Prøv avisen

Mads Brügger: P1 gambler lige nu med deres eksistensberettigelse

"Det virker som om, programmet (P1, red.) er på vej ud i et selvmord," siger Mads Brügger, tidligere radiochef for Radio24syv. Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Coronasituationen ændrer Danmark Radios sendeflade. På P1 betyder det, at lytterne mødes af popmusik i stedet for seriøs og oplysende taleradio om det, der for tiden optager os alle. Det er skandale, siger tidligere radiochef for Radio24syv, Mads Brügger

Mange danskere tændte i morges for P1 med en forventning om en aktuel, oplysende og perspektiverende nyhedsdækning. De blev slemt skuffede. I stedet strømmede tidens pophits ud af højtalerne, fordi P1 på grund af den aktuelle corona-situation har fusioneret med P4. Det er en skandaløs håndtering af formidlingspligten, udtaler tidligere radiochef for hedengangne Radio24syv, Mads Brügger:

”Danskerne er sendt hjem. De er rådvilde og forvirrede. Hvad foregår der? Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi tænke? Og de bliver mødt af et morgenprogram på P1, som sender popmusik i et væk og derefter en times program om migræne. Som hedder ’Sygt nok’. Det er en skandale. P1 gambler lige nu med deres eksistensberettigelse. Det virker som om, programmet er på vej ud i et selvmord. Det viser, at de ikke kan udkomme og opretholde et beredskab, som er aktuelt og direkte. Danskerne søger mod DRs hovedstol, sølvtøjet af Danmarks Radio, og det er P1. Det er enormt useriøst, at P1 sender popmusik og programmer om migræne. For tre milliarder skattekroner om året kan det ikke passe, at det er den dækning, danskerne møder i denne svære stund,” uddyber Mads Brügger til Kristeligt Dagblad.

Lektor på Institut for Kommunikation og Kultur – Medievidenskab ved Aarhus Universitet Per Jauert ser mere nuanceret på sagen. Der er tale om en nødsituation, hvor almindelige rutiner og procedurer bliver sat ud af kraft.

”Ved at blande P1 og P4 når man bredt ud i befolkningen. Der kan siges meget for og imod den beslutning, men vi er nede i et DR, som opfylder en public service-forpligtelse ved at give relevant information ud til borgerne,” fastslår lektoren.

En ting er, at man kan føle sig nødsaget til at slå P1 og P4 sammen, men kunne man så ikke droppe musikken?

”Jeg synes, at det er noget vås, at man ikke må spille popmusik på P1. DRs valg afspejler én måde at løse public service-opgaven på, og det kan man være uenig i, men man når ikke nødvendigvis ud til folk med de aktuelle budskaber ved at bevare alvorsminen,” fortsætter Per Jauert, som dog også påpeger, at morgenens programflade kan anses som en konsekvens af de historisk store besparelser, DR står midt i.

”Jeg tror, at DR har brug for flere ressourcer. At de slår de to kanaler sammen kan også ses som et udtryk for den seneste mediepolitiske aftale, hvor DR blev pålagt nogle besparelser, som man ikke har set mage til i Danmarkshistorien. Så man skal ikke nødvendigvis klandre DR, men de borgerlige politikere, som står bag. I min optik træffer DR gode beslutninger set i forhold til at støtte op om de budskaber, politikerne kommer med i øjeblikket,” afslutter Per Jauert.

DRs nyhedsdirektør, Sandy French, har følgende kommentar til Mads Brüggers kritik af P1s indhold:

”DR er en offentlig institution, og derfor er vi forpligtet til at sende så mange medarbejdere hjem som muligt. DR er samtidig en særlig offentlig institution, fordi vi har en public service-forpligtelse og en beredskabspligt. For at løse den opgave tror vi, at det er klogt at tage de bredeste platforme i brug. Derfor har vi koncentreret kræfterne om at udkomme på de største kanaler, som i radioformat er P4.”

Sandy French forstår godt de mange reaktioner, der er kommet fra P1s lyttere, som især omhandler popmusikkens indtrængen på sendefladen.

”Det var heller ikke godt for min egen morgenvane, at P1 lød så anderledes, men jeg kender, modsat lytterne, baggrunden for det. Vi gør os umage med at løse opgaven bedst muligt. Vi ser på det fra dag til dag ud fra det hovedhensyn, at flest mulige danskere skal have en så opdateret viden som muligt. Tror vi på, at det klogeste er at lave en kanal, hvor man døgnet rundt taler om corona – vil tre millioner lyttere bruge den kanal? Det er ikke vores vurdering lige nu. Der er nogle, som vil synes, at vi træffer nogle tumpede beslutninger. Det må jeg lytte til og tage ansvar for. Og hele tiden se på, hvordan vi laver den bedst mulige folkeoplysning til flest mulige danskere,” siger Sandy French.