Billedhugger: Det er en synd ikke at respektere sine medmennesker

Den norsk-danske billedhugger Marit Benthe Norheim tror på en rummelig Gud

Marit Benthe Norheim da hendes værk ”Life-boats” blev søsat i Aalborg Havn. –
Marit Benthe Norheim da hendes værk ”Life-boats” blev søsat i Aalborg Havn. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Hvad er lykke?

At mærke at de nærmeste rundt om mig har det godt.

Hvad er en god gerning?

At gøre noget godt uden at tænke på egen vinding.

Hvad sårer dig mest?

Vi har en datter, som har været syg i mange år, og som vi har måttet gå uden for det etablede system for at hjælpe. Det sårer mig at opleve systemets manglende tid og tillid til patienter, som kræver mere end det almindelige, og som ofte oplever ikke at blive mødt med respekt.

Hvad er den største synd?

Ikke at respektere sine medmennesker.

Hvad kan du ikke undvære?

Mine børn.

Hvad er meningen med livet?

At være en lille del af den større sammenhæng.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Det er mit arbejde som kunstner. Jeg er aldrig lykkeligere, end når jeg er helt og fuldt i mit arbejde.

Hvordan vil du gerne huskes?

Som en, der omfavnede livet og gerne ville dele det med andre.

Hvad er du bange for?

At folk, især politikere, ikke ser verden i et større perspektiv. Det er så meget lettere at rive ned end at bygge op.

Hvem er dit livs største kærlighed?

Det er min ægtemand, Claus, som også er billedhugger.

Hvad tror du på?

Jeg tror på en rummelig Gud. Mine forældre har arbejdet i Indien, Iran, Botswana og Zambia, og min mor sagde altid: ”I min Fars hus er det mange rum”.

De viseste ord?

”Alt har sin tid”.

Hvad fortryder du mest?

De gange, hvor jeg ikke har været god nok til at lytte.

Hvad er den største dyd?

Min optimisme, tror jeg.

Hvilken genstand er din største skat.

Et hængeskab fra 1885, arvet fra bedstefar, som jeg kalder mit skatkammer. Det indeholder minder om ham, men er også fyldt op med mange små objekter, som jeg værdsætter højt.

Hvordan vil du gerne dø?

Så lidt dramatisk som muligt og gerne uden et langvarigt sygeforløb, så det bliver så enkelt som muligt for dem, jeg efterlader. Men på den anden side: Jeg har været ”artist in residence” på et hospice i Lancaster i England. Flere af de døende, jeg mødte der, udtrykte taknemmelighed for at være i en slags mellemfase mellem livet og døden, hvor de fik tid til sige farvel.

Hvad overvejer du for tiden?

At få en bog med tegninger om vores ældste datter og hendes sygdom udgivet. Den skal i givet fald hedde ”Håbets heltinde” og bygges op omkring hendes sms’er over lang tid.

Hvem beundrer du?

Kunstneren Louise Bourgeois, som var levende til stede i sin kunst, helt til hun døde, næsten 100 år gammel.

Hvad vil du være bedre til?

Måske at være mere til stede her og nu.