Det er et moderne kald at kunne sige fra over for de sociale medier

Internettet er en jungle af brugbare biblioteker og overfladiske fællesskaber, som det gælder om at sortere i, hvis de ikke skal stjæle al ens tid. Det mener digteren Pia Tafdrup, som ikke vil bruge mere end 10 minutter om dagen på sine 5000 Facebook-venner

”Internettet er en fin opfindelse. Men det er og bliver det fysiske møde mellem mennesker, der virker mest magisk på mig,” siger Pia Tafdrup. -
”Internettet er en fin opfindelse. Men det er og bliver det fysiske møde mellem mennesker, der virker mest magisk på mig,” siger Pia Tafdrup. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

I en lille krukke på digteren Pia Tafdrups store skrivebord står en skrivefjer sammen med hendes andre fyldepenne ved siden af computeren.

Den store skærm er slukket, og mobiltelefonen er sat på flyfunktion, da hun smilende skænker skoldhed stempelkandekaffe op i kopperne på spisebordet med en musisk, rislende lyd og en sky af damp, der når næseborene med et løfte om god kaffe.

Hun holder roligt om kruset med sine sortlakerede negle, mens dampen stiger op sammen med den næsten usynlige røg fra et tændt stearinlys imellem os. Dér sidder hun tænksomt og giver sig god tid til at sende sine sagtmodige sætninger ud i Østerbro-stuerne med så lange pauser, at der også er plads til at sanse den fysiske verden. Udenfor snurrer snefnuggene rundt, og herinde titter et sort-hvid foto af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij ud fra de ellers fyldte bogreoler.

”Det virker nærmest banalt at påpege, men der findes en verden uden for internettet. Og det er den, jeg helst vil dyrke. Ingen chat på nettet kan erstatte den rigtige samtale, og jeg foretrækker også rigtige bøger frem for Facebook,” siger Pia Tafdrup og tilføjer:

”De nye digitale muligheder er så stærke værktøjer, at det ville virke tåbeligt ikke at gøre brug af dem, men det er et moderne kald også at sige fra over for dem. Ellers overtager de en helt. Og det er meget vigtigt for mig som digter at beskytte mit eget rum, så jeg har ro til at læse, skrive og lade mig inspirere. For jeg får altså stadig flere idéer ved at læse fysiske bøger end ved at lade mig styre af den voldsomme strøm på internettet.”

Alligevel har den erfarne digter vovet sig stadig dybere ind i den digitale verden.

Pia Tafdrup blev født i 1952 i en tid, hvor fjernsynet blev betragtet som den største fare for bogen. Men tidligt var hun selv mere optaget af skrift og sprog.

”Det startede med håndskriften allerede før skolen og fascinationen af mine forældres forskellige håndskrifter. Som barn forstod jeg ikke, hvordan min forældre kunne læse hinandens håndskrift. Min far skrev nogle meget lodrette bogstaver, og min mors skrift var decideret cirkulær. Jeg forstod ikke, hvordan de kunne afkode hinanden. Og jeg var vildt fascineret af skriftbilledet. Min mor satte en blyant i min hånd og førte den, så jeg kunne skrive bogstaver.”

Det har Pia Tafdrup siden skrevet åbningsdigtet ”Min mors hånd” om i ”Dronningeporten” fra 1998:

”Bader mig i en dråbes stille lys/ og husker hvordan jeg blev til:/ En blyant stukket i hånden,/ min mors kølige hånd om min, der var varm./ - Og så skrev vi/ ind og ud mellem koralrev,/ et undersøisk alfabet af buer og spidser, af sneglespiral, af søstjernetakker,/ af fægtende blækspruttearme,/ af grottehvælvinger og klippeformationer./ Bogstaver der fimrede og fandt vej,/ svimmelt hen over det hvide./ Ord som flade fisk der flaprede/ og gravede sig ned i sandet/ eller svajende søanemoner med hundreder af tråde/ i stille bevægelse på én gang./ Sætninger som strømme af fisk,/ der fik finner og løftede sig,/ fik vinger og bevægede sig rytmisk,/ dunkende som mit blod, der blindt/ slog stjerner mod hjertets nattehimmel,/ da jeg så, at hendes hånd havde sluppet min,/ at jeg for længst havde skrevet mig ud af hendes greb.”

”For mig knytter skrift sig til billeder på bunden af havet. Det går tilbage til en sommer, hvor jeg var syg en hel måned,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg havde skoldkopper og måtte ikke få sol, så jeg lå meget af sommeren med en paraply på en badebro, mens jeg kiggede ned gennem plankerne. De billeder, jeg så gennem plankerne, har printet sig ind i mig. Jeg ser skriften som noget, der er i bevægelse og har rytmen af tangplanter, der står på sandbunden i havet. Og så tematiserer digtet jo, at jeg først lærer at skrive af min mor. Senere giver hun slip, så jeg selv fortsætter skriften. Fra små, barnlige sætninger til digte. Udviklingen spænder fra fisk til fugl, fra finner til vinger.”

Skriver du stadig digte i hånden?

”Dér begynder de i hvert fald ofte. Det starter med et notat, jeg skriver med blyant eller pen. Men i dag går jeg hurtigere til computeren. Før i tiden brugte jeg mest computeren til at skrive teksterne ind. Nu arbejder jeg også med dem på skærmen, men jeg kan stadig godt lide stofligheden ved at skrive i hånden og den musiske lyd af en blyant, der løber hen ad et stykke papir. Derfor går jeg også altid rundt med en notesbog til idéer og sætninger. Dem kunne jeg ikke drømme om at skrive ind på min Iphone,” siger Pia Tafdrup, der også kun modvilligt fik en mobiltelefon:

”Jeg kunne ikke lide idéen om, at man altid kunne fange mig og dermed forstyrre mig overalt. Nu kan jeg godt se, at en mobiltelefon er praktisk og aldeles uundværlig. Men jeg forsøger stadig at slukke den, når jeg ikke vil forstyrres.”

Et smil overtager hendes ansigt:

”Jeg er kommet meget langsomt ind i den digitale verden. Jeg har jo også en alder, hvor jeg netop begyndte med at skrive i hånden og siden lærte at bruge skrivemaskine, inden jeg kom over på computeren. Og hvis jeg skrev et ord forkert, skrev jeg hele digtet om på skrivemaskinen. Jeg rettede ikke med retteblæk, men lavede alting om, så for mig var det et kolossalt og positivt spring at kunne bruge alle computerens rettefunktioner.”

Søren Ulrik Thomsen skriver stadig digte på sin rejseskrivemaskine for at mejsle ordene ind i papiret som en stoflig skulptur. Savner du det?

”Jeg bruger ikke skrivemaskine mere, men jeg kombinerer stofligheden i at skrive i hånden og det smarte i at bruge en computer. Og jeg ville nødig undvære nogen af delene. Men det har også været en rejse for mig at nå dertil. Jeg kan huske, hvordan jeg begyndte at bruge fax, fordi min canadiske oversætter sidst i 1980'erne syntes, at det var mest praktisk i stedet for at sende breve over Atlanterhavet. Men jeg syntes dengang, det var et utroligt indgreb i mit liv, at jeg skulle høre på den faxmaskine, der jo sommetider også kunne køre løs om natten, når folk sendte beskeder til mig fra en anden tidszone.”

Med tiden blev hun dog en trænet ”faxonist”, og hårdt presset fik hun også e-mail sidst i 1990'erne - og allerede en Facebook-profil i 2008:

”Det vil altid sidde i mig, at jeg kendte til en verden før computeren. Og jeg vil derfor heller ikke føle mig hjemme i den digitale verden på samme måde som børn, der trykker hjemmevant rundt på en iPad, før de kan gå og tale. Det var min yngste søn, der oprettede en Facebook-profil til mig, da jeg dengang ville udgive nogle haiku-digte. De egnede sig godt til Facebook på grund af den korte form. Jeg startede med fire venner og har nu nået grænsen for de 5000, man må have. Og jeg må også sige, at Facebook er en god reklamesøjle at have som forfatter. For forlagene satser reklamepenge på nogle få forfattere, mens vi andre må klare os på anden vis. Her kan Facebook faktisk bruges. Men jeg synes, at Facebook ofte kan blive overfladisk. Facebook er jo en positiv like-kultur, hvor folk sjældent fortæller, hvad der gør dem kede af det.”

Det er til gengæld den slags følelser, man skriver digte på, tilføjer hun:

”Det er sjældent, man skriver et digt om sin lykke. Digtene kommer oftest på grund af en følelse, der går en på. I min seneste samling 'Smagen af stål' skriver jeg for eksempel både meget om krig og personlige kærlighedsskuffelser. Vi oplever alle op- og nedture, men jeg synes, at vi i øjeblikket bombarderes med lidelser. Borgerkrigen i Syrien har jeg for eksempel haft svært ved at slippe. Den og meget andet ville jeg ikke have ro til at skrive om, hvis jeg ikke sagde fra over for internettets fristelser. Jeg forsøger for eksempel at holde mit Facebook-forbrug nede på 5-10 minutter om dagen, og Instagram til et par gange om måneden,” siger Pia Tafdrup og tilføjer:

”Det, ved jeg, er lidt i forhold til andre forfattere, der måske også bruger nettet mere til at networke og bekræfte hinanden. Men jeg synes hurtigt, at det bliver usunde fællesskaber, der også kan være hadske og ekskluderende i deres karakterer. Der er jo ingen grænser for, hvor meget det også kan bruges til at nedgøre andre, så det næsten har karakter af mobning. Og de samtaler, man kan føre der, kan blive meget overfladiske. Jeg har prøvet at blive misforstået i en Facebook-debat, og det var meget ubehageligt. Jeg er heller ikke på Twitter, hvor det forventes, at man er i konstant dialog med hinanden. Jeg har også brug for at være mig selv.”

Men kan det ikke også bruges til at være i dialog med læserne?

”Jo, og jeg modtager også mange søde og opmuntrende beskeder på Facebook. Tidligere fik jeg flere fysiske breve fra læsere, nu får jeg endnu flere beskeder, der til gengæld er kortere. Men jeg nyder stadig allermest at møde læserne direkte, når jeg læser op. For dér får jeg sommetider fornemmelsen af, at de forstår mine tekster, bedre end jeg selv. Da jeg skrev 'Salamanderkvartetten' og var i gang med den fjerde samling, rejste en kvinde sig for eksempel op og sagde, at jeg nu havde skrevet om jord, vand og luft i de første tre bøger, så den sidste måtte da handle om ild. Det havde jeg slet ikke tænkt på selv, men ilden spillede faktisk allerede en rolle i de førstskrevne digte, så det inspirerede mig meget,” siger hun og tilføjer:

”Internettet er en fin opfindelse. Men det er og bliver det fysiske møde mellem mennesker, der virker mest magisk på mig. Jeg bliver trist, når jeg ser forældre kigge på deres mobiltelefoner i stedet for på deres børn. Forleden så jeg for eksempel et lille barn kigge begejstret ud ad vinduet i toget og kommentere alt, hvad hun så, mens den travle mor gik glip af den rejse og den samtale, de kunne have haft sammen,” siger hun og ser op. Det sner stadig.

Fakta: Sådan bruger Pia Tafdrup internettet

- Google: Dagligt, kortere eller længere research.
- E-mails: Uhyggelig lang tid...
- Facebook: Både min profil og min nye side. Dagligt, men kort tid. I udgivelsesperioder mere.
- Instagram: Ren billedkommunikation, få gange om måneden, for eksempel senest billeder fra Festival für Weltliteratur i Köln.
- ITunes: Hører blandt andet filer, som lydkunstneren Jacob Kirkegaard sender.
- Viper: Herlig opfindelse: Gratis samtaler for eksempel til Peru.
- FaceTime: Her holder jeg for eksempel kontakten med en veninde i Los Angeles og kan se hendes atelier der. Før brugte jeg Skype, men den forstyrrede mine computerindstillinger.
- Wechat: En kinesisk ven har netop fået mig til at installere Wechat, som mange kunstnere benytter i Kina. Næste step er få den slået over på engelsk…
www.tafdrup.com - løbende opdatering af min hjemmeside