Mens jeg har læst nærværende bog, har nogle ord fra det nye bibeloversættelsesarbejde presset sig på. Det er ordene om, at når Jesus møder en blind, må der ikke kun stå ”en blind”, der skal helst også stå ”en blind mand”, for manden må i moderne kontekst ikke defineres ved sin blindhed alene. Han er mere end det. Han er mangefacetteret eller som det udtrykkes: multipel.
Og mens jeg har tænkt på bibeloversættelsen, er jeg også kommet til at tænke på Kjeld Petersen og Dirch Passer og på deres ”tømmeflåde-sketch”. Den ender i den rene desperation, fordi Dirch Passer vil have det hele med om den arme mand, der falder i vandet. Han anerkender menneskets multiplicitet. Det gør Kjeld Petersen for så vidt også, men han anerkender bare ikke dens betydning i sammenhængen. For at tingene kan forstås, må han gøre Mortensen, som manden kommer til at hedde undervejs, entydig: Han har halsbetændelse og kan derfor ikke synke. Det er det afgørende.
Det betyder ikke, at Kjeld Petersen ikke anerkender, at han er så meget andet, men det har ingen relevans her. Og at Dirch Passer gør det relevant, løfter sketchen til monty-pythonske højder. Det kunne beretningen om den blinde i Det Nye Testamente også blive, hvis det skulle med, at han ikke alene er blind og mand, men også frimærkesamler, kameldriver og hanrej, for ikke at sige udstødt og slavegjort.
Mennesket består af mange facetter og har en mangefoldet identitet, og det er slet ikke noget nyt, at vi er multiple. Men i mødet møder vi mennesket på én måde og anerkender samtidig, at der er sider, vi ikke møder. Men nærværende bog vil fremlægge en markant ny teologi om det multiple. Og det er spændende, men også til tider problematisk.
Det er for eksempel problematisk, når bogens centrale forfatter, den amerikanske teolog Pamela Cooper-White, fastslår, at al teologi begynder med mennesket. Der er hele den lutherske teologi uenig. Den definerer teologi som mødet mellem menneske og Gud. Bogen som helhed anser mødet for afgørende. Men Cooper-Whites definition åbner selvfølgelig for en mangefoldet forståelse af mennesket, som nok er sand, men som sine steder truer med at udfolde sig til en tømmeflåde-sketch.
Hun gør op med det vertikale til fordel for en horisontal forståelse, der udtrykker sig i begrebet rodstok (Rhizomer), der oplysende bevæger sig horisontalt. På dette sted i teksten er man så fyldt op med plusord, at man næsten ikke kan være i det. Og opdyrkelse af horisontalitet er næppe det mest påtrængende emne i moderne kirkeliv, hvor fællesspisninger med mere trænger sig på. Det er jo netop vertikaliteten, der er problematisk i moderne teologi, hvor livtag med denne havde været mere relevant.
Samtidig med dette udfoldes triniteten flere steder som et udtryk for den mangefoldede Gud. Det er sandt, at triniteten gør dette, men triniteten som begreb er jo netop til for at gøre inkarnationen entydig. Hvis triniteten tænkes uden inkarnation, bliver det abstrakt. Og inkarnation skal være entydig, for at mødet mellem Gud og menneske kan finde sted. Mødet kan ikke være multipel, for så går vi med stor sandsynlighed fejl af hinanden.
Det er således ikke forkert, hvad der skrives. Det er bare ikke nok. I det hele taget savner bogen en kritisk stillingtagen til sit emne. Desuden er der en stor optagethed af tro i bogen, og det kan for så vidt være meget godt, men det er jo ikke troen, der gør alting nyt, som det siges et sted, men Gud. Det er dog en afgørende forskel.
Når det er sagt, er det godt nok en vidende og velredigeret bog. Redaktørerne er Christine Tind Johannessen-Henry og Hans Raun Iversen, og de skriver også de fleste af bogens artikler. Christine Tind Johannessen-Henry har meget givende, og også gribende, casestudies med dødeligt syge, og hendes gennemgang af begravelsessamtalen er øjenåbnende og sund læsning for enhver sognepræst, og Hans Raun Iversens analyse af handicapteologi er et nyt og væsentlig bidrag til teologien.
Også her dukker den tyske sociolog Hartmut Rosas resonansbegreb op. Resonans betyder at genlydes og opbygges af udefra kommende faktorer. Resonansbegrebet udfoldes spændende i Niels Henrik Gregersens bidrag, der også inddrager naturen og dyrene. Rosas resonansbegreb har længe været et hit blandt teologer, men man kan savne ansvaret i begrebet. Ansvaret som det at tage sit dårligt klingende liv på sig i al dens mangfoldige skyld og derved være sig sin skyld bevidst. Ansvaret er resonansbegrebets ømme punkt, og der savnes faktisk en artikel om ansvar i multipliciteten.
Det er dog noget, der indirekte udfoldes i Pia Søltofts væsentlige bidrag om sjælesorg hos Søren Kierkegaard. Søltoft taler med Kierkegaard om at erhverve sin sjæl i tålmodighed, hvilket er en livslang opgave, og netop dette begreb kunne være et kritisk bidrag til resonansbegrebet.
Ole Skjerbæk Madsen bidrager også med en meget vedkommende artikel om sjælesorg og spiritualitet formet som en personlig udviklingshistorie.
Bogens tese er, at mennesket er multipel i kraft af, at vi er skabt. Derved er vi særegne. Det særegne kan dog true med at ophæve fællesskabet, når det hævdes at ”én Gud, eet køn (der er vist i hvert fald to) og én kultur” opfattes ”ekskluderende eller marginaliserende”. Det er muligt, men så står spørgsmålet åbent om, hvorledes vi så indgår i fællesskaber? Formålet med bogen er med dens egne ord teologisk at trække på den energi, der findes i dynamiske og bevægelige sjælesorgssamtaler og sætte fagdisciplinen sjælesorg som et privilegeret teologisk lærested. Det sidste er forståeligt og relevant.
Mennesker er mangefoldede og har en facetteret identitet. Der savnes som sagt i bogen en mere kritisk stillingtagen til emnet, og jeg kom derfor også til at tænke på teologen Henning Thomsen, der i et foredrag har fortalt, at han en dag kom træt hjem og var helt rundtosset af at være et selv, der på samme tid skulle være forsker, teolog, administrator og præst, og da han stod i entrén, råbte børnene inde fra stuen: ”Far, er det dig?”, og hvad kunne han i det møde andet end at svare ”Ja!”. Alle andre svar ville have gjort børnene ængstelige. På samme måde finder teologien sted i det møde, hvor Gud svarer mennesket: ”Ja, det er mig”.