Per Øhrgaard: Det er ironisk, at marxismen erklæres død, når vi er så materialistiske

Selvfølgelig er der ikke råd til alt. Men måske kan den aktuelle situation føre til en mere seriøs diskussion af, hvad vi vil med vort samfund

"Så kommer en pandemi, og pludselig viser det sig, at der er andre ting, der spiller en rolle, og at økonomien måske ikke behøver at være den eneste forståelsesramme," konkluderer Per Øhrgaard.
"Så kommer en pandemi, og pludselig viser det sig, at der er andre ting, der spiller en rolle, og at økonomien måske ikke behøver at være den eneste forståelsesramme," konkluderer Per Øhrgaard. Foto: Marie Hald.

Storm P.’s fluer, som vil være dette blads læsere bekendt, er sjældent politiske. Men der findes en, hvor en herre siger til en anden: ”Selvfølgelig må vi have lejen sat ned. Medmindre vi køber ejendommen – for så må den sættes op.” Sådan afhænger så meget af, hvor man hører hjemme i det økonomiske spil, altså af ens interesser.

Og økonomien er vigtig. En af mine ældre venner, som selv var venstreorienteret, fnøs dengang ad nogle af de såkaldte 68’ere:

”Det er godt med dem, men de kan jo ikke læse et statsregnskab!”.

En endnu ældre ven, som ellers afgjort sympatiserede med den seksuelle frigørelse, sagde:

”Fint nok. Men bankerne er henrykte over, at det hele handler om sex. For så handler det ikke om dem.”

Skulle man tvivle, kan man se på, hvordan debatten om krænkelser var lige ved at overdøve selv det amerikanske præsidentvalg. Skam få den, der tænker ilde derom! MeToo er i bund og grund en befrielsesbevægelse. Så der er ikke grund til at flytte opmærksomheden væk fra den, men til at udvide opmærksomheden: forsøge at tænke tingene sammen, sex, magt, økonomi, klima. Det er en stor mundfuld! Men det er, når alt kommer til alt, mere løfterigt at prøve at gabe over den end at bide tænderne i stykker på de enkelte dele.

Viggo Hørup sagde: ”Del jer efter anskuelser, ikke efter interesser!”.

Det var hans måde at sige på, at mennesket ikke lever af brød alene. Det er ironisk, at marxismen erklæres død, altimens de herskende tanker er mere materialistiske end nogensinde. Finansministeriets regnemodeller, som nu måske rykker lidt tættere på virkeligheden, er enhver planøkonoms drøm. Kapitalismen er dygtigere til alt, også til sådan noget.

Derfor anskues alt under en økonomisk synsvinkel. Megen tale om reformer begynder i disse år med, at de skal være ”udgiftsneutrale”, hvad der er det samme som at tage livet af dem på forhånd. Det eneste, der alligevel får lov at stige, er udgifterne til administration og konsulenter.

Men så kommer en pandemi, og pludselig viser det sig, at der er andre ting, der spiller en rolle, og at økonomien måske ikke behøver at være den eneste forståelsesramme. Man kan håbe, at den erkendelse får lov at brede sig, også hinsides den nye finanslov, som er et – lille – skridt på vejen til at tænke mere langsigtet, end det ellers har været tilfældet.

Selvfølgelig er der ikke råd til alt. Det har der aldrig været. Men måske kan den aktuelle situation føre til en mere seriøs diskussion af, hvad vi vil med vort samfund, og hvad vi derfor vil bruge pengene på, i stedet for blot ”mere af det samme”. I så fald kan den få en positiv effekt. Så kan vi dele os efter anskuelser og ikke alene efter interesser.

Men Hørups ord bør ikke opfattes absolut. For en deling efter interesser har i reglen en vis rationalitet, som også kan muliggøre kompromiser. Delingen efter anskuelser, af nogle pralende kaldt værdikamp, kan være yderst irrationel og fanatisk, især når anskuelserne ikke er funderet i viden og eftertanke, men reduceret til rene tros- eller overtrosanliggender. Ikke ret mange er gået i døden for deres økonomiske interesse, men ganske mange har ofret deres liv for deres anskuelser eller deres tro. For ikke at tale om alle de andre, der er blevet ofret! Det har interesser og anskuelser imidlertid været lige gode om.

Trumps Amerika viser, hvad der kan ske, hvis tro eller overtro, anskuelser eller fordomme, ja, konspirationsteorier bliver eneherskende. Så det er ikke gjort med at fremhæve anskuelserne på interessernes bekostning. Idéen har altid blameret sig, hvis den ikke var i pagt med en materiel interesse, sagde gamle Marx. Men han sagde ikke, at idéer af den grund var overflødige!

Så måske skal man hellere opfordre til at skelne lidt bedre mellem kortsigtede og langsigtede interesser. Disse sidste kunne man også kalde, ja, hvorfor ikke: idéer. Dem har man imidlertid kun, hvis man også tænker på andet end at købe ejendommen og sætte lejen op. Hvis man altså husker, at mennesket ikke lever af brød alene.

Og dermed: glædelig jul!

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.