Museerne, teatrene, spillestederne og biograferne har åbnet dørene, men det er generelt småt med gæster til genåbningsfesten. Og mens man i sensommersolen skød skylden på coronaen og kulturministeren og serverede strukturelle svar på udfordringerne, så skete der alligevel noget, der brød med samtlige sørgelige statistikker. En dreng ved navn Aske, hans balstyriske ninjadukke og hans sømandsbrovtende onkel Stewart indtog de danske biografer. Og så fik skipperpiben fluks en anden lyd.
Anders Matthesens ”Ternet Ninja 2” er den mest sete danske premierefilm i en åbningsweekend nogensinde. Så måske er det ikke publikum, der er forsvundet fra kulturen. Måske er det kulturen, der er blevet væk for publikum?
”Ternet Ninja 2” er i hvert fald så langt fra den dominerende dagsorden om identitet, der har præget kulturlivet i form af udstillinger, udgivelser og iscenesættelser og kulturdebatten de seneste år.
Mens mange overvåger eller overvejer hvert et ord, hver en ytring, for at spotte, om der lurer en krænkelse, en devaluering af køn, klasse eller etnicitet i et værk, råber Matthesen og hans figurer alt det forbudte ud. Her er ingen listesko, ingen overvejelser om, hvad der nu er sikre ord eller sikre steder. Hos Matthesen er der ingen helligdomme – og publikum jubler hele vejen ind i plyssæderne – og ud igen.
”Ternet Ninja 2” er i hvert fald så langt fra ”woke”, som noget kan være. Anders Matthesens animation er et karnevalistisk paradis, hvor alle de forbudte troper står i fuldt flor. Veganere får stoppet bacon i halsen, mænd er mænd og kvinder kvinder. Det er verden fra før, den blev kompliceret.
Det er den samme verden, som brødrene Price i ”Spise med Price” og Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe i ”Nak & Æd” dyrker på DR 1 og nu pludselig bliver kritiseret for.
Masser af kød på bordet, lidt smålumre vittigheder om konerne derhjemme, en fodformet forskel på snobbede storbyboere og jævne jyder. Hyggesexisme og antiveganisme.
Her er der plads til alt det, som ellers fejes væk og luges ud eller ties om. Og derfor er det brødrene Price, Nikolaj Kirk og onkel Stewart, der giver rum til en udladning, der giver det frirum, som der tydeligvis er et publikum til. Netop nu.
Det nemmeste er at grave grøfter og både opstille og fastholde de klassiske modsætningspar, der giver alting mening, så snart det bliver lidt svært. I kulturens verden hedder klichéen folket og eliten, og den ærgerlige modsætning får desværre tilført ilt, når vi den ene dag hører historier om, at kulturlivet er i knæ, og publikum forbliver væk, og når så ninjaen i den næste weekend slår alle dommedagsprofetierne til plukfisk.
Forhåbentlig løser det sig, løsner det mere op. Forhåbentlig varer det ikke længe, før publikum vender tilbage til det hele, så vi både får det sande og det skønne og det grimme og det upassende, det navlebeskuende og det vredesudladende. Det ved første øjekast lidt bedagede, der pludselig bliver det friske pust, fordi alle andre kigger den samme, anden vej.
Ninjaen har i hvert fald åbnet ballet. Og alle er inviteret.