Det er et af lyrikkens vigtigste kendetegn. I denne digtsamling udfoldes det på underfundig vis

Peter Poulsens poesi balancerer fint mellem alvor, humor og spjæt i en uventet gangart

Det er et af lyrikkens vigtigste kendetegn. I denne digtsamling udfoldes det på underfundig vis

Peter Poulsen (født 1940) er blandt de ikke så få aldrende digtere, som er en af de offentlige hemmeligheder bag det faktum, at dansk lyrik er så god, som den er. Foruden Poulsen kommer der i disse år digtsamlinger af modne herrer og damer, der er i eller er på vej mod 80’erårsklassen, med navne som Henrik Nordbrandt, Peter Laugesen, Jørgen Leth, Klaus Høeck, Marianne Larsen, Sten Kaalø og den netop afdøde alderspræsident Knud Sørensen. Hvad vi får i lyrikken fra disse digtere, er ikke friskfyragtig jonglering med hashtags, performativ biografisme eller øko- og raceteori, men ofte noget, som er blandt lyrikkens vigtigste kendetegn, som ikke er så udbredt blandt unge lyrikere, nemlig en inciterende og underfundig blanding af alvor og humor.

Tingene i Poulsens digte foregår ofte i en slentrende talesproglig diktion, og så kommer der pludselig et spjæt i en uventet gangart; som i digtet ”Dissonans”, hvor en hverdagslig bekendelse slår over i en surrealistisk salve: