Prøv avisen
Bog

Det er ganske vist: Kristendommen er den røde tråd hos H.C. Andersen

5 stjerner
Kaj Mogensen viser, hvor nær H.C. Andersen lægger sig op ad Johannesevangeliets forkyndelse. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Kaj Mogensen har udført en enestående bedrift med storværk om digterens forhold til troen

Kaj Mogensen har givet sin over 1100 sider store afhandling ”Livet – det dejligste eventyr” undertitlen: ”H.C. Andersens teologi”. Og det er da også teologien, det hele drejer sig om.

Kaj Mogensen har sat sig for at godtgøre, udelukkende ved at nærlæse hans værker, at H.C. Andersen ikke blot livet igennem var grundfæstet i sin kristne tro, men at han også havde en teologi, der måske nok ikke var ortodoks luthersk, men som var overordentligt gennemreflekteret og velfunderet i en protestantisk kristendomsforståelse.

Det vil være de fleste bekendt, at Kaj Mogensen er en habil teolog, men af denne afhandling fremgår det også, at han er mere end almindeligt velbevandret i litteraturhistorie, åndshistorie og filosofi, og at han er en ualmindeligt god læser.

Kaj Mogensen har således en meget solid fod at stå på, når det gælder om at analysere H.C. Andersens eget teologiske univers, såvel som når det gælder at sætte denne teologi ind i en større ånds- og tidshistorisk sammenhæng.

Alt dette for at understrege, at Kaj Mogensen ikke er nogen ensidig læser, der lukker det ene øje for at få pengene til at passe, som der godt blandt teologer kan være en tendens til, når de kaster sig over litteraturen. Men Kaj Mogensen er aldrig bange for at lade modsætningerne stå, netop fordi han står på så fast en grund.

Kaj Mogensen har udvalgt en række værker, hvormed han belyser H.C. Andersens forhold til kristentroen, som den udfoldede sig gennem et langt forfatterskab. Hovedvægten er lagt på de sidste tre romaner, H.C. Andersen skrev, nemlig:

”De to baronesser”, ”At være eller ikke være” og ”Lykke-Per”, den sidstnævnte bliver af Kaj Mogensen i øvrigt opfattet som det eventyr, der udgør afslutningen på H.C. Andersens i alt seks romaner.

Dertil kommer det store digterværk ”Ahasverus” samt en lang række mindre digte, her iblandt nogle salmer og endelig en lille udsøgt samling eventyr. Når eventyrene ikke er medtaget i større tal, er det ikke, fordi Kaj Mogensen mener, at de ikke er væsentlige, når det gælder belysningen af H.C. Andersens kristendomsforståelse, men udelukkende, fordi rigtig mange af dem efter Kaj Mogensens vurdering allerede er dygtigt analyseret – også teologisk.

Centralt i analysen står hovedværket ”At være eller ikke være”, hvor H.C. Andersen tager livtag med de store eksistentielle anfægtelser, og blandt dem frem for alt den materialistiske ateisme, som for H.C. Andersen livet igennem stod som den største hån mod troen på den gode Gud.

Kort formuleret kan det fastslås, at Kaj Mogensen i sin afhandling meget overbevisende får slået fast:

At H.C. Andersen var af den overbevisning, at der var en kærlig Gud, der altid ville vende alt til det bedste.

At mennesket var skabt af denne kærlige Gud i hans billede og derfor også ville være omsluttet af hans kærlighed i livet såvel som i døden – og efter døden. For den kærlige Gud kan ikke lade sit eget skaberværk gå til grunde.

At H.C. Andersen var overbevist om, at frelsen og det evige liv, ja, løftet om en evig sjæl, var for alle Guds skabninger og ikke blot de troende.

H.C. Andersen var inspireret af H.C. Ørsted og hans tale om ”Ånden i naturen”. Han var derfor overbevist om, at Gud talte såvel igennem naturens store bog som igennem Bibelen, men modsat H.C. Ørsted troede H.C. Andersen også på en personlig Gud, som der kunne bedes til. For H.C. Andersen var skabelsestroen forudsætningen for hans tro på det evige liv eller en evig sjæl, hvilket for ham var det samme, men Kaj Mogensen gør overbevisende rede for, at denne tro på ingen måde for H.C. Andersen stod i vejen for troen på Jesus som Kristus og på opstandelsen.

Det er Kaj Mogensens store fortjeneste med denne afhandling så klart at have peget på dette forhold. Man har fra kirkeligt hold i denne sag gjort H.C. Andersen megen uret – ja, undertiden været parat til at frakende ham navn af kristen.

Kaj Mogensen viser, hvor nær H.C. Andersen lægger sig op ad Johannesevangeliets forkyndelse. For ham var Gud kærlighed og intet andet end det, og Guds søn var en stadig eksemplificering af den kærlighed. At H.C. Andersen i perioder led meget af dødsangst – og med alderen i stadig stigende grad – ændrer intet ved dette forhold.

Kaj Mogensen viser også, hvor ekstremt velbevandret H.C. Andersen var i Bibelen. Han påpeger afgørende ligheder – og forskelle – hos H.C. Andersen i forhold til såvel Kierkegaard som Grundtvig, selvom H.C. Andersen var påfaldende upåvirket af de kirkelige vækkelser, som brød frem i hans levetid. Kaj Mogensen finder i øvrigt meget interessant også væsentlige lighedspunkter hos H.C. Andersen i forhold til K.E. Løgstrups religionsfilosofi.

Kaj Mogensen synes at få vendt hver en sten, sommetider mere end en gang. Han giver sig god tid, det er en ganske snakkesalig bog, og gentagelser har ikke kunnet undgås. Han gør sig megen umage med at slå sine pointer fast, mindre kunne måske have gjort det.

Men disse få og små indvendinger rokker ikke ved den kendsgerning, at det er en enestående bedrift, Kaj Mogensen har ydet med dette værk. Der er blevet rejst en stele for H.C. Andersen og for den kristentro, som var understrømmen, den ”røde tråd”, der løb under og igennem alt såvel i hans liv som i hans kunst.

Det må glæde H.C. Andersen i hans himmel og alle de mange – ikke mindst teologer – der til stadighed henter glæde og livsmod i hans værker.