Det er jo blot redskaber og værktøjer

Den principielle politiske debat er svær i disse år, fordi den dominerende tendens, nyliberalismen, fremstiller sig som afpolitiseret

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.

Vi har en stærk tradition i Danmark for at anskue de politiske, ideologiske og værdimæssige debatter i et højre-venstre perspektiv. Ganske vist kan jeg mindes allerede for 30 år siden første gang at høre om, at det egentlig var forældet at tale om højre og venstre. Det har dog vist sig meget svært at uddrive denne tanke.

Men det skurrede slemt i mine øren, når jeg tilbage i 2000erne hørte nogle skælde ud på den neoliberalistiske og nationalkonservative regering. Det lød godt nok som en umage konstruktion. Måske var regeringen hverken så liberal eller konservativ, at det gjorde noget. Det er et gammelt problem i den danske idépolitiske debat, at borgerligheden er en diffus størrelse; liberalisme og konservatisme ligger ideologisk temmelig langt fra hinanden, hvilket har kunnet skjules af, at der på den borgerlige fløj har været meget ringe tradition for idédebat.

Der synes dog at være kommet en større og større bevidsthed om, at den såkaldte nyliberalisme ikke knytter sig til en bestemt ideologisk og politisk position. Det er en økonomisk filosofi og en administrativ styringslogik, der har gået sin sejrsgang i en årrække og kan koble sig ind alle mulige steder, også i røde regeringer.

Betegnelsen er selvfølgelig ikke helt vilkårlig, for filosofien er gennemsyret af liberalistisk tankegods omkring incitamenter, konkurrence med mere. På den anden side er den meget langt fra klassiske liberale idéer om, at staten ikke skal være unødigt indgribende i borgernes liv, og at pengene (og allehånde beslutninger) har det bedst i borgernes lommer. Tværtimod synes staten i skikkelse af konkurrencestaten at gå imod den størst mulige beslaglæggelse af borgerne og deres liv forstået som ressourcer.

LÆS OGSÅ: Helt til grin at være magister i litteratur

Som det blandt andet er beskrevet af to yngre forskere i statskundskab, David Budtz-Pedersen og Therese Scavenius (Information den 9. marts), er det lykkedes nyliberalismen at præsentere sig selv som afpolitiseret; det er blot den rigtige og effektive måde at gøre tingene på, den nødvendige politik.

Vi har talt om værdikamp i mange år, men den dominerende værdikampaktør har måske været den usynlige og allestedsværende nyliberalisme. Den har opereret i alle systemer og institutioner, mens folk har koncentreret sig om værdikampen i mere fastelavnsagtig forstand, den mellem nationalkonservatisme og kulturradikalisme. Den har været emotionel og mobiliserende, for hvis personer og skandaler er det letteste at forstå i det moderne mediesamfund, er symboler og signaler det næstletteste at forstå. Strukturer og processer er straks sværere.

Måske er det ved at ændre sig nu. Der er forskydninger og fredsfølere i den gamle værdidebat. Højskoleforstander Thue Kjærhus fra det værdikonservative Rønshovedinitiativ rakte i et opgør med det operationaliserede uddannelsessystem den 16. marts i Information hånden ud til de kulturradikale; de kan ilte vores hjerner, sagde han med henvisning til Georg Brandes.

En samfundsdebattør fortalte mig for nogle måneder siden, at han skulle genudgive en af sine bøger fra 2000erne. Men han ville skrive den helt om, for dengang havde han brugt alt sit krudt på Dansk Folkeparti. Nu var det gået op for ham, at den egentlige modstander var management-bølgen.

Den usynlige ideologi taler meget for effektivisering, kvalitet, bedre ledelse og så videre. Ting, der er svære at være imod, fordi de præsenterer sig som positive på en neutral måde. Hvis man gør indsigelse, skyldes det ond vilje eller uvidenhed, dovenskab, bagstræb, en uheldig kultur, der har fået lov at udvikle sig etcetera.

Men tiltag er aldrig neutrale. I menneskelige sammenhænge findes der ikke værktøjer og redskaber, hammer og søm; der følger altid et livssyn med, et menneskesyn, en verdensanskuelse og derfor er det legitimt at forholde sig kritisk til det, der ligger bag tiltagene.

Måske er det som nævnt ved at ændre sig nu. Det vidunderlige er jo, at om ikke før så siden skal alle tiltagene udsættes for virkelighedens prøve. Nyliberalismen har nu haft serveretten i så mange år, at den gerne skulle vise sig at have fået en del point ind på kontoen. Den sidste kværulant er for længst udmattet til tavshed.