Da Paul Hollander var barn i 1940’ernes Ungarn, undslap han og hans jødiske familie med nød og næppe den nazistiske udryddelseskampagne.
Da han var ung mand i 1950’erne, blev familien dømt ”politisk upålidelig” af den sovjetiske besættelsesmagt og tvangsdeporteret fra hjemmet i Budapest til en lille landsby ude på landet, hvor han blev anvist fysisk tvangsarbejde.
Hollander forlod Ungarn i midten af 1950’erne, efter at sovjetiske tropper brutalt knuste den ungarske opstand, og slog sig ned i England og sidenhen USA, hvor han fuldførte de universitetsstudier, som var blevet ham nægtet i hjemlandet.
Men minderne om gader, der flød af lig – først under belejringen af Budapest i 1944-45 og igen under opstanden i 1956 – forlod ham aldrig.
Han var derfor forbløffet, da han på universiteterne i England og USA mødte veluddannede studerende og professorer – repræsentanter for den intellektuelle klasse – der dyrkede Josef Stalin og andre totalitære kommunistiske ledere som helte, alt imens de fordømte deres egne frie vestlige kapitalistiske samfund som moralsk korrumperede.
”Godtroende vestlige intellektuelle uden nogen personlig erfaring med undertrykkelse var naturligvis ikke de eneste, der faldt for diktatorer og totalitære ledere i det 20. århundrede. Evnen til selvbedrag er almenmenneskelig. Men deres romancer med mennesker som Stalin, Mao og Mussolini er for mig en kilde til endeløs fascination, og det er et vigtigt fænomen at granske også i dag, hvor vi i Vesten oplever politisk opbrud og en mistillid til demokratiet,” siger Paul Hollander.
Han har i årtier forsket i den politiske historie og er i dag professor emeritus i sociologi ved Amherst University i delstaten Massachusetts.
Han er aktuel med en ny bog, ”From Benito Mussolini to Hugo Chavez: Intellectuals and a Century of Political Hero Worship” (Fra Benito Mussolini til Hugo Chavez: Intellektuelle og 100 års dyrkelse af politiske helte), der forsøger at besvare, hvorfor idealistiske vestlige intellektuelle i det 20. og – i mindre grad – 21. århundrede lod sig forføre af voldelige diktatorer og politiske ideologier.
Den overordnede forklaring på fænomenet, der også i høj grad fandt sted i Danmark, er forholdsvis enkel, forklarer han.
”Intellektuelle, der er misfornøjede med deres eget samfund og kultur, længes efter at finde bedre alternativer. Det var denne trang, der førte til, at nogle iblandt dem satte deres kritiske tænkning til side og valgte at se bort fra de enorme fejl og mangler i diktatorer og deres politiske systemer. Idealistiske intellektuelle har også en tilbøjelighed til selvretfærdighed, og dette bidrager til kapaciteten for selvbedrag,” siger Paul Hollander.
Listen af fremtrædende vestlige intellektuelle, der har bakket op om rædselsregimer, er lang. I sin bog nævner Paul Hollander blandt andre Jean-Paul Sartre, Michel Foucault, Norman Mailer, H.G. Wells, Martin Heidegger, Eric Hobsbawm, Albert Camus, Susan Sontag og Noam Chomsky.
Det er en særlig type regimer, der appellerer til idealistiske intellektuelle, forklarer den ungarsk-amerikanske forsker.
”Det var ikke ordinære autoritære styrer, hvis ledere blot var optaget af magt, der begejstrede disse mennesker. Det var snarere totalitære regimer, der hævdede at ville transformere de sociale institutioner og endda selve den menneskelige natur. Utopiske visioner er en væsentlig kilde til tiltrækning,” siger han.
Især kommunistiske regimer som Josef Stalins Sovjetunionen, Mao Tse-tungs Kina og Fidel Castros Cuba tilbød areligiøse intellektuelle frelse i nærmest religiøs form, siger Paul Hollander.
”Heltedyrkelsen af magtfulde politiske figurer blev en erstatning for gudsdyrkelse i en tid, hvor religionens rolle var aftagende. Moderniteten har gjort livet mere problematisk og samfundet mere fragmenteret. Når en karismatisk figur stiller sig op og hævder, at han kan genoprette et nationalt fællesskab og gøre livet mere meningsfuldt i et samfund, der har mistet sit åndelige fundament, så har det en meget stor appel. Disse ledere blev betragtet som frelsere,” forklarer han.
Dertil kommer, at mange diktatorer ynder at blive set som ”filosof-konger”, der uddeler af deres næsten guddommelige visdom til folket. Mao, der præsenterede sig som en slags renæssancemand, var et oplagt eksempel på dette, og selv Libyens Moammar Gaddafi skrev en vejviser til en omformning af samfundet, påpeger Paul Hollander.
”Mange totalitære ledere blev beundret og idealiseret, fordi de blev opfattet som tænkere, der både besad magt og visioner. Det er ikke overraskende, at dette appellerede til intellektuelle, der selv ingen magt har i klassisk forstand,” siger han.
I dag er der længere imellem de offentlige romancer mellem fremtrædende intellektuelle og totalitære ledere. Venezuelas nu afdøde Hugo Chavez og Cubas ligeledes bortgåede Fidel Castro var to af de seneste folkeundertrykkere, der påkaldte sig dele af den intellektuelle klasses hengivenhed. Men det ville være en fejl at tro, at vi er blevet mere immune over for diktatorernes sirenesang, siger Paul Hollander.
”Diktatorernes tidsalder er muligvis aftagende, men den er ikke forbi. Og jeg tror ikke, at vi har lært lektien. Vi befinder os i en tid med stor politikerlede og foragt for politiske institutioner, og utopiske visioner kan udfylde dette tomrum,” siger han.
Valget af Donald Trump til USA’s præsident er sigende, tilføjer Hollander.
”Selvom Trump ikke appellerer til intellektuelle, som oftest er venstreorienterede, og som er tiltrukket af en anden type leder, så er han et moderne eksempel på, hvordan store antal mennesker kan lade sig styre af illusioner og kun vælge at tro på det, som de ønsker at tro på. Det er ligesom i gamle dage, hvor folk, der beundrede kommunistiske ledere, valgte at se bort fra deres afskyelige personlige kvaliteter. I det mindste havde kommunististerne i begyndelsen nogle idéer for, hvordan de ville forandre samfundet. Donald Trump har blot sin egomani,” siger han.
Trump-fænomenet er en påmindelse om, at dyrkelsen af politiske helte ikke kan henvises til fortiden, fremhæver Paul Hollander.
”Jeg har aldrig været optimistisk omkring den menneskelige natur, og vores aktuelle politiske virkelighed ændrer bestemt ikke på dette,” siger han.
