Peter Tudvad: Det er ikke udtryk for fremmedhad, at man hæger om egen kultur

Den danske filosof og forfatter Peter Tudvad flyttede for nylig fra Tysklands liberale hovedstad Berlin til landets højrenationale hjerte, delstaten Sachsen. Kristeligt Dagblad spadserede med ham i den tidligere DDR-region, der både har fostret tysk romantik og gjort sig bemærket med nedbrændte flygtningecentre

”Jeg er stilfærdigt ved at komme ovenpå igen efter virkelig at have skrabet bunden i nogle år. Det giver mig fornemmelsen af, at der er én, der har reddet mig. Én, der fører mig,” siger Peter Tudvad.
”Jeg er stilfærdigt ved at komme ovenpå igen efter virkelig at have skrabet bunden i nogle år. Det giver mig fornemmelsen af, at der er én, der har reddet mig. Én, der fører mig,” siger Peter Tudvad. . Foto: Tobias Stern Johansen.

Da Peter Tudvad lige var flyttet til middelalderbyen Meissen i den østtyske delstat Sachsen, stod hans nabo, hr. Merbisch altid i sit vindue og røg. Men når Peter Tudvad forsøgte at hilse på ham, trak han sig tilbage og lukkede vinduet. Den danske filosof tænkte, at naboen måtte have en social fobi, og spurgte viceværten, om han vidste, hvad der var galt. Viceværten svarede:

”Han er ikke så glad for fremmede.”

Peter Tudvad lægger hovedet tilbage, forsøger sig med en paf mine og smiler så fra øre til øre:

”Her troede jeg, at vi skulle se fodbold og drikke øl sammen.”

Da Tudvad få dage efter hændelsen tog tilbage til den gamle lejlighed i Berlin for at pakke de sidste ting, kom han op at køre med en bred, tyrkisk kvindelig taxachauffør.

”Vi snakkede på livet løs, og det var herligt, for her var vi begge to fremmede, men i en by, som byder os velkommen,” siger han – og som den tænker, han er, springer han 10 trin op ad abstraktionsstigen for at drage sin konklusion af de to hændelser.

”Tyskland befinder sig lige nu i en kamp, og det er en kamp mellem kultur og civilisation,” siger han og henviser til den tyske forfatter Thomas Mann, som stiller de to begreber over for hinanden.

”Kultur er det håndgribelige – enhed, stil, smag, historisk bevidsthed, som Sachsen er så rig på – mens civilisation er idéerne, tolerance, verdensåbenhed, oplysning – noget, der kendetegner Berlin mere end noget andet sted. Og kampen mellem de to bliver stadig mere tydelig,” siger han.

Den danske filosof befinder sig bogstaveligt talt i dette spændingsfelt. I 12 år har han boet i den tyske hovedstad, skrevet bøger om tysk historie og kommenteret tysk politik og kultur for danske medier. Herunder da den kristeligt demokratiske forbundskansler Angela Merkel i 2015 sagde sine berømte ord, ”vi klarer den”, og åbnede grænsen for flygtninge. En beslutning, som udløste en rekordstor flygtningetilstrømning, polariserede det tyske samfund og banede vej for det højrenationale Alternativ for Tysklands (AfD) fremgang – ikke mindst i Sachsen.

Tudvads fascination af den saksiske kultur er samtidig vokset over årene, og for nylig tog han konsekvensen og flyttede sig selv og sine 250 flyttekasser med bøger fra Berlin til delstaten, som de senere år har gjort sig bemærket med angreb på asylcentre, fremkomsten af den islamkritiske Pegida-bevægelse og massiv opbakning til AfD. Fra Europas liberale kulturhovedstad til Tysklands højrenationale hjerte. Hvorfor dog?

”Jeg må tilstå, at jeg de senere år allerhelst har villet rejse i det østlige Europa, sjovt nok lande, hvor man i udpræget grad er stolt af og hæger om den nationale kultur. Det tiltaler mig, at jeg her i Sachsen ikke er i tvivl om, hvor i verden jeg er, i modsætning til metropolen Berlin, hvor man næsten kunne være hvor som helst,” siger Peter Tudvad, da vi forlader hans lejlighed i et hus fra 1792 i Rosenstræde og træder ud i byens bugtede brostensgader.

Tudvad nikker til folk på gaden, nikket bliver til en kort sludder på en dialekt, journalisten ikke forstår, et kort nik farvel, hej så længe. Ikke alle er tilsyneladende som naboen Merbisch.

”Selvfølgelig er der ting i Berlin, jeg holder af, såsom at sidde ved en café nede ved kanalen i Kreuzberg (multikulturel berliner-bydel, red.). Skønt! Men det er en storbykultur, en cafékultur, hvis jeg skal være lidt fræk. Herude udvikler kulturen sig uden hast. Her kan jeg hele tiden orientere mig i forhold til historien og i langt højere grad leve som et historisk væsen, fordi historien har så mange materielle udtryk – slotte, kirker, ruiner, gamle museer, mindesmærker over tysk heltedåd. Det kan give en betryggelse, som jeg godt kan misunde sakserne,” siger han.

Meissen er kendt som Sachsens vugge og blev grundlagt som tysk by i 929 af heltekongen Henrik den Første, efter at han havde besejret den slaviske befolkning. Henrik, som var konge over Det Østfrankiske Rige, forgængeren for Det Tysk-romerske Rige og for nutidens Tyskland, byggede en borg på områdets højeste klippe over floden Elben.

I dag troner Tysklands officielt ældste slot, renæssanceslottet Albrechtsburg fra 1471, over byen på ruinerne af den gamle fæstning, og bagved strækker spirene fra byens gotiske katedral sig mod himlen. Her boede de regerende kurfyrster i Meissens velmagtsdage.

Rigtig kendt blev Meissen dog først i 1700-tallet, da Sachsens kurfyrste August den Stærke satte alkymisten Johann Friedrich Böttger i fangenskab og beordrede ham til at finde hemmeligheden ved fremstilling af hårdt porcelæn, som man ellers kun kendte fra Østen.

Foto: Tobias Stern Johansen

Det lykkedes den fængslede kemiker i 1708, og Meissen har siden været verdensberømt for ”det hvide guld”.

”Sakserne er i første række saksere og i anden række tyskere,” siger Peter Tudvad, mens vi bevæger os op, op, op mod slottet ad snørklede trapper og gyder.

”Mange af dem hæger om deres saksiske sprog, som jo nærmest er umuligt at forstå, og det betyder, at mange andre tyskere betragter dem som nogle bonderøve og latterliggør dem. Men for dem er det et kulturelt værn, og de er stolte af at have været fanebærere af tysk kultur. Her orienterer man sig mod øst, og folk har langt hen ad vejen de samme politiske overbevisninger og samme modstand mod Bruxelles og EU som Polen og Ungarn,” siger han.

Fra toppen af fæstningen kan vi se floden Elben, en stribe af sølv, der skærer sig gennem Meissen og videre gennem det saksiske Schweiz, en bjergregion i grænselandet mellem Tyskland og Tjekkiet få kilometer herfra, hvor malere og digtere undfangede den tyske romantik og dermed en stor del af den tyske identitet.

Sakserne er stadig stolte over, at deres delstat er tyskernes foretrukne kulturrejsemål i Tyskland.

Men ellers hersker her en følelse af at være blevet glemt, mener Peter Tudvad. Sachsen og de fire øvrige tidligere DDR-delstater bliver stadig – 28 år efter genforeningen – kaldt for ”de nye forbundslande”. Kun én minister i kansler Merkels nye regering er fra det tidligere DDR, og først i 2007 fik Sachsen igen en ministerpræsident, som var fra øst. Det samme gør sig gældende i kulturlivet, hvor vesttyskere – eller Wessis – efter Murens fald overtog de tungeste poster. For nylig vakte det for eksempel kritik, da en udstilling på Albertinum, Dresdens museum for samtidskunst, ikke præsenterede et eneste værk fra DDR-tiden.

”Der er en fornemmelse af at være B-borgere, af at være ringeagtet. Den manglende respekt for, hvad DDR har produceret af kunst og kultur, har intet med kvaliteten at gøre, det er simpelthen et kulturpolitisk dogme; man kommer fra vest med sine idéer om, hvad der tæller som god og sand kunst,” siger Peter Tudvad.

Folk her omtaler konsekvent kansler Merkel og de etablerede politiske partier som ”die da oben” – dem deroppe. Ikke fordi Berlin ligger 150 kilometer stik nord for Meissen, men fordi man føler sig hægtet af det officielle Tyskland.

”Hverken det socialdemokratiske SPD eller Merkels CDU kommer herude i disse landlige regioner forud for valgene. Det er AfD, der kommer, og det skyldes jo ikke bare, at de har en interesse i at høste stemmer, men også, at de kender folks problemer og gider lytte til dem. Hvorfor gør de andre ikke det?”, spørger han.

Peter Tudvad hader udtrykket politisk korrekthed, som han selv er blevet skudt i skoene utallige gange, men nu bruger han det så alligevel.

”Jeg synes, at mange politisk korrekte forsynder sig mod dem, der stemmer AfD. De stempler dem og mener på forhånd at kende dem og vide, hvad deres motiv er: racisme og selvtilstrækkelighed. Jeg taler med mange AfD-tilhængere, og det er krænkede mennesker, mennesker, som ikke kan overskue tilværelsen, som ikke længere føler, de bliver hørt, hvis de ikke har den rigtige mening,” siger Peter Tudvad og henviser til den saksiske teolog og tidligere CDU-politiker Frank Richter, som fik skældt huden fuld af CDU-kolleger, da han inviterede lokale flygtningekritiske Pegida-tilhængere til borger-dialog.

”Man lever i et samfund, som gør sig til af ytringsfriheden, men der er ikke plads til dialog.”

Den ulmende utilfredshed med den politiske elite blev til blindt raseri i Sachsen under flygtningekrisen i 2015. En folkemængde forsøgte at hindre flygtninge i at komme ind i et flygtningecenter, Merkel blev udskreget som ”folkeforræder” under et besøg, og asylcentre blev brændt ned. Pegida, patriotiske europæere mod islamisering af Vesten, mobiliserede tusindvis af demonstranter i Dresden, og AfD blev for første gang Sachsens største parti ved forbundsdagsvalget sidste år.

Kan man ikke have en national bevidsthed uden at lukke andre ude?

”Hvis man havde en højere grad af selvtillid på sin kulturs vegne, ville man måske være mere åben. Men jeg forstår altså godt angsten for, at der kommer for mange flygtninge. Jeg kan godt se en rimelighed i, at man vægrer sig. Jeg har tidligere svoret til en idealisme, at der var plads til alle, men kommer der tilstrækkeligt mange, opstår der parallelsamfund. Det er et naturligt princip, at der kan blive for mange, hvis man ønsker at bevare en sammenhængskraft. Det er ikke udtryk for racisme eller fremmedhad, at man hæger om egen kultur,” siger Peter Tudvad.

”Problemet består frem for alt i, at flygtninge og indvandrere ikke længere bliver integreret i Tyskland – i den tyske kultur – men i afghanske, pakistanske, somaliske, tyrkiske og andre nationale eller etniske ghettoer. Sakserne er meget optaget af udviklingen i det tidligere Vesttyskland, ikke mindst i Berlin; multikulturen, som Angela Merkel engang erklærede for død, hvorefter hun tilsluttede sig den igen, ligesom hun også sagde, at islam ikke hørte til i Tyskland, hvorefter hun sagde, at islam hører til i Tyskland. På sakserne virker hun formentlig som en person, der ingen rødder har, når hun det ene øjeblik kan mene et og i næste øjeblik noget andet. Sådan flytter man ikke rundt på en sakser, en sakser er tung,” siger han.

Ser du nogle lighedstræk mellem sakserne og danskere?

”Ja, bestemt. Danmark er en lille homogen nation med 5,5 millioner indbyggere, og Sachsen er en lille homogen nation med godt 4 millioner indbyggere. Begge har en angst for det, der kommer udefra, fordi det kan true den her homogenitet, som man sætter så stor pris på og er så tryg ved. Begge stod på Frankrigs side i Napoleonskrigene og mistede landområder til hovedfjenden Preussen,” siger han med henvisning til den tyske militærmagt, som under kansler Otto von Bismarck samlede Det Tyske Rige i 1871.

”Jeg tror ikke, at danskere forstår, hvor meget 1864 har betydet for vores selvforståelse – ’hvad udad tabes, skal indad vindes’ – og Sachsen har på samme måde en selvforståelse som lille, stærk og selvstændig. Ingen skal komme og fortælle sakserne, hvad de skal gøre,” siger han.

På markedspladsen for foden af slottet spiller porcelænsklokkerne i den sengotiske Frauenkirche melodien til reformatoren Martin Luthers ”Vor Gud han er så fast en borg”. Pølseboderne oser, besøgende spiser tjekkiske snobrød med kanel og nødder og skyller efter med lokal vin. Kirken besøger Peter Tudvad hver søndag. Blandt de faste kirkegængere er også Wolfgang, en godmodig og belæst mand, som stemmer på AfD og tidligere gav sin stemme til det ultranationalistiske NPD, der ifølge den tyske forfatningsdomstol er relateret til nazismen.

En dag efter søndagsgudstjenesten stod de to og talte sammen, og Wolfgang spurgte Peter Tudvad, om han vidste, hvem der stod bag det forpurrede terrorangreb i den vesttyske by Hannover i 2015. Det vidste Peter Tudvad ikke, og Wolfgang svarede: ”den internationale jødedom!”.

Hvordan reagerer du, når du hører sådan noget?

”Jeg vidste godt, at han stemte på AfD, og for ham handler det om at beskytte saksisk kultur mod det onde, og det vil sige frau Merkel. Men jeg var målløs. Han virker på mig som et inderligt fromt og troende menneske. Jeg bliver altid nysgerrig, når folk siger noget rablende, og spurgte ham, hvor han havde det fra. Men sådan var det bare. Og det er klassisk for mange AfD-vælgere, at de ævler om ’løgnepressen’, men selv fyrer ting af, som de ikke behøver at dokumentere.”

Peter Tudvad talte bagefter med kirkens præst Bernd Oehler om hændelsen. Præsten, som også er formand for et forbund, der arbejder med integration af flygtninge, og som regelmæssigt får dødstrusler for sin kirkelige aktivisme, smilede bare og sagde:”Nå, du har talt med Wolfgang, ja, så skal du nok høre nogle konspirationsteorier.”

”Det er noget af det, jeg elsker ved kirkelivet her,” siger Peter Tudvad og slår ud med armene.

”Der er virkelig plads. Tolerancen bliver levet uden hele tiden at blive tematiseret som i Berlin.”

Kirkegangen er notorisk lav i det tidligere ateistiske DDR, men ikke desto mindre er kirken her i Meissen mere levende end de fleste sognekirker, Peter Tudvad har besøgt i Danmark. Han drømmer ofte om at tage erfaringerne fra Tyskland med til Danmark for at blive præst. I Danmark bærer vi på en tung arv fra Søren Kierkegaard, som kun havde et negativt begreb om kirke og menighed, eftersom man ikke kunne retfærdiggøre sig i flok, troen er en sag for ”hin enkelte”. Omvendt tager den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som blev myrdet af nazisterne, netop udgangspunkt i fællesskabet og sagde allerede som 21-årig, at Kristus er kirke ”eksisterende som menighed”, påpeger Peter Tudvad.

”Her bæres man oppe af menigheden, og alle tager del i gudstjenesten, læser op af dagens tekster, går rundt med brød og kalk under nadveren, holder hinanden i hænderne efter nadveren og ønsker hinanden Guds fred. Jeg har selv fået blodige hænder, fordi jeg ikke fik sluppet tovet til kirkeklokken, da jeg ringede til gudstjeneste,” siger han.

Ligesom det halv meter høje trækors, der hænger på væggen i Tudvads lejlighed, minder gudstjenesten ham om, at der er håb, også når han føler sig ”eksistentielt på røven”.

”Jeg er stilfærdigt ved at komme ovenpå igen efter virkelig at have skrabet bunden i nogle år. Det giver mig fornemmelsen af, at der er én, der har reddet mig. Én, der fører mig. Det er en vidunderlig fornemmelse, som gør mig taknemmelig. Men jeg er også tilbøjelig til at glemme dette igen, og det gør mig nervøs, for jeg vil gerne holde fast i denne taknemmelige undren. Det hjælper at være flyttet hertil. Fordi naturen er så vidunderlig og gavmild. Hvis jeg er ude at løbe en varm sommerdag og virkelig bliver tørstig, plukker jeg et æble et sted. Det er som at leve i Paradisets Have.”