Kan en sang redde verden? Sådan blev Mick Jagger fra The Rolling Stones engang spurgt. Hvortil han svarede, at det kunne den ikke, og at det altid havde været en dum tanke.
Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange netop en sang har reddet min verden. Første gang var i 1986. Jeg var syv år gammel, og vi var på besøg hos nogle af mine forældres venner. Snakken gik om den kolde krig og om de økonomiske konsekvenser af fattigfirserne, som begge familier bøvlede med. Altsammen nok til at gøre en lille dreng ængstelig.
På bordet foran mig lå imidlertid et pladeomslag, hvorfra en hund i jakkesæt betragtede mig. Ud af højttalerne flød en sang om et hospitalsskib ved navn ”Jutlandia”, der sejlede ud med røde kors på siderne og sygeplejersker på 16 år. Dén sang i det øjeblik gav mig en ukuelig tro og håb om, at det hele nok skulle gå; at det gode ville sejre.
Den sidste gang, det skete, at en sang reddede min verden, var forleden dag, da almentilstanden i den globale landsby var ved at krybe under huden på mig. Håbet kom på overrraskende vis direkte fra risikogruppen. Den 78-årige Bob Dylan, der burde holde sig inden døre og afspritte sine hænder, satte dem i stedet til klaveret og udgav ud af det blå sin første originale sang i otte år. ”Murder Most Foul”, et 17 minutter langt epos, der med udgangspunkt i Kennedy-mordet i 1963 udfolder sig som et smukt gravskrift over den moderne vestlige kunst og kulturhistorie. 70 sange når han at referere til i løbet af sangen. Sange, der, gætter jeg på, har reddet hans verden. Som hans nu redder min.
Lad os lige gøre Mick Jagger færdig. Kunstneren er, når han ikke skaber eller fremfører sin kunst, blot en menig borger, der taler, som han/hun har forstand til. Præcis som finansfolk, skolelærere og andet godtfolk skal også kunstnerens stemme høres. Jeg takker for henvendelsen fra Kristeligt Dagblad, men man skal ikke gå til kunstneren efter håb eller særlige indsigter, man skal gå til værket. I værket kan kunstneren, hvis han er heldig og sigter højt, overskride sine egentlige evner, inspirere og indgyde håb. Som Kim Larsen gjorde det med ”Jutlandia”, og som Bob Dylan gør det med sangen om det mest lumpne mord.