En forfatter kommer sjældent tavs til en god plads på bestsellerlisterne. Det var forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen også fuldt bevidst om, da hun i sidste måned kom direkte ind i toppen af Saxos bestsellerliste med sin historiske spændingsroman ”Mordersken”, der også er sidste del af Olesens romantrilogi om den voldelige renæssancekvinde Madeleine de Montdidier, der bliver oplært i at slå andre ihjel. Og med tiden kommer til at nyde det.
Romanen fik hård kritik her i avisen - og ros andre steder, mens Anne-Marie Vedsø Olesen selv har arbejdet benhårdt for at promovere den drabelige historie så stærkt som muligt.
På store reklamer havde Politikens Forlag i forvejen vist den knaldgule bog med salgsteksten ”Kill Bill møder Game of Thrones”, men selv havde hun bogstaveligt talt også taget boksehandskerne på for at slå igennem med bogen. Forlaget kunne således udsende en YouTube-trailer med klip fra forfatteren i træningslokalet - tilsat heavy metal-musik, mens hun bankede løs på en boksepude, inden der bliver klippet til forfatteren, der sidder ved skrivebordet og fortæller stille og roligt om sin bog.
Og i ”Go' Morgen Danmark” fortalte hun senere om, hvordan et seksuelt overgreb både havde fået hende til at gå til boksning og skrive sin bog om en kvinde, der slår mænd ihjel.
”Jeg har ikke noget imod at dele private oplysninger med pressen, hvis det er relevant for den bog, jeg udgiver. Og det er det her. Jeg tror også, at man må være realistisk og sige, at der hører flere opgaver med til at være forfatter i dag, hvor det ikke kun handler om at skrive bogen, men også om at sælge den. Og det bliver også forventet og påskønnet af forlaget, at jeg for eksempel selv er meget aktiv på de sociale medier for at promovere bogen så meget som muligt,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen og tilføjer:
”Det er klart, at det giver den moderne forfatter en lidt mærkelig form for dobbeltrolle. Man skal således både kunne nyde at sidde og skrive i sig eget selskab og være på, når bogen skal ud til offentligheden. Som udgangspunkt er det et virkeligt underligt liv, fordi man isolerer sig i meget lange perioder, inden man så nærmest skal eksplodere af udadvendthed, når bogen skal sælges. Det kræver nok, at man er en lidt speciel type. Men personligt passer det mig fint. Jeg kan bare ikke gøre begge dele på én gang, så jeg får ikke skrevet noget, når jeg bruger mine kræfter på promovering. Men jeg synes så også, at det er rigtig sjovt at komme ud og møde læsere.”
Jakob Kvist, der er kreativ direktør for forlaget Peoples-Press, vil gerne indrømme, at det ikke skader en forfatter, hvis han eller hun er god til at sælge sig selv:
”Ideelt set vil jeg sige, at det kommer an på bogens kvalitet, om vi udgiver den. Men sommetider er det nok ikke det eneste kriterium. Vi lever i en cv-kultur, hvor alle mennesker hele tiden skal sælge sig selv nu om dage. Det gælder også forfattere. Jeg vil ikke sige, at det er et krav, at man kan det. Vi kigger først og fremmest på manuskriptet. Og det er slet ikke sådan, at vi afviser et fremragende manuskript, hvis forfatteren ikke er på Facebook. Men det gør selvfølgelig arbejdet lettere for mig, hvis forfatteren er god til at sælge sig selv. Det er for eksempel svært at sælge en biografi om en person, der ikke er kendt, selvom vedkommende kan have haft et spændende liv,” siger Jakob Kvist, der også erkender, at markedet er mærket af en vis form for bestsellerisme, hvor de kendte og mest synlige forfattere også er dem, der sælger flest bøger. Men der er dog også plads til andre bøger og forfattertyper, mener han:
”Der kommer jo også mange små nye forlag på ryggen af den nye teknologi. Man kan garanteret også lave en niche med folk med biografer om ukendte mennesker, så længe man holder udgifterne lavere end indtægterne. Men kendisforfattere har det generelt nemmere kommercielt.”
Den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod, der netop er blevet nomineret til årets Kritikerpris for sin egen anmelderroste roman ”Nancy”, kan godt genkende billedet af, at både medier og forlag i stigende grad forventer, at forfatteren også har en form for entertainergen.
”Det er rigtigt, at forfattere både skal kunne holde sit eget selskab ud foran skærmen og være udadvendte nok til at sælge bøgerne, når de kommer ud. Det kan virke, som om branchen kræver, at man er to forskellige typer på en gang. Og det er klart, at det kan være en udfordring for nogle forfattere. I begyndelsen var det for eksempel en overvindelse for mig selv at læse op af mine bøger, men nu er jeg nået dertil, at jeg elsker at blive interviewet og møde læsere,” siger Dennis Gade Kofod og tilføjer:
”Som far til tre børn kommer jeg kun til de litteraturfestivaler, jeg bliver inviteret til. Men det gør jeg også gerne.”
Sidst i februar optræder han for eksempel til Kbh Læser. Og på Bornholm er han også blevet tovholder for Jakob Hansens Litteraturfestival, som ikke kun inviterer kendte forfattere til øen, men også dyrker de talenter, der findes i lokalområdet ved årlige talentkonkurrencer.
Til næste festival debuterer det lokale talent Rakel Haslund-Gjerild med sine noveller. Men ellers er tanken, at festivalen ikke kun skal vise forfatterne frem, men også være med til at skabe litteratur.
Derfor har Dennis Gade Kofod bedt Lars Frost, Pia Tafdrup, Svend Åge Madsen, Olga Ravn, Ursula Scavenius og Thomas Boberg, der næste gang gæster festivalen, om at skrive nye tekster til festivalen, mens digteren Morten Søndergaard laver en speciel event til lejligheden.
Hovedprogrammet ligger i september, men festivalen har også et lille vinterprogram, hvor bornholmske læsere løbende kan møde forfattere. I næste uge - den 20. februar - kommer forfatterne Kristian Bang Foss og Lone Aburas til klippeøen. Og det er vigtigt, at forfatterne viser sig ude i landet for at holde interessen for at læse levende, mener Dennis Gade Kofod.
Forfatteren Jens Christian Grøndahl ser også først og fremmest litteraturfestivaler som en mulighed for at møde læserne, men selvom han selv optræder i mange sammenhænge som forfatter, kan han også godt føle sig splittet mellem de to forskellige roller, han skal spille som forfatter:
”Sommetider føler jeg mig som en lidt falsk stedfortræder for mit skrivende jeg, når jeg lader mig interviewe. For det bliver hurtigt et lidt fladere sprog,” siger han og tilføjer: ”Sproget er i sin natur socialt, fordi man pr. definition henvender sig til andre. Derfor er der et paradoks i, at forfattere kan være så introverte. Der er en afgørende forskel på at sidde og skrive sproget frem, langsomt, i ensomhed, og at stå i et tv-studie og skulle finde de rette ord på stedet.”
Hvis man som forfatter blander sig i samfundsdebatten, som han selv gør, er forskellen endnu større, mener han:
”Der er en verden til forskel på at kommentere regeringens politik i en live-debat og at skrive fiktion. Det sidste kan man ikke stilles til ansvar for moralsk. Med sit maskespil, sin iscenesættelse og sin ironi kan en fiktiv tekst jo fortolkes på utallige måder. Det er sikkert også grunden til, at mange forfattere ikke har lyst til at blande sig i debatten. Det synes jeg heller ikke, vi er forpligtet til.”
Han husker, hvordan han til en PEN-kongres lige efter Murens fald hørte en østeuropæisk forfatter begræde, at hun ikke længere blev betragtet som en moralsk lærer i sit land. Men den opfattelse af forfatteren er både forældet og forkert, mener han:
”I et totalitært samfund bliver forfatteren somme tider et moralsk vidne, men ikke i den betydning, at man er bedre end andre. Og i et demokrati har forfatteren intet at lade andre høre i form af belæringer eller én eller anden postuleret kontakt med den dybere sandhed om noget som helst. Når det alligevel kan være spændende at høre en forfatters kommentar, er det, fordi vi ser verden på en anden måde end gennem et regneark eller gennem den ene eller den anden politiske særinteresse,” siger han og fortsætter:
”For forfatteren hænger det æstetiske og det etiske sammen. Det handler jo om indlevelse, både som kunstnerisk metode og som menneskeligt mellemværende. Det litterære blik er helt anderledes end det politiske. På godt og ondt anskuer politikerne samfundet som helhed, i fugleperspektiv. Det er også nødvendigt, hvis man vil gøre noget for almenvellet, som det hed engang, men det enkelte menneske har det med at blive væk i det politiske fugleperspektiv. Vi reduceres så nemt til tal i en statistik, og så er vejen banet for den kyniske magtudøvelse, hvor minoriteter eller individer kan tilsidesættes eller ligefrem ofres. Forfatterens insisteren på det enkelte menneskelivs perspektiv kan være et bidrag til at korrigere den politiske magtviljes latente kynisme. For os forfattere handler det jo om at slå bro mellem det personlige og det almene, det universelle.”
Han understreger dog, at forfatteren også vil kunne blive affejet som fantast:
”Den anden side af medaljen er, at man som forfatter meget nemt kommer til at forskanse sig i en renfærdig idealisme uden jordforbindelse, uden hensyntagen til de pragmatiske realiteter og konkrete udfordringer, som politikerne og andre ansvarlige beslutningstagere må forholde sig til. Det har man for eksempel set i forbindelse med flygtningekrisen, hvor de kunstnere, der nu siger, at de skammer sig over at være danskere, slet ikke forholder sig til de logistiske, økonomiske og kulturelle konsekvenser af den folkevandring, der er i gang. Ligesom man heller ikke forholder sig til, at over halvdelen af asylansøgerne slet ikke er flygtninge, men migranter.”
Selv udvælger han derfor nøje de debatter, han finder det meningsfuldt at gå ind i. Og han sælger stadig bøger, selvom han har valgt Facebook fra - både på grund af den tid, det ville tage at være tilgængelig konstant og den voldsomme debattone.
”På det seneste har jeg deltaget en del i debatten om de kultursammenstød, flygtningekrisen medfører, men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg snart må trække stikket ud for igen at få ro til at skrive. Det slider på troværdigheden, hvis man ustandseligt stiller sig op på ølkassen. Folk bliver jo trætte af at se og høre på én hele tiden,” siger Jens Christian Grøndahl og tilføjer: “Hvis det, jeg siger, er værd at høre på, er det, fordi jeg taler ud fra dén anderledes tilgang til sproget og livet, der udfolder sig i arbejdets ensomhed. Engagementet i den politiske debat skal være en undtagelse, ikke en nebengesjæft. Det giver kun mening at komme ud af arbejdsværelset, fordi man skal tilbage igen lige om lidt.”