Prøv avisen

Det er ikke nemt at være litterært koryfæ, når tidsånden skifter

Den sovjet-russiske forfatter og dissident Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008) blev modtaget som en fredshelt, da han kom til Vesten efter at være blevet landsforsvist. Senere viste det sig, at den forfulgte forfatter ikke var fan af vestlige værdier. Foto: Ritzau/Erik Petersen

George Orwells moralske autoritet er på det seneste blevet bestridt. Lignende angreb har ramt andre store forfattere gennem årene

Tidsånden er en flygtig, men ikke ufarlig størrelse at have i hælene som skønlitterær forfatter og intellektuelt fyrtårn – ikke mindst i eftermælet. Briten George Orwell er, som beskrevet her i avisen tidligere på ugen, seneste offer for dette fænomen, efter at tidsskriftet The American Interest for nylig lagde spalter til et opgør med Orwells status, forestået af journalist og forfatter Ben Judah – og siden har andre vestlige intellektuelle fulgt trop.

Både Orwells litterære og moralske egenskaber sættes der spørgsmålstegn ved – og som en del af debatten inddrages den statue af manden, som er placeret ved indgangen til BBC’s hovedsæde i London, for er det hæderværdigt at have gjort sig i antisemitisme, homofobi og politisk paranoia – samt latterlige forudsigelser om fremtidens Storbritannien?

Foran det franske nationalbibliotek i Paris, der hører til blandt verdens største, har man for årtier tilbage valgt at opstille en statue af landets mest profilerede intellektuelle i det 20. århundrede, Jean-Paul Sartre, efter at han var blevet fulgt til graven af 50.000 sørgende landsmænd i 1980.

I egenskab af filosof, skønlitterær forfatter og dramatiker har han som sekulær eksistentialist siden 1930’erne sat en markant kulturel og politisk dagsorden på et socialistisk, humanistisk grundlag. Han tjente som åndeligt fyrtårn på verdensplan for store dele af venstrefløjen, men denne status fortjente han ingenlunde, har kritikere siden skrevet – i rigt mål.

Eksempelvis den amerikanske kulturhistoriker Clive James i det centrum-venstreorienterede magasin Slate for godt 10 år siden; i et essay med titlen ”Problemet med Sartre”. Og her gøres regnskabet op.

”Sartre slog ganske vist aldrig selv nogen ihjel, men han undskyldte imidlertid mange, som gjorde – også dem, der ikke selv eksekverede drabene, men til gengæld gav deres underordnede ordre til det.”

Målet med de mange ”undskyldninger” var opgøret med det borgerlige samfund, kapitalismen og kolonialismen. Gerne hjulpet på vej af Stalin, Mao, Pol Pot, palæstinensiske terrorister, Rote Armee Fraktion eller algeriske bombemænd med civile mål. Det blev understreget i Sartres ord om, at ”vold, der ikke lader sig holde tilbage, er mennesket, der skaber sig selv på ny.”

Færre vestlige intellektuelle end i Sartres samtid kan i dag finde inspiration i den slags politisk tankegods – uanset hvor belagt det er med filosofi, skønlitteratur og teaterdramatik. Heller ikke en førende amerikansk professor i politisk teori som Michael Walzer i essayet ”Kan man forestille sig en anstændig venstrefløj?” fra 2002 (trykt i det venstreintellektuelle magasin Dissent). For Sartre nærede det antivestlige had – også blandt vesterlændinge – når han eksempelvis i forbindelse med befrielseskrigene i kolonierne inspirerede oprørerne med denne udmelding:

”At skyde en europæer er at slå to fluer med et smæk, når både en undertrykker og en undertrykt dermed går til grunde. Tilbage bliver en død mand og en fri mand.”

En sådan måde at udtrykke sig på ser Michael Walzer som en blåstempling af drab på europæere og, mere overordnet, et ”generaliseret” vestligt selvhad. Hermed leverede Sartre ”en opdatering af eksistentialismen – selvbefrielse via mord,” som den engelske historiker Paul Johnson siden bemærkede i The Wall Street Journal.

På toppen af sin karriere blev Sartre i 1964 tildelt Nobels litteraturpris. Begrundelsen fra priskomiteen lød, at ”hans værker er idérige, fyldt af frihedens ånd og jagten på sandheden”. Det var imidlertid en hæder, han, som den eneste forfatter i prisens historie, frivilligt afslog at modtage.

Sartre offentliggjorde dengang en begrundelse, hvori han fremhævede, at han, ved at modtage prisen, ville vælge side til fordel for Vesten og dermed skabe tvivl om det faktum, at hans ”sympatier unægtelig er med socialismen og den såkaldte østblok” (som han dog hævdede heller ikke at ville modtage priser af). Den centrum-venstreorienterede franske filosof Bernard-Henri Lévy kalder i sin Sartre-biografi fra 2004 det for ”en gigantisk og forkastelig dumhed” fra Sartres side at formulere og placere sig således som toneangivende intellektuel i den (verdens)situation.

Da det i 1970 blev den sovjet-russiske forfatter og dissident Aleksandr Solsjenitsyn, Nobel-komiteen udpegede som vinder af litteraturprisen, var der igen ikke nogen til at modtage prisen i Stockholm, men da Solsjenitsyn ikke mødte op, skyldtes det ikke modvilje mod konceptet, endsige Vesten generelt.

Nej, den 52-årige forfatter frygtede, at han ikke ville blive lukket ind i sit fædreland igen, hvis han vovede sig uden for dets grænser i sådan et ærinde. At han var undertrykt i Sovjet skyldtes, at han i sine romaner op gennem 1960’erne havde udstillet det politiske system i al dets umenneskelighed – inspireret af egne oplevelser som samvittighedsfange i landets arbejdslejre. Et frygtløst åndsarbejde, der omfatter mammutværket ”Gulag øhavet”.

Flere hundrede vestlige intellektuelle underskrev åbne appeller stilet til spidserne i Kreml om at indstille chikanen af den fredelige forfatter og lade hans bøger udkomme, men selvom ingen ringere end Jean-Paul Sartre, der ikke just var sovjetfjendsk, gik forrest, var der ingen ører at høre med i Kreml, og i 1974 blev Solsjenitsyn landsforvist. Da han ankom til Vesteuropa, hvor han i et par år havde domicil i skiftende lande, inden han slog sig ned i Nordamerika, blev han modtaget som en frihedshelt af både presse, politikere og intellektuelle. I hans historie mente både venstreorienterede og borgerlige at få bekræftet værdien af deres demokratiske, kulturliberale sindelag og troen på litteraturens frigørende potentiale.

Men den forfulgte forfatter viste sig sidenhen ikke at være nogen fan af moderne vestlige værdier. I en timelang, tolket tale til en stor udendørs forsamling på det amerikanske eliteuniversitet Harvard, tæt på Boston, meddelte Solsjenitsyn sine tilhørere, at han jo gerne så Rusland slippe ud af sit ”kommunistiske fangenskab”. Skulle nogen imidlertid have forestillet sig, at det liberale demokrati og den vestlige livsstil var en vej, han ønskede for sit hjemland, var de galt afmarcheret, lod han dem forstå.

De moderne politiske styreformer og ideologier – inklusive kapitalisme og sekularisme – var vestlige opfindelser og havde ifølge Solsjenitsyn ikke noget at bidrage med til den russisk-ortodokse kulturkreds. Tværtimod – havde historien jo vist. Og udviklingen i 1990’ernes vestliggjorte Rusland, med kaotisk liberalisering og kleptokratisk kapitalisme, svækkede i øvrigt ikke manden i denne overbevisning på hans ældre dage.

Mest slående var det måske, at han, i modsætning til sin samtidige dissidentfælle Andrej Sakharov, afviste konceptet om de universelle menneskerettigheder. For Solsjetnitsyn handlede tilværelsen – også den dag på universitetets talerstol – om ”de menneskelige forpligtelser frem for rettighederne” og en grundlæggende accept af civilisatoriske kulturforskelle.

Holdningerne var forankret i en kristen spiritualitet og partikulær traditionalisme, der vendte sig imod en modernitet uden selvbegrænsning, og i højere mål end at maksimere lykkefølelsen via en endeløs anskaffelse af materielle goder. Hermed ledtes det frigjorte menneske ind på en åndelig afvej, som ifølge Solsjetnitsyn ”satte sig spor i mange vestlige ansigter i form af bekymringer og depressioner”.

Solsjenitsyns forkætrede Harvard-tale understregede, at hans kamp mod Sovjet ikke var en kamp for det vestlige alternativ og slet ikke for den medfølgende ”menneskelige dekadence”, symboliseret i en populærkultur, han foragtede – ikke mindst kategorier som rockmusik, pornografi og horrorfilm, som han fandt, repræsenterede et ”misbrug af friheden, der er lig med moralsk vold mod unge mennesker”.

Solsjenitsyn blev derfor med tiden anset for at være en antivestlig, reaktionær mørkemand, hvilket dog ikke rokkede ved hans kulturkonservative politiske, moralske og æstetiske overbevisninger. Og hans dundertale mod den vestlige forbrugerkultur, individualisme og åndløshed rungede stadig 30 år senere i hans nekrolog i New York Times hos ruslandskenderen David Remnick:

”Når det handler om historisk effekt, er Solsjetnitsyn det 20. århundredes største forfatter. Hvem kan måle sig med ham? George Orwell? Arthur Koestler? I dag kaldes han dog ofte ikke andet end en særling, en monarkist, en antisemit eller en genstridig excentriker, der engang var noget stort.”

Den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre (1905-1980) tjente som åndeligt fyrtårn på verdensplan for store dele af venstrefløjen, men denne status fortjente han ikke, har det efter hans død lydt fra kritikere. Foto: Ritzau/Topfoto