Prøv avisen

Det er en sygdom at købe mere, end man nogensinde får plads til

Den 39-årige kunstsamler Jens-Peter Brask foran installationen ”Eye see you” af Olafur Eliasson, som han købte i 2005 fra galleriet Andersens Contemporary, der ligger på Amager i København. – Foto: Søren Staal.

Allerede i slutningen af sine teenageår begyndte Jens-Peter Brask at købe kunst. I dag har den blot 39-årige restauratør en af Danmarks største samlinger af samtidskunst, og den vokser ofte med et par værker om ugen

Interview

Den 23. december sidste år tog Jens-Peter Brask alle sine malerier og kunstgenstande ned fra vægge, hylder, borde og loft i sit hjem. Kvium, Lemmerz og Dalsgaard blev pakket ind i bobleplast og kørt ud på Brasks lager, hvor meget mere kunst står gemt. Så meget, at det vil tage en krig at komme igennem det. Jens-Peter Brask brugte dog bevidst kun omkring et kvarter på at udvælge nye værker og kørte så tilbage til huset, hvor alting, med hjælp fra to venner, blev sat op. En proces, der varede fra klokken otte om morgenen til klokken ti om aftenen.

LÆS OGSÅ: Kunstsamler afleverer samlingen

Sådan gør den 39-årige ­direktør for strandbaren Halvandet og restaurant og café Sommerhuset i København omkring hvert halve år. Han har gennem tiden samlet så meget kunst, at det umuligt kan være i lejligheden, hvorfor særlige ting i stedet bliver udvalgt til at stå i en periode ad gangen. Resultatet af den seneste udskiftning er som altid blevet en pose meget blandede bolsjer. Fra store oliemalerier til fotografier, installationer, keramik, cykeldæk, trækasser og dødningehoveder.

Af fællestræk har værkerne det, at de primært er unge. Ligesom han selv er, set med kunstsamlerøjne. I Det Dansk Kunstsamler Selskab er han den næstyngste af de omkring 30 medlemmer, og derfra er der cirka 10 år op til den næste.

Hjemmet er lyst og rent, så intet forstyrrer oplevelsen af husets kunst, der har den væsentligste plads i rummene. Det eneste rod skyldes hunden Frederiks legetøj, som den lille pelstot har brugt væsentligt mindre tid end sin ejer på at placere rundt omkring i stuen. Selv har den lagt sig på sin faste plads foran pejsen. I køkkenet ligger lidt forskellige ting, der endnu ikke er kommet op. Malerier og noget tøj med farverigt print, som er den unge kunstsamlers seneste køb. Det skal ikke bruges, men derimod indrammes, forklarer han.

Jens-Peter Brask var ikke mere end 19-20 år, da han begyndte at samle på kunst. På daværende tidspunkt havde han startet et diskotek i Roskilde og trængte til noget adspredelse, husker han:

Jeg havde brug for at komme lidt væk fra at leve i en form for jetlag hele tiden. Jeg havde meget fri i løbet af ugen og tænkte, det var på tide at begynde at interessere mig for et eller andet for ikke at risikere at gå for meget i byen eller begynde at tage alle mulige dumme stoffer. Så jeg besluttede, at jeg skulle lave noget konstruktivt.

At det så blev kunst, gætter han på har sine rødder i, at han i teenageårene malede graffiti, hvorfra interessen for farver kom.

I 1992 købte Jens-Peter Brask to tegninger af den danske billedkunstner Michael Kvium, og da han året efter så samme kunstners værker i udstillingen Inferno på Statens Museum for Kunst i København, blev han for alvor betaget og købte derefter sit første Kvium-maleri i 1993.

Frem til årtusindskiftet købte Jens-Peter Brask lidt kunst i ny og næ, som han siger. Ikke synderligt meget. Først efter år 2000 begyndte det at tage fart:

Jeg tog kontakt til danske kunstnere og gallerier for at finde ud af, hvordan man handlede. Og da jeg så syntes, jeg havde erfaring nok og var klar til at komme ud i verden, så gjorde jeg det.

Derefter gik turen rundt i verden til mange kunstmesser, og af de rejser, Jens-Peter Brask tager på i dag, vurderer han, at omkring 80 procent er for kunstens skyld. Kunsten er blevet en hobby og livsstil for ham, og han bruger meget tid på nettet på at undersøge gallerier og kunstnere og skrive om kunst på sin internetblog, som han arbejder på tre-fire timer dagligt. Han fortryder ikke, at han for omkring 20 år siden valgte at kaste sig over kunsten:

Jeg er så glad for, at jeg gjorde det, for nu er det blevet en del af min identitet, og hvad jeg gør og laver. Det er en del af kunsten.

Selvom Jens-Peter Brask vinkede farvel til graffiti­dåserne i 1994, er der også stadig værker fra graffitikunstnere og anden gadekunst i lejligheden. Et skateboard med graffiti malet på af graffitilegenden Ghost, forskellige billeder og endda noget keramik fra en tidligere graffitimaler. Og mange dødningehoveder og skeletter.

Hvis man spørger Jens-Peter Brask, hvilken form for kunst han køber, lyder svaret, den, jeg godt kan lide:

Det er ikke kun tegninger eller kun det ene eller det andet. Det er alt, hvad jeg kan lide, og hvad jeg føler for. Der er ikke nogen begrænsninger. Hvis jeg kan lide det, køber jeg det, siger han og tilføjer, at han dog har en svaghed for kunstnere fra yndlingsbyen New York og fra Danmark.

Jens-Peter Brask er blandt andet faldet for Jan S. Hansen, der er hans danske favoritkunstner i dag. Han blev færdig på Kunstakademiet for to år siden og er ifølge Jens-Peter Brask blevet bedre og bedre lige siden.

Han har blandt andet lavet det her, siger han og finder et nyindkøbt maleri frem, der endnu ikke har fået en vægplads i huset. Billedet forestiller en stor sommerfugl med gule og blå vinger og flere flere små ord rundt om. De små detaljer er ifølge Jens-Peter Brask noget af det karakteristiske i hans ting.

Samtidig mener Jens-Peter Brask også, at den unge kunstner har det, der mentalt skal til for at slå igennem i dag:

Han har den ro, der skal til. Nogle kunstnere er helt forjagede og stresser. Så presser de og presser, og så bliver deres kunst ikke god, og de klarer det ikke godt. Jan S. Hansen har roen og psyken til at sige, at det nok skal komme, siger han og tilføjer, at det samme gjaldt for Michael Kvium, hvis første mange år også var hårde:

Men han havde samme gen og blev ved. Det handler om at tro på sig selv. Det kan godt være, det er op ad bakke i starten, men der er lys for enden af tunnelen.

Hvis man bevæger sig ned i husets kælder, finder man en helt anden form for samling. I det ene rum er væggene fyldt med billedrammer, der indeholder alverdens ting fra Jens-Peter Brasks to andre interesser: musik og motorsport. Der er autografer fra idoler, han har mødt, trommestikker, plektre og spille­jetoner og en bunke kort fra alle de kunstmesser, han har været på.

Enten har man samlergen, eller også har man det ikke, mener han. Og han har det. Interessen har blot ændret sig, fra da han som barn samlede på klistermærker, frimærker og Playmobil. Genet er arvet fra faderen, som dog ikke samlede på kunst:

Han samlede på alle mulige underlige ting. Han har en hel lade med skruer, brædder og nips. Hvis jeg har ledt efter den mærkeligste dims i lang tid uden held, så har han den altid ude i laden, siger han og tilføjer, at interessen for kunst dog ikke gik i arv fra forældre til børn, men derimod omvendt. De begyndte at interessere sig mere for kunst efter ham og hans to storebrødre, som også samler. Ingen af familiemedlemmerne har dog samme forhold til kunst som Jens-Peter Brask:

Det er jo en sygdom, når man køber mere, end man nogensinde kan få plads til. Så er det ikke sundt, vel?.

Det kan sagtens blive til et par værker om ugen, selvom Jens-Peter Brask tilføjer, at der også kan gå en uge, uden at han køber noget. På spørgsmålet om, hvor mange værker han maksimalt har købt på én gang, tøver han.

Hvis der har været en god gruppeudstilling, kan jeg måske godt have købt 10 værker, lyder svaret. Han kan godt sælge ud af sine ting, hvis han bliver træt af dem. Men det er minimalt i forhold til, hvor meget han samler.

Og han fortsætter med at købe. For kunsten bliver man aldrig færdig med, siger han.

Du kan altid udvikle dig. Det kan godt være, der ikke kommer et nyt medie, men der vil altid være noget nyt inden for billedkunsten, installationer og keramik. Og hvis du så føler, du er ved at være udlært inden for eksempelvis samtidskunst, kan du gå længere tilbage i kunst­historien. Det er også utrolig lærerigt, og du får banket en masse viden ind.