Prøv avisen

Det er ingen kunst at se på kunst

”Jeg opfatter jo mig selv som en slags missionær, fordi jeg mener, at museerne er institutioner, der ligesom kirkerne kan give folk en dybere forståelse for det at være menneske,” siger Poul Erik Tøjner, direktør for kunstmuseet Louisiana. – Foto: Lars Bech.

Når man først har beskrevet et billede, er man faktisk allerede halvvejs til at forstå det, siger Poul Erik Tøjner, Louisianas direktør, der er aktuel med bogen Louisianaabc. Han kalder det paradoksalt, at folkeskolen nedprioriterer billedkunst, når nutidens unge lever i en ekstremt visuel tid

I forrige uge havde kunstmuseet Louisianas internationalt anerkendte direktør, Poul Erik Tøjner, en stor kunstoplevelse på en udstilling i Madrid.

Han så et stort billede af en historisk krigsscene med masser af mennesker og detaljer i maleriet, men en stor hest fyldte alligevel det meste af billedet. Og maleriet var oven i købet beskåret på en måde, så hele venstre side af billedet domineredes af hestens bagparti, fortæller han:

LÆS OGSÅ: Fanfare for Skovgaard i Viborg

Det fik mig til at undre mig over, hvad den hest lavede på billedet. Og forundring er altid et godt udgangspunkt, når man ser på kunst, siger Poul Erik Tøjner.

Med sin nye bog, Louisianaabc, håber han netop at kunne være med til at forny publikums elementære undren over kunst.

Bogen giver en introduktion til en del af Louisianas værker gennem 76 essays, men overordnet set håber museumsdirektøren, at den i det hele taget vil forstærke lysten til at se på kunst.

Kunst er et sanseligt medium, og helt elementært bør man altid begynde med at bemærke, hvad man ser på et værk. Det glemmer man ofte. For traditionelt set har kulturhistorien været hovedindgangen til at forstå kunst, men på den måde reducerer man sådan set de enkelte kunstværker til at være illustrative artefakter i kulturhistorien.

Den kunstopfattelse har ifølge museumslederen afholdt en del fra at komme på museerne, som man i for høj grad har opfattet som støvede dannelsesinstitutioner.

Ingen vil have udstillet sin egen mangel på viden om bibelhistorien eller 1864, og det tror mange måske, at man skal have tjek på, før man nærmer sig kunst, men min pointe er, at ens sanser er den vigtigste indgang til kunst, siger Poul Erik Tøjner og skynder sig at tilføje, at hans bog på ingen måde er et opgør med viden om kunst, men en opfordring til ikke at gå til kunst med sin viden som det første.

For jo mere nøgen man kan møde et kunstværk, jo større er chancen også for, at man kan blive bevæget af det, mener han.

Øjet i sig selv er den bedste kunstfortolker. Når man først har beskrevet et billede, er man faktisk allerede halvvejs til at forstå det, fordi enhver beskrivelse også er en prioritering af det, man ser. Og på den måde kan man også bedre lade sig bevæge og bevæge sig i forhold til kunsten.

Den metode kan efter museumsdirektørens mening både bruges af erfarne museumsgæster og af helt unge mennesker, der endnu ikke har opdaget, hvilken sansemæssig rigdom der gemmer sig på kunstmuseerne.

Det er jo paradoksalt, at man har nedprioriteret billedkunsttimerne i både folkeskolen og gymnasiet, når nutidens unge lever i en ekstremt visuel tid, hvor billeder i stigende grad erstatter tekst. Og jeg synes, at det er ærgerligt, at man netop ikke vil uddanne vores unge til at gå kritisk til den visuelle verden. For der er ingen, der ved mere om billeder, end billedkunstnere.

Som direktør for et museum for moderne kunst tror Poul Erik Tøjner, at den bedste måde at få unge tændt på kunst på er at vise dem den samtidskunst i form af foto- og videokunst, der minder mest om den visuelle verden, de kender i forvejen. Når de har set og forstået, hvad den kunst kan, kan man derefter forklare dem, at al kunst engang har været samtidskunst, siger han og slår en latter op, idet han tilføjer:

Jeg opfatter jo mig selv som en slags missionær, fordi jeg mener, at museerne er institutioner, der ligesom kirkerne kan give folk en dybere forståelse for det at være menneske, siger Poul Erik Tøjner, der dog mener, at den moderne kunst har flyttet sig væk fra den store historie i kristendommen:

Man kan betragte Louisiana som en sekulariseret metafysisk institution. Det var også Knud W. Jensens tanke med museet, da han lod det bygge med en arkitektur, der i sig selv pegede væk fra de katedralinspirerede museumsbygninger.

Den moderne kunst peger heller ikke længere på de kristne motiver i samme omfang, som den gjorde tidligere. Alligevel læser Poul Erik Tøjner en slags religiøsitet ind i mange moderne kunstværker:

Jeg opfatter stadig den moderne kunst som metafysisk, fordi den ofte peger på en uendelighed i farverne eller fortolkningerne af et værk. Og det er også en hovedpointe i min bog, at et kunstværk ikke har én indgang, men uendelig mange indgange afhængigt af det menneske, der ser på det.