Det er ikke for sent at tage ansvar for fremtiden

Kim Leine er på vej med sin hidtil største roman, ”Afgrunden”,der handler om de danske tvillinger Ib og Kaj, som melder sig frivilligt til at kæmpe under den finske borgerkrig og senere dør under Anden Verdenskrig. Og om at blive formet af livets fald og mere eller mindre frivillige spring ud i det ukendte

Kim Leine ved interviewets afslutning, hvor regnen er stoppet, og solen lyser klart over Amager.
Kim Leine ved interviewets afslutning, hvor regnen er stoppet, og solen lyser klart over Amager. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Kim Leine kigger køligt ned. Mindst 10 meter. Afgrunden er et glinsende fortov, der smadrer regndråberne en efter en i små, forudsigelige eksplosioner.

Mennesker ville sandsynligvis også dø af at ramme fortovet herfra, hvor den anerkendte forfatter står og vurderer afstanden til de våde fliser fra sin altan på 3. sal i et nybyggeri mellem Københavns Universitet og DR Byen på Amager.

”Jeg ved præcis, hvad der skal til for at dø. For da jeg arbejdede som sygeplejerske på Rigshospitalet, prøvede mange at tage livet af sig selv ved at springe ud fra øverste etage. Men dem, der ramte tilbygningen på vej ned, blev kun lemlæstede. Resten døde,” siger han tørt, inden vi sætter os tilbage i stuen, der er mageligt indrettet på de hjemmeboende små børns præmisser.

En iøjefaldende plakat med Halfdan Rasmussens ABC-rim hænger allerede ved indgangen, og en kæmpe hjemmebiograf tager pladsen i den anden ende af stuen, der ellers er fyldt med legetøj, slængesofaer og bløde puder overalt. Som én stor antikrigerisk borg af puder. For følelsesmæssig tryghed er det vigtigste, han vil give sine to mindste børn på fem og to år.

Kim Leines eget liv har været turbulent nok for dem alle, fortæller han, og det har taget ham mange år at klatre op fra afgrunden, som han både er faldet og sprunget mere eller mindre frivilligt ned i. Nu er han på vej med sin hidtil største roman - ”Afgrunden”, der både udspiller sig under den finske borgerkrig i 1918 og op til Anden Verdenskrig.

Romanen er udledt af et filmmanuskript, Kim Leine har skrevet om den danske modstandsmand Peter de Hemmer Gudme, der også både kæmpede under den finske borgerkrig og som modstandsmand under Anden Verdenskrig.

Det var dokumentaristen Claus Bohm, der opsøgte Kim Leine med idéen, mens forfatteren sad og signerede bøger i Politikens Boghandel:

”Jeg vidste intet om film, og intet om den finske borgerkrig, så derfor sagde jeg selvfølgelig ja,” siger Kim Leine og griner så varmt, at øjnene næsten forsvinder i ansigtet, inden han fortsætter.

”Da filmmanuskriptet var færdigt, følte jeg ikke, at jeg var færdig med historien. Filmen følger Peter de Hemmer Gudme ret nøje uden at tage sig de store friheder, og jeg havde fået en del research forærende og kendskab til den finske borgerkrig, så jeg tænkte, at jeg skulle prøve at lave en roman ud af det.”

Kim Leines intention var at skrive en kort roman på 100-120 sider, men ”så voksede den”, som han siger. Og nu er den endt som en stor roman på 600 sider.

”Mine bøger modnes i mit hoved ved, at de vokser i sideantal. Og historien fangede mig. Jeg kendte som sagt intet til den finske borgerkrig, og det slog mig, at det i dansk sammenhæng var et overset kapitel af skandinavisk historie.”

Der var også kun syv danskere, der tog op til Finland for kæmpe ”de hvides kamp mod de røde”.

”På mange måder var det Sovjet, der kæmpede mod Tyskland, hvor de ramlede sammen i Finland. Der kom flere hundrede soldater fra Norge og over tusind frivillige soldater fra Sverige, men altså kun nogle stykker fra Danmark, selvom Finland faktisk var dansk allieret i Dybbøl med både soldater og udstyr.”

”Men i dag kender de færreste danskere til den finske borgerkrig. Og det har overrasket mig, hvor brutal og blodig den krig var. I løbet af nogle få uger blev utrolig mange dræbt, og der døde endnu flere i fangelejre, der kan virke som forløbere for kz-lejrene. I Finland døde de fleste bare af tørst og sult, fordi der simpelthen ikke var mad og drikke til fangerne, for logistikken fungerede ikke, og infrastrukturen var smadret,” siger Kim Leine.

Romanen handler ikke om virkelighedens Peter de Hemmer Gudme, men det fiktive tvillingepar Ib og den senere teolog Kaj, der melder sig som frivillige soldater for at søge eventyr og - på overfladen - kæmpe mod de udemokratiske russere, inden de senere bliver indrulleret i modstandskampen mod nazisterne herhjemme.

Værket er opdelt i fire dele: Faldet, Opstigningen, Springet og Afgrunden, og især ordene ”Faldet” og ”Springet” virker næsten tvillingebeslægtede, selvom der jo er en afgrund mellem frivilligheden i at falde og at springe. Og samtidig er de to ord også ladet med religiøse referencer.

”Faldet henviser både til et syndefald og et uforskyldt fald i livet i form af tidlige valg, man ikke kan overskue konsekvenserne af. Og springet kan forstås som det kierkegaardske, bevidste spring ud i det ukendte. De valg, man tager i voksenlivet, er bare ikke kun bevidste, men også styret af ydre omstændigheder. Og midt i alle de mere eller mindre frivillige livsvalg må man mande sig op og tage ansvaret for sin egen tilværelse,” siger Kim Leine og tilføjer:

”Man kan ikke bare give sin barndom skylden for, hvordan man opfører sig. Og man kan også se, hvordan den samme barndom fører til vidt forskellige resultater i voksenlivet. Af samme årsag er jeg lidt træt af den freudianske måde at fortælle historier på. Derfor lader jeg også to enæggede tvillinger opleve nogenlunde det samme, men udvikle sig meget forskelligt.”

Den ene tvilling, Kaj, udvikler sig som neurotiker, mens den anden, Ib, udvikler sig til psykopat. Og de har også to vidt forskellige oplevelser af krigen. Kaj får et traume, da han er med til at nedskyde nogle kvinder, og det forfølger ham seksuelt og psykologisk resten af livet som en tung skyldfølelse, mens Ib udlever sin indre anarkisme og fortsætter den i fredstiden derhjemme.

”Alligevel er de så ens, at de selv har svært ved at skelne sig selv fra den anden. Og det forvekslingstema, syntes jeg, var interessant at bruge. Afgrunden refererer på den måde meget til identitet, identiteten er afgrunden, fordi man ikke ved, hvem man er. De falder eller tumler mere eller mindre ufrivilligt ind i krigen, så kommer opstigningen i den lange fredstid. Men det viser sig, at opstigningen kun er en forberedelse til nedstigningen i anden omgang, hvor det så bliver et bevidst og aktivt spring ud i krigen og døden. Men et spring kan aldrig blive ved med at være et spring, før eller siden bliver springet et fald. Og den ene springer fysisk ud i døden, mens den anden falder om af hjertestop,” afslører Kim Leine og uddyber sin pointe:

”Faldet er knyttet til det, vi foretager os som unge, hvor vi tror, at vi vælger noget, men i virkeligheden er det ofte begivenhederne, der vælger os og tager os med i noget. Senere bruger man mange år på at rejse sig, inden man tror, at man finder ud af, at man hører hjemme i faldet og så tager springer ud i det.”

Har du også haft det sådan?

”Ja, jeg kan faktisk godt overføre den skabelon til mit eget liv. Som ung flygtede jeg til Danmark, efter at jeg var vokset op i Jehovas Vidner i Norge. Det var selvfølgelig både et fald og et syndefald, men det var også i Danmark, at jeg blev seksuelt misbrugt af min far. Alligevel er jeg stadig lykkelig for, at jeg flygtede fra sekten i Norge. Og i mange år forsøgte jeg at rejse mig fra det hul, det efterlod mig i, inden jeg under en livskrise tog springet ned i afgrunden ved at blive stofmisbruger.”

Hvordan kunne du vælge det bevidst?

”Det var måske heller ikke kun bevidst, men på det tidspunkt havde jeg et romantisk forhold til misbrug. Jeg havde for eksempel set filmen 'Trainspotting', der jo er en misbrugsfilm. Og som sygeplejerske i en lille bygd i Grønland havde jeg adgang til medicinskabet. Jeg kan ikke huske, om jeg havde ondt i en tand eller benet, men jeg tog et morfinpræparat for at dulme smerten, og dér oplevede jeg min første lykkerus på stoffer. Det var i dagene efter den 11. september 2001, hvor terrorangrebet i New York blev vist igen og igen. Og det ramlede sammen med mit første 'fix'. Helt surrealistisk sad jeg og så flyene ramme tvillingetårnene i fjernsynet, mens jeg bare følte mig mere og mere lykkelig. De næste år forsøgte jeg forgæves at genskabe den første lykkerus, mens jeg tog stærkere og stærkere stoffer, inden jeg til sidst kom i behandling.”

Så du er blevet klogere med alderen?

”Det er jo tit ældre, der påstår, at de bliver klogere med alderen, men som kunstner bliver man nødt til at bevare sit barnesind. Hvis man bliver for klog, går det hurtigt ned ad bakke kunstnerisk. Det kan man se på de etablerede kunstnere. Jo klogere de bliver, desto mere forfærdeligt, selvtilstrækkeligt og skråsikkert bliver det, de laver. Man skal være ydmyg som et barn, og der kan jeg godt relatere til det kristne budskab, selvom jeg stadig har et lidt anstrengt forhold til religion på grund af min baggrund i Jehovas Vidner. For kristendommen har en god pointe, når det handler om, at man ikke skal tro, at man er Kong Gulerod, fordi man har udrettet et eller andet.”

Har det ikke været svært for dig selv, når du nu har fået så meget ros som forfatter?

”Jo, men det har nok også været en fordel, at jeg er begyndt at skrive bøger sent, for så mister man på den anden side heller ikke jordforbindelsen så nemt. Og jeg ved, at jeg ikke kan gøre alt det her selv. Jeg har brug for hjælp fra andre. Og det håber jeg ikke, at jeg glemmer nogensinde. For dér i relationen til andre mennesker ligger nøglen også til at komme op fra afgrunden,” siger han og lader blikket glide hen over børnenes legetøj og ud på altanen, der ikke længere ligner en grå selvmordsscene. Skyerne er oven i købet trukket til side som et scenetæppe, der lader solen komme til. Og vejrudsigten lover bedre vejr resten af dagen.