"Overtiden var den tid, jeg fik forærende til at nå, hvad jeg kunne, mens jeg kunne". Sådan forklarer Ulrich Horst Petersen (født 1936) titlen på sin bog "Overtid. 69 stykker", der udkommer i dag. Den består af korte tekster, hvoraf de længste er små essays: tekster både om det personlige liv og om samfundets, oplevet gennem et filosofisk gemyt med sans for de lange perspektiver også i det tilsyneladende uanselige og formuleret med en sproglig koncentration, hvor intensiteten i forfatterens nærvær er en garanti imod klichéer.
Temaet med overtiden tages op i den sidste tekst. Ellers forholder Horst Petersen sig indirekte til det. Simpelthen ved at skrive bogen, der er resultatet af, hvad han brugte noget af sin overtid til et forår og en sommer i Tisvilde.
I forbindelse med de erindringsglimt, der udgør en del af indholdet, har Horst Petersen nogle interessante overvejelser om det problematiske i dette overhovedet at forlade sig på erindringen. Det sværeste, skriver han, er at indfange det, der i fortiden var selvfølgeligt og først blev påfaldende, da det ikke mere var selvfølgeligt. Dette er imidlertid et grundvilkår for den, der søger at genopvække det svundne – og det er det, fordi vi selv og vores omverden til stadighed er under forandring.
Heldigvis formår Horst Petersen samtidig, og ofte med et stille lune, at hengive sig til erindringen uden om refleksionen. Det kommer der nogle meget levende tekster ud af. Omslaget hentyder til en af dem – en eventyrlig dag på skøjtebanen vel i den tidlige ungdom, en dag, hvor alt lykkedes, selv det mest forunderlige: mødet med drømmepigen, som han måske, måske ikke genså og kindkyssede mange år senere. Men først og fremmest kyssede han den dag et sødt minde – og "det er ingen skam", uanset den eventuelle fejltagelse.
I en ganske anderledes tekst fortæller Ulrich Horst Pedersen om det nære forhold, han i sin barndom havde til et krucifiks. Ikke af religiøse grunde, men, antager han, fordi han forbandt krucifikset med sin fars skæbne – han blev likvideret af modstandsbevægelsen. Forfatteren meldte sig senere i "ungdommelig absoluthedstrang" ud af folkekirken, grundlæggende fordi han ikke mente, at den betyder noget. I en ganske lille tekst har han et vemodigt, men ømt glimt af sin skræmte halvbror, forfatteren Leif Panduro. Også Martin A. Hansen og Poul Henningsen kommer inden for synsvidde – som foredragsholdere. Man er ikke i tvivl om, at sympatien er hos den sidste. Altså forfatterens. Ellers var stemningen i salen hin aften "så godt som enstemmigt imod ham".
Horst Petersen skriver slet ikke kun om tiden, der var, men også om tiden, der er. For eksempel når han delagtiggør læserne i sit forhold til Socialdemokraterne. Han konstaterer, at partiet aldrig har "udmærket sig ved større åndelige løftelser". Når han alligevel i sin tid meldte sig ind og stadig er medlem, skyldes det forbundetheden mellem det jævne og utopien, i forpligtethed over for det demokratiske system – samt dette, at høj og lav fik andel i den samme bevægelse. Partiets senere tilbagegang opfatter han som et problem ikke blot for Socialdemokraterne, men også for samfundet og dets mentalitet. Som et symptom på krise for fællesskab og solidaritet. Portrættet af et parti bliver portrættet af et samfund og dets mangelsygdomme.
Som analytiker er Horst Petersen dybdeborende. Han formår at kombinere lethed og dybde, det personlige og det almene. At læse ham er en nydelse. Stilen er rolig og behersket: lidenskab brændt ind i en form.
Ulrich Horst Petersen: Overtid. 69 stykker. 176 sider. 249 kroner. Tiderne Skifter.