Ingmar Bergmans historiske familiedrama ”Fanny og Alexander” fra 1982 om familierne Ekdahls og Vergerus' skæbnesvangre møde i et snedækket Uppsala i 1910 hører til filmkunstens klassikere. Både indspillet som tv-serie og som film på over tre timer; med sidstnævnte kan julen fejres i år i nyrestaureret version.
Valget kunne ikke være bedre. ”Fanny og Alexander” er for mange en kær julefilm, ikke mindst på grund af den mere end 90 minutter lange første halvdel, der skildrer familien Ekdahls overdådige julefest under den vise gamle matriark fru Ekdahls auspicier i det fornemme hjem i Uppsala. I familien Ekdahl krydses skuespillere og restauratører og forretningsmænd til en arv så generøs og levende, som ingen anden. Det er, som om Ingmar Bergman i en overstrømmende gestus har villet vise verden, hvad den behøver af sand og virkelig menneskelighed. Det er livsbekræftende og et gennembrud til en anden side af instruktørens virke – og til en ny tro på livet.
Ingmar Bergman var her i begyndelsen af 1980'erne en ældre instruktør og kommende erindringsforfatter med et modent syn på livets tilskikkelser. Men blikket i ”Fanny og Alexander” er barnets. Instruktøren tager beskueren med ned i børnehøjde, hvor den unge Alexander og hans søster Fanny møder livet med både undren, forfærdelse og mod. Selv skriver Bergman i bogen om sine film, ”Bilder” fra 1990, at han med manuskriptet var ”landet i sin barndoms verden”, og efter en periode med problemer pludselig følte, at han ”var sat fri” til at fantasere og fabulere. Men den samlede erfaring fra "Fanny og Alexander" er og forbliver alderens, hvor de medlemmer, der repræsenterer den ældre generation i familien Ekdahl, overlades ordet, og mørket til stadighed lurer bag julens levende lys.
Hyldest til livet
”Fanny og Alexander” er således en prismatisk hyldest til livet i alle aldre, kunsten i alle facetter – og i tilgift kristendommen som både forbitret arvesynd og tilgivelse. Præstesønnen Bergman fornægter sig ikke, men træder frem med furiøs skabertrang i et livtag med troens tvesyn og alt det, han ikke har kunnet slippe for. Men som det siges i Bergmans slægtserindringer, ”Den gode vilje” (1991), til den præst, der er sindbilledet på Bergmans far: ”Virkeligheden uden for din celle er nemlig ikke så frygtelig som din angst derinde i dit tillukkede mørkekammer.” Den fotografiske metafor er ikke tilfældig. I ”Fanny og Alexander” fremkalder Bergman lyset i mørkekammeret og lader det stråle.
I ”Fanny og Alexander” mødes familien Ekdahl til juleforestilling på teatret i Uppsala i en slags ouverture. Efter forestillingen siger den bevægede direktør Oscar Ekdahl: ”Ingen må forblive i mørket.” Mennesket skal ud af mørket og realisere både livet og troen som lys.
Det sanselige liv, den kunstneriske illusion og den tolerante og åbne, ja alt for menneskelige gestus i den lille verden, som er familiens og teatrets, er det, der er værd at leve for. Den store verdens ondskab og intolerance og nådesløse kværnen kan holdes stangen ved at hengive sig til artistisk skaben, til erotisk udfoldelse, til bordets glæder og til den stadigt fornyede samtale blandt dem, man har kær. Det kræver god vilje, men den kan findes i lysets frodighed.
Lidenskab og straf
Det burde være overflødigt at referere den altafgørende modstilling i ”Fanny og Alexander” mellem familien Ekdahl på den ene side og biskop Vergerus på den anden side. Hele filmen balancerer på denne intrikate akse mellem de illuminerede sale hos familien Ekdahl og mørkekammeret hos biskop Vergerus.
Således kontrasteres familien Ekdahls muntre lidenskab og sanselyst af biskop Vergerus og hans hushold på bispegården i filmens bærende dramaturgi og fortællelinjer. Hvor filmens første del udgøres af den generøse julefest hos familien Ekdahl, udgøres anden del af indespærringen i den calvinistiske dybfryser hos biskop Vergerus.
Da Fanny og Alexanders far, den sangvinske teaterdirektør Ekdahl, dør, gifter moderen sig i blind fortvivlelse med biskoppen og kommer derved ind under troens hårdtslående regimente. Her trives en anden form for skuespil end på teatret og med helt andre rekvisitter. Og her er der intet begejstret publikum, ja selv Gud og hans enbårne søn synes at være blevet sat på loftet, hvor den korsfæstede er stillet på skrå i skammekrogen.
I denne del af filmen træder det lavt beliggende Uppsalas frygtede kulde og fugt for alvor frem i karaktererne og fryser dem til is. Skildret med teatralsk tydelighed af Bergman, der vanen tro ikke sparer på effekterne. Men de virker! Ikke mindst som optakt til den afsluttende forløsning, hvor familiens Ekdahls husven, den gode jøde, med visdom og list igen lukker op for friheden og den nærorientalske varme. Illusionen genskabes som en tro på de rige muligheder livet rummer.
Trofast mod sit udgangspunkt som scenisk instruktør tager Ingmar Bergmans ”Fanny og Alexander” sig ud som en form for filmet teater. Men tag ikke fejl. Filmen er også et stykke magisk realisme, hvor skytsengle viser sig for de levende og er med dem som både sindbillede og forsyn, ja sjælelig gestalt. Ingen slipper fri af den arv, de levende bærer med sig, men de kan vejledes af væsner fra den anden verden. Det er blændende skildret og i pagt med en af Bergmans store litterære inspirationskilder, forfatteren, landskvinden og magikeren Selma Lagerlöf.
De to livsverdener, der mødes og brydes i ”Fanny og Alexander”, Ekdahls og Vergerus', er suverænt filmet af Sven Nykvist og ikke mindre suverænt scenograferet af Anna Asp som henholdsvis varm, tintet og rødgylden og nedfrossen, hvidkalket og stram. Familien Ekdahls verden vider sig ud i blomstrende mønstre, mens familien Vergerus' verden fryser sammen i en uforsonlig krystallinsk form, indtil helvedes flammer fortærer den. Is og ild. Tilgivelse over for straf. Nåde over for dom.
”Fanny og Alexander” rummer sublimt sammenspil fra et ensemble med nogle af Sveriges største daværende og heldigvis for nogles vedkommende fortsat nærværende skuespillere: Gun Wållgren, Jarl Kulle, Allan Edwall, Erland Josephson, Jan Malmsjö, Ewa Fröding, Börge Ahlstedt, Pernilla August, Stina Ekblad, Harriet Andersson, Mats Bergman og mange, mange flere. Og Ingmar Bergman selv? Ja, han er på toppen med en selvbiografisk inspireret fortælling, hvis elementer går igen hans erindringer ”Laterna magica” (1987) og ”Den gode vilje” (1991).
Du slipper ikke!
Ved slutningen af ”Fanny og Alexander” er Alexander tilbage i barndommens land, som han for en tid må forlade, da hans mor gifter sig med biskop Vergerus, det trygge hjem forsvinder og såvel mor som børn kommer under et martrende regimente. I en af de sidste scener ses Alexander, der hygger sig i det ekdahlske hjem. Han er i sikkerhed igen. Men pludselig viser biskoppen sig for ham som et genfærd med de manende ord: ”Mig slipper du ikke fri for!”. Den strenge calvinistiske arv hænger ved som en anfægtelse, ja forbandelse. Hos Alexander og bag ham Ingmar Bergman.
I erindringerne ”Den gode vilje” hedder det om magtmennesket, der styrer med hård hånd ligesom biskop Vergerus og som hans skygge Bergmans præstefar: ”De vil det gode, men gør det onde, som det står hos Paulus.” Bergmans egen far blev drevet til kontrære yderligheder, fordi den Gud, han mente at skulle tjene, aldrig gav ham svar, men forblev tavs. I ”Den gode vilje” siger faderen således deterministisk: ”Det kan ikke være tilladt med så megen glæde. Der er sikkert en straf på vej.” I ”Fanny og Alexander” på en gang gennemspilles og ophæves denne arvesyndens determinisme og meningsløse straf. Julen bryder ind med sin glæde, og en skønne dag kommer den store sommer, hvor alle i familien Ekdahls kreds og vennekreds igen kan mødes og fejre livet, det skabte og det skabende, gamle som unge og dertil de nyfødte. Undfanget ikke i synd, men i kærlighed og generøsitet. Således går livet sin gang i ”Fanny og Alexander” mellem årets to tidehverv, jul og midsommer.
Forløst af lys
Som instruktør og manusforfatter trækker Ingmar Bergman i ”Fanny og Alexander” mere eller mindre eksplicit på essentielle litterære værker: Bergman nævner selv E.T.A. Hoffmann og Charles Dickens, man kunne også pege på Shakespeares ”Hamlet” (1603), Selma Lagerlöfs ”Jerusalem” (1901) og ”Hr. Arnes penge” (1904) og August Strindbergs ”Et drømmespil” (1902). Ligesom i Strindbergs drømmespil lader Bergman ”på en ubetydelig grund af virkelighed fantasien spinde og væve stadig nye mønstre som en blanding af minder, oplevelser, frie påhit, urimeligheder og improvisationer”. Det kan ikke gøres meget bedre end i ”Fanny og Alexander”, der fra drømmenes verden trækker menneskene ind i julens lys og ned i vinterens mørke – for igen at lade dem forklares og forløses i lyset. For ingen må forblive i mørket. ”Uden kærlighed går det ikke," som det hedder i Ingmar Bergmans bekendelsesskrift ”Laterna magica”.
Glædelig jul.