbyder til.

Derudover en lidt længere, men temmelig ufærdig historie, ”Julefest og bryllup” (1848), om en grisk og klam tyksak, der lover at gifte sig med en 11-årig pige, når hun bliver kønsmoden.

Det er ikke, fordi de to sidste realistiske noveller ikke er relevante for forfatterskabet, men i deres fragmentagtige karakter og i den rodede kronologi står de over for så anerkendte og mesterlige tragikomedier som ”Bobók” og ”En fæl historie” som et trist og rodet appendix til en ufokuseret udgivelse, der dog har den berettigelse, at ”En fæl historie” nu er blevet let tilgængelig for os alle.