Et af de første billeder, man ser i den nye danske spillefilm ”Før frosten”, er en hånd, der ligger under en tiliset mosesø. Sådan varsler filmen fra begyndelsen, at der mildt sagt er ugler i mosen. Men dramaet udspiller sig altså, før frosten har sat ind engang midt i 1800-tallet et sted på Lolland, hvor den selvejende, men ludfattige bonde og enkemand Jens (spillet af Jesper Christensen) forsøger at forsørge sig selv, sin datter Signe og hans afdøde søsters to sønner.
Det er ikke nemt, og allerede i filmens første rigtige scene må han ganske symbolsk sælge en af sine tre køer for at klare sig. Spørgsmålet er, om han også har råd til at beholde alle tre børn? Deri ligger hans kamp, og deri ligger dramaet i det, som filmens instruktør, Michael Noer, kalder en slags dansk western.
Michael Noer er kendt for sine roste og barske film som ”R” og ”Nordvest”, hvor karaktererne bliver presset helt ud i ulidelige dilemmaer som mennesker. Sådan er det også her, hvor Jesper Christensen spiller den desperate far, der vil gøre alt for at holde sammen på sin familie under svære omstændigheder.
Jesper Christensen har været med til at skrive manuskriptet sammen med Noer. ”Efter frosten” er ikke en filmatisering, men bygger på selvstændig historisk research om for eksempel datidens ægteskabsaftaler og forsikringssvindel, blandt andet med afsæt i Else Marie Kofods doktordisputats ”Når bønder elsker”.
I kirken bliver Jens ydmyget, da han bogstaveligt talt må rykke en plads tilbage på kirkebænken, fordi han nu ejer en ko mindre.
”Det er sjovt, at der er meget mere tro i hjemmet, end der er i kirken, der mere fungerer som en nyhedscentral eller et forsamlingshus. Men derhjemme holder familien hinanden i hænderne og takker Gud for det, vi andre knap nok ville kalde mad,” siger Jesper Christensen.
I filmen er kirken netop mest en skueplads, hvor man skal vise sig frem for andre, så når man rykker frem på kirkebænkene, er det ikke for at komme tættere på Gud, men højere op i hierarkiet.
Det er en stoleleg, Jens ikke vil tabe. Men katastrofen lurer, da høsten ovenikøbet slår fejl. Nu har Jens valget mellem at sende sin søsters sønner væk eller bryde sin datters forlovelse med nabodrengen for at finde en rigere mand til hende. Han vælger at tilbyde den lokale herremand sin smukke datter. Men det er en plan med flere uventede sten på vejen. Og stærk er for eksempel en scene, hvor Signe får besøg af sin tidligere forlovede, Ole, der kommer for at forære hende et manglebræt, han selv har snittet. Men den fattige bondedreng må gå sin vej som en anden afvist svinedreng. For på det tidspunkt har datteren vænnet sig til klavertimerne og det magelige liv som forlovet med den herremand, hun først syntes var ækel. Sådan er filmen også en historie om et nærmest lykkeligt tvangsægteskab, forklarer Michael Noer.
”Vi lever i en tid, hvor man sætter forelskelsen meget højt, men hvor man sommetider glemmer kærligheden. Og det er interessant at se, hvordan det næsten var omvendt før i tiden, hvor de unge ovenikøbet sang sange til hinanden om, at forelskelsen er en sygdom, som man skal skille sig af med, fordi den alligevel forsvinder efter to år,” siger Michael Noer.
Jesper Christensen nikker og tilføjer, at den del af vores historie efterhånden ligger vores vestlige kultur fjern.
”Vi er jo også så glade for os selv her i landet, så hvis vi har indrettet os på én måde, må de andre være åndssvage. Og når vi har bygget hele vores forståelse af pardannelse op omkring forelskelse, må de, der prøver at hjælpe deres børn til at træffe et klogt valg, være nogle fascister, der har spist søm. Men det viser sig, at den halvdel af verden, hvor man stadig gør sådan, har meget for sig. Det kan selvfølgelig gå frygteligt galt, men der er mange måder, det kan gå galt på,” siger han og tilføjer:
”På mange måder er det da latterligt at bygge et helt liv på en forelskelse, som kun varer en kort periode. Og de andre har fat i den lange ende, når de siger, at forelskelsen skal man slet ikke tænke på, for det er et langt og hårdt arbejde at have et parforhold. Man begynder på dag ét, og det slutter aldrig.”
Michael Noer griner og understreger, at filmen ikke skal ses som en reklame for tvangsægteskaber, men gerne må skabe refleksion omkring vores eget liv:
”Vi vil gerne pointere problemerne i det, som filmen er et kontrapunkt til – nemlig livets frie valg. Hvis man jager friheden som en fanatiker, tror jeg, at det kan være lige så farligt som at gå to skridt tilbage. I dag sætter vi det frie valg meget højt. Men alligevel oplever mange folk, at det frie valg kan føre til ulyksalighed og lamme folk i et evigt singleliv, fordi verden ligger for ens fødder, og ansvaret for ens egen lykke derfor også hviler på den enkelte.”
Men er det også en erfaring, som de selv kan genkende?
”Jeg har haft fire koner, så det er jo et svar, men jeg synes, at jeg er ved at lære det nu, hvor jeg er blevet 70 år. Jeg vil ikke sige, at det kunne de godt have sagt, for så havde mine forældre jo nok gjort det, men det er et langt og hårdt arbejde at have et forhold og at opføre sig ordentligt i det uden at ødelægge det ved at blive for selvisk. Men det kunne godt være, at jeg var blevet i ét forhold, hvis mine forældre havde valgt for mig, og det var gældende lov, så det var det,” siger Jesper Christensen og slår hånden hårdt ned på bordet.
”Franskmændene har en anden måde at gøre det på, hvor de har fået en hel levemåde ud af at være utro, men danskerne er rådne til at være utro. De sætter hele tiden deres venner og bekendte i ubehagelige situationer, fordi de render rundt og lyver om alting, så jeg synes egentlig ikke, at vi har noget at belære andre om. Eller hvad synes du?”, spørger Christensen og kigger på den unge filminstruktør:
”Man kan kun være belærende, når man selv er en fiasko. For man kan kun retlede andre, hvis man refererer til sine egne fejl,” svarer Michael Noer, inden han skifter spor. For han har dedikeret filmen til sin egen far, der døde for fire måneder siden. Og filmen handler også først og fremmest om at være far, forklarer han:
”Jeg havde en stor utaknemmelighed over for min far, der forlod mig, da jeg var lille. Da han døde, kunne jeg heller ikke få mig selv til at sige tak. Måske er barnets natur også at være båret af en utaknemmelighed. Alle forældre drømmer om, at ens børn skal sige tak, men man ender nok bare med at få en psykologregning. Det er det, jeg har oplevet med min far, som jeg i lang tid havde lyst til at kalde et dumt svin. Men jeg nåede at få 10 år sammen med ham, og det er jeg glad for.”
Filminstruktøren husker stadig den dag, faderen bogstaveligt rakte ud mod ham.
”Da hans lille kvindehånd tog fat om min lille kvindehånd for 10 år siden, så blev jeg mindet om, at vi var af samme træ,” siger Michael Noer og holder sin hånd i vejret med de fem fingre som skæve skud på samme stamme:
”Jeg var hverken de store fede rødder eller toppen, men bare en del af et træ. Og da de to hænder rørte ved hinanden, kunne jeg ikke tænke på andet, end at han stadig havde alt sit hår, så det ville jeg nok også beholde,” siger Michael Noer, der dog stadig ikke havde lyst til at ligne faderen på alle punkter, men allerhelst ville overgå ham:
”Jeg har været drevet af en fanatisk utaknemmelighed mod ham. Min far løb, da han var ung, og så ville jeg også løbe, så jeg kunne slå hans banerekord. Det lykkedes. Og jeg nød at sidde over for min far, der var sådan en politimand, der gerne ville have haft noget andet ud af sit liv, og åbne en pakke smøger og ryge ham ind i hovedet, mens jeg sagde, at jeg ikke alene kunne ryge, men også kunne løbe fra ham samtidig. Og det stoppede aldrig. Jeg lejede for eksempel en stor Audi og kørte hele vejen til Esbjerg bare for at parkere den ved siden af hans lille snotbil.”
”Før frosten” handler også om forskellige former for fællesskaber, der udspiller sig i naturen, i kirken, omkring bordet hos Jens, hvor familien holder hinanden i hænderne, mens de beder til Gud – og omkring bordet hos herremanden, hvor bordet er for stort til, at de kan nå hinanden.
”Sådan en lille detalje synes jeg er smuk. De rige har nok at spise, men kan ikke nå hinanden som mennesker. Og jeg er enig med Jesper i, at det mest religiøse rum er omkring spisebordet, hvor de takker for de smuler, de har at spise sammen.”
”Ja, der er en tro på Gud, som overhovedet ikke er sat til diskussion. Der er ingen religiøs tvivl midt i den orkan, vi viser,” siger Jesper Christensen.
Hvordan er jeres eget forhold til tro?
”Jeg er døbt, jeg er fra Esbjerg,” siger Michael Noer.
”Jeg er da også døbt, kom ikke her,” udbryder Jesper Christensen og tilføjer:
”Jeg skred bare, da jeg skulle konfirmeres.”
”Jeg havde også en oprørsk Michael Strunge-periode, da jeg var 18-19 år, men selvom jeg har siddet og set både min mormor og nu min far dø uden at føle, at der kom en engel, da de døde, så kan jeg mærke, at den kristne fortælling er vigtig. Jeg tror, at det er godt at læne sig op ad nogle fortællinger, der er større end en selv. Jeg har også gået op i, at mine egne børn blev døbt. På den måde er det også sjovt at lave en film om en periode, som man har en forestilling om må være mere sovset ind i religiøsitet, men det er der ikke nødvendigvis nogen evidens for,” siger Noer.
Men spillede kirken da ikke en større rolle dengang?
”Måske som social faktor, men jeg tror ikke, at vi mennesker grundlæggende bliver mere eller mindre religiøse. Udviklingsmæssigt er vi jo nærmest også bare et skridt fra at sidde oppe i et træ og pille lus af hinanden. Og jeg tror ikke, at vi eksistentielt set forandrer os så meget på et par generationer. Der er jo heller ikke nogen, der kan påstå, at vi lever i en ikke-religiøs periode. Vi lever næsten i en periode, der er for religiøs, når man tænker på, hvor mange der for eksempel fornægter klimaforandringer eller andre kendsgerninger og kalder dem fake news, hvis de netop tror på noget andet selv.”
Til gengæld har samfundet ændret sig markant på andre områder, tilføjer Jesper Christensen.
”Jeg er født i 1948, og jeg kan ikke engang huske, at der var smalhals, da jeg var lille. Og da jeg begyndte at få øje på økonomiske forhold, så jeg allerede på verden som en økonomisk højkonjunktur. Lige om lidt er de sidste mennesker, der kommer fra den fattigdom, vi beskriver i filmen, døde. De er væk, men så sørger regeringen med god hjælp fra Socialdemokratiet så pænt for, at vi kan få nogle flere fattige mennesker igen, men der var jo faktisk en lang pukkel, hvor vores historie næsten ingen mening ville give for folk i dag,” siger Jesper Christensen, inden Michael Noer tilføjer:
”Men man kan også se filmen som en fabel om at være fanget i sine egne valg. For den, der er mest fastlåst af omstændighederne i filmen, er ikke Signe, men Jens.”