Nogle smider dem ud. Andre låser dem inde. Det er i hvert fald nok de færreste, der ligefrem ønsker, at omverden skal få kig til de skriblerier, man som teenager kan finde på at nedfælde i sin dagbog. Forfatteren Bent Haller har imidlertid valgt at bruge dem som omdrejningspunkt for sin nye portrætbog ”Det man skriver”, der udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof i næste uge.
”Jeg troede, du kom på besøg? Der står syv flødeskumskager på bordet og venter på dig,” lyder det fra telefonen. Det sidste er heldigvis, vistnok, for sjov. I hvert fald er der rundt regnet 300 kilometer mellem journalisten og forfatteren Bent Haller, som bor i Aalborg, da det aftalte interview skal begynde. Efter middag vel at mærke, for Bent Haller er en mand med faste rutiner, og om formiddagen skriver han.
Ud over at have skrevet over 100 bøger – blandt andet romaner og noveller for børn og unge – skriver Bent Haller stadigvæk dagbog. Det gør han som det første om morgenen, inden han begynder at arbejde. På papir og med fyldepen, naturligvis.
”Det gør man da, når man er forfatter! Eller også med en fortygget gul blyant, som man kan stikke bag øret. Og så sutter man på spidsen, så den kan få ekstra kraft. Sådan er det. Jeg lader mig ikke gå på af tiden,” siger han. Men tid er der gået, siden Bent Haller som 13-14-årig i 1960’erne begyndte at skrive i de dagbøger, der for fem-seks år siden dukkede op på loftet i en vandskadet papkasse, som, med forfatterens egne ord, ”stank langt væk af musetis”.
Fundet, der også inkluderede nogle ramponerede akvareller, skitser og oliekridttegninger, vækkede gamle minder og, måske endnu vigtigere, nye erkendelser:
”Man har jo en forestilling om, hvordan man selv er. Men da jeg som gammel mand læste de ærlige tekster fra mine teenageår, blev jeg konfronteret med en usympatisk hvalp, som ikke spekulerede på, hvor mange mennesker han sårede. Var det virkelig mig?”, spørger han.
Ud over at der er forskel på, hvad man skriver, og hvad man husker, bemærkede Bent Haller også, hvordan de stemninger og sindstilstande, man netop undlader at sætte på papir, pludselig står åbenlyst frem.
”Der stod noget andet i min bevidsthed, end der stod på papiret. Jeg skrev nærmest i koder dengang,” siger han.
Og koderne har han besluttet sig for at oversætte til et mere læseligt sprog. I ”Det man skriver” er dagbogsteksterne og fotografierne derfor tilsat nutidige refleksioner, der tilsammen giver et indblik i, hvordan Bent Haller som en ung, usikker dreng drømmer sig væk fra Frederikshavn.
Han begynder at tegne og male, tager på teltture med kammeraten Mogens – som han kalder ”nok den eneste ven, jeg nogensinde har haft” – og møder talrige unge kvinder. Tilsammen skildrer bogen en universel rejse fra barndom til det tidlige voksenliv. Og Bent Haller kan forsikre, at der ikke er sorteret noget fra:
”Man må aldrig begynde at censurere sig selv – heller ikke som journalist!”, lyder det som en løftet pegefinger gennem røret, og efter lidt tænketid:
”Jeg tror, det er en forfatters pligt at stå nøgent frem, selvom det gør ondt.”
Kvindebekendtskaber fylder som nævnt en del i ”Det man skriver”. Der er Birthe, som den unge Bent ikke kan være kærester med, men heller ikke kan undvære. Så er der Gro, som fascinerer i sit naturlige habitat blandt norske fjelde, men viser sig at skuffe, da hun tropper op hjemme i Frederikshavn. Og så er der alle de andre.
”Jeg havde først den ene og så den anden, så den tredje, fjerde og femte, og sådan blev det ved. Dem, jeg knyttede mig til, var altid piger. Og det må man jo gerne, når man er en dreng, for så hedder det ’kærester’, selvom det i virkeligheden var noget andet, de gav mig. Det var trygt at gå med nogen i hånden, det havde jeg jo aldrig prøvet før,” siger han.
Frøet til den overlegne opførsel blev sået i de mindreværdskomplekser, som opstod i barndommen – ”eller mangel på samme”, som Bent Haller selv formulerer det. Hans mor var psykisk syg og væk meget af tiden, så han tilbragte stort set hele sin barndom hos mormoderen – en gammel, tyk dame, der altid havde en smøg i munden.
”Jeg troede i årevis, at hun var min mor. Det var svært, da jeg mistede min mormor som 14-15-årig. Hun kan stadigvæk dukke op om natten og spørge: ’Hvordan går det, Bent?’.”
De unge kvinder, som Bent Haller beskriver i bogen, er han ikke videre bekymret for. De eksisterer jo ikke mere, siger han, højst som et navn. Så hvis deres medvirken kan bidrage til at gøre fortællingen universel, vil den erfarne forfatter være tilfreds.
”Jeg håber, at nogle læsere vil kunne se sig selv i fortællingen. Det største kompliment, jeg som forfatter kan få, er, når en læser siger: ’Hold da op, det var næsten min historie, du skrev der. Hvor har du den fra?’. Og det kan kun ske, når man er ærlig,” siger han.
For nogle år siden fik Bent Haller konstateret Aspergers syndrom, og dermed fik han også et ord for den osteklokke, han altid har følt sig omkranset af.
”Jeg har altid gået på sidelinjen. Det var meget, meget svært for mig at være barn. Jeg havde ikke rigtigt venner, og jeg følte hverken, jeg kendte mine forældre eller mine søskende,” fortæller han.
Selvom arbejdet med ”Det man skriver” i høj grad har sat Bent Haller i forbindelse med hans fortid, kan forfatteren ikke pege på nogen deciderede fortrydelser i løbet af sit 74 år lange liv.
”Jeg tror ikke, der er noget, jeg kunne have gjort anderledes. Jeg ville jo stadig være inde i min boble. Den dag i dag er jeg også lukket inde, og selvom det sommetider kan være hårdt for min kone Alice og vores fire børn, så befinder jeg mig egentlig ganske glimrende.”
Til gengæld er hans vigtigste præstation, at han var stædig. Det krævede nemlig 10 års forsøg og vedholdenhed, før de skriblerier, der begyndte i barndommen, endelig udviklede sig til bøger, der kunne udgives. Og så er det ”da fantastisk”, at han har fået fem børnebørn.
”De holder mig i live,” siger han.
Da interviewet nærmer sig enden, får Bent Haller lovning på at se artiklen igennem, inden den bliver bragt.
”Får jeg så lov at trække det hele tilbage?”, lyder det spøgefuldt og nærmest retorisk, inden røret lægges på.