Adam O. er kulturpessimist. I sine børnebøger har han hidtil videreformidlet sit negative syn på tingenes tilstand på engageret og kraftfuld vis, men med masser af humor og spræl. Derfor fik han for sine bøger om ”Den rustne verden” Kulturministeriets forfatterpris i 2020 og var også nomineret til såvel Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris som Politikens litteraturpris.
Hans bøger kredser tematisk om kritikken af et samfund, der ifølge ham ikke levner plads til individet og fantasien. Det er kapitalen, der ødelægger mennesket og naturen. Det er denne tanke, som han i sin nyeste bog, ”Gro”, også tager afsæt i. Vi er godt på vej til meningsløshedens tidsalder, lader han en af personerne fortælle. Og denne er kendetegnet ved, at: ”de samme bøger vil blive skrevet igen og igen, de samme film blive indspillet, de samme sange sunget. Alting vil blive fortyndet og blandet op med skyggemusernes gift, indtil historierne ikke betyder noget længere”.
”Gro” handler om pigen Gro, der har et mærkeligt ansigt og derfor bliver set som en outsider af sine omgivelser. Hun bor alene med sin mor, der konstant er bedøvet af de piller, psykiateren har givet hende, og deres gamle hund Laika, som halter og næppe har langt igen. Umiddelbart et socialrealistisk udgangspunkt, men allerede i prologen får læseren et klart billede af, at der er noget helt andet på spil.
”Gro” handler om fortællinger og om fantasi. Historierne kommer ikke bare til menneskerne – det er muserne, der afleverer historier til menneskene. Muserne er bude fra Biblioteksskoven, der videregiver skovens fortællinger til forfatterne. Men menneskene ønsker ikke nye historier mere. De ønsker de dårlige og fortyndede historier, og det sørger de frafaldne muser for, som i bogen kaldes for ”skyggemuser”. Selvom Biblioteksskoven skaber de gode fortællinger, får skyggemuserne fat i dem og forvrænger og ødelægger dem, som de får fingre i, og ændrer dem til løgn og manipulation.
Gro har en tæt og mystisk forbindelse med Biblioteksskoven, og den fallerede drukkenbolt af en muse, Frank, sender hende af sted i retning af skoven, alt mens skyggemusen Mary jager dem og forsøger at tage livet af dem. Efter en voldsom kamp med hende må Gro fortsætte uden Frank. Det bliver en traumatisk rejse, som Gro må foretage med sin svagelige og store hund, som hun også indimellem må bære. Adam O. skriver virkelig godt, og man følger derfor gerne med i den besynderlige rejse.
”Gro” er, som man kan gætte, fyldt med litterære referencer. Biblioteksskoven vogtes af Luis, som må være Jose Luis Borges. En af dem, der leverede historierne til menneskene, er Orson (Welles), og undervejs i sin rejse får Gro blandt andet hjælp af Ursula (Le Guin), ligesom et af træerne i Biblioteksskoven hedder Walden (den kendte bog af Henry David Thoreau). Hjælperen Frank er formentlig Frank Jæger, mens Mary måske henviser til Frankensteins skaber, Mary Shelley. Men på trods af disse åbenlyse henvisninger, synes disse litterære koryfæer ikke reelt at have afgørende betydning for historien, hvilket er lidt synd.
Hvert kapitel i bogen indledes med et linoleumstryk, som forfatteren også har stået for. De skarpe sort-hvide illustrationer gør deres til, at bogens dysterhed markeres yderligere. ”Gro” har et komplekst plot med mange elementer, men samtidigt hviler hele historiens fundament på en spinkel forudsætning om, at mennesket er på vej mod afgrunden, primært på grund af grådighed og et manglende ønske om at give fantasien plads.
Internettet har kun gjort tingene værre og gjort folk dummere. Mennesket er ”førsteklasses passagerer i et tog, der tordner mod afgrunden”, som Frank så malerisk beskriver det.
Det, man savner i bogen, er den humor og varme, som Adam O. i sine tidligere bøger har strøet så generøst om sig med. Og at udgive en roman fuld af fantasi, hvor selvsamme roman annoncerer fantasiens endeligt, kan virke noget selvmodsigende, også selvom der levnes plads til en smule håb til sidst.
Adam O.: Gro. 157 sider, 199,95 kroner. Høst & Søn.