Instruktører bag film om pædofili blandt ortodokse jøder: Det er ikke godt for mænd at leve uden kvinder

Den israelske dokumentarfilm ”Conventional Sins”, der bliver vist under den igangværende filmfestival CPH:Dox, skildrer pædofili i ortodokse jødiske kredse i Jerusalem. ”Det er en mørk film, men den er ikke ment som et angreb på det ortodokse samfund,” siger instruktørerne bag

Anat Zuria og Shira Tsuria er mor og datter. Sammen har de lavet dokumentarfilmen ”Conventional Sins”. –
Anat Zuria og Shira Tsuria er mor og datter. Sammen har de lavet dokumentarfilmen ”Conventional Sins”. – . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Små og store emner fra hele verden bliver taget op under den igangværende dokumentarfestival CPH:Dox. Blandt de film, der vises, er en israelsk film om pædofili i ortodokse kredse. Alene titlen ”Conventional Sins”, der kan oversættes til ”traditionsbundne synder”, kalder på debat, fordi man hurtigt kan få indtrykket af, at det nærmest er blevet en tradition at misbruge børn for alle voksne mænd i ortodokse kredse. Og sådan skal filmen trods alt ikke forstås, forsikrer de to kvinder bag.

Anat Zuria og Shira Tsuria er mor og datter. Anat Zuria er en anerkendt israelsk dokumentarist og forfatter, som har lavet en række især feministiske film, der blandt andet også problematiserer kønsopdelingen i ortodokse kredse. Og datteren Shira Tsuria har faktisk boet nogle år i Danmark, hvor hun mødte sin mand. Men nu bor de begge i Jerusalem, hvor dokumentarfilmen også udspiller sig. Det meste af filmen foregår på jiddisch, som kan lyde hollandsk i danske ører. Selv taler filmskaberparret hebraisk, så de måtte lære jiddisch for at lave filmen, som har været 10 år undervejs.

”Jeg havde faktisk slet ikke lyst til at lave en film om pædofili, men jeg var interesseret i, hvordan seksualitet fungerer i et lukket miljø. Fra børnene er nul år, bliver de kønsopdelt i det strengt ortodokse samfund. Det var det, min forrige film handlede om. For jeg ville undersøge, hvad det betyder for et miljø, at kvinder ikke er til stede, og det er ikke godt,” siger Anat Zuria og forklarer, at hun i den research mødte den unge mand, Meilech, som på det tidspunkt stadig var en del af det ortodokse miljø.

”Ja, han havde ikke engang rigtig adgang til sin mor, som han stort set aldrig måtte være alene med,” tilføjer Shira Tsuria.

I filmen er Meilech blevet 37 år og har sagt farvel til sit ortodokse liv, men ikke til troen, som han nu praktiserer mere liberalt. Og nu tager han tilbage til den ortodokse skole, hvor han blev slået, når han ikke blev misbrugt af en ældre ortodoks mand i fritiden. Som voksen er han stadig skuffet over, at ingen greb ind, selvom alle vidste det, fordi det ikke var normen at gå til politiet med den slags, fordi alle moralsager blev håndteret internt.

”Undervejs fandt vi ud af, at problemet desværre var udbredt. Man kan sige, at det minder om de mandemiljøer i den katolske kirke, hvor man tidligere også har dækket over pædofilisager og holdt dem internt, fordi man tænkte på kirken som en myndighed i sig selv. Det jødiske, ortodokse miljø har fungeret på samme måde, men med en måske endnu mere strengt kønsopdelt kultur, hvor drenge fra 13-årsalderen ikke længere måtte bade derhjemme, men skulle bade sammen med de andre voksne ortodokse jøder, hvor børn og voksne mænd altså var nøgne sammen, og det blev udnyttet.”

Er I ikke bange for, at folk skal tænke, at alle ortodokse jøder er pædofile?

Anat Zuria: ”Jo, og jeg kan godt forstå, at du spørger. For det er bestemt ikke meningen. Det er en mørk film, men den er ikke ment som et angreb på det ortodokse samfund. Pædofili findes jo i alle miljøer. I det gamle Grækenland var pædofili ligefrem normalt og accepteret, og man ville jo ikke forkaste hele den græske kultur af den grund. På samme måde har det ortodokse miljø også en rigdom og skønhed, men der er altså også et problem med at dække over brodne kar. Og det ville vi gerne vise med filmen, der sætter sig i børnenes sted.”

Kunne man ikke finde de samme problemer i for eksempel fundamentalistiske muslimske kredse?

Shira Tsuria: ”Givetvis, men som israelere med en stor kærlighed til den jødiske kultur syntes vi, at det var mest naturligt at undersøge problemerne i vores egen baghave.”

Men er I ikke bange for, at filmen skal puste til fordomme om ortodokse jøder, som mange nok kun kender for deres sjove hatte og slangekrøller?

”Man skal altid kæmpe mod fordomme – især i sig selv. På holocaustmuseet i Los Angeles er der to gange – en for folk med fordomme og en for folk uden fordomme. Da jeg tænkte på mig selv som fordomsfri, tog jeg i døren mod den fordomsfrie gang. Men den var låst. For alle har fordomme. Og det synes jeg er en god pointe at huske,” siger Anat Zuria og tilføjer:

”Og jeg tror også godt, at man kan mærke, at vores film ikke er lavet med had. Det er derfor, at den er blevet vist i ortodokse kredse, hvor vi har fået meget fin respons på den film. Der er næsten altid mindst én, der kommer op efter visningen og siger, at det er en ærlig, sand og modig film.”

Datteren nikker:

”Ja, efter en visning var der endda en, der var ved at stjæle en dvd, fordi han havde lovet at skaffe den til sin kone. Og da jeg sagde, at jeg selv skulle bruge den, svarede han, at han havde mere brug for den,” ler Shira Tsuria.