I sidste uge var der kvindekonference i København. Women deliver. Kvinder fra fjern og nær deltog og dokumenterede, hvordan kvinder verden over bliver undertrykt og diskrimineret. Det fik mig til at tænke på, hvordan det står til med kvinderne i dansk litteratur.
Spørgsmålet går dels på, hvordan forholdet er mellem de kvindelige og mandlige forfattere og deres litteratur. Dels hvordan kvinder bliver fremstillet i litteraturen, og hvilken stemme de får.
Ser man på danske, kvindelige forfatteres position i et globalt perspektiv, kan man næppe hævde, at den er grundlæggende dårlig sammenlignet med mændenes. Der er nogle skævheder, når det gælder litteraturforskning og dagbladskritik, hvor det stadig er mændene, der sidder i de ledende stillinger.
Litteraturpriser er heller ikke uddelt efter nogen kønskvotering. Det er stadig en fordel at være en mand, hvis man vil gøre sig håb om at modtage Akademiets store pris. Men når det kommer til udgivelser og medieopmærksomhed, skal man have en lup med for at finde forhold, hvor kvindelige forfattere virkelig bliver diskrimineret.
Men der er stadigvæk nogle ømme punkter. På et seminar om litteratur brugte jeg for et par uger siden begrebet ”kvindelitteratur”, og det faldt en af de kvindelige deltagere for brystet – hvad jeg mente med det?
Jeg mente i og for sig ikke andet end en litteratur skrevet af kvinder, med en kvindelig hovedperson og en kvindelig vinkel og en litteratur, der hovedsageligt læses af kvinder. Jeg forsøgte at bruge begrebet i en objektiv forstand vel vidende, at det også bliver brugt nedsættende og diskvalificerende. Man skal vare sig for at kalde noget kvindelitteratur, fordi man lige så godt kunne tale om negerlitteratur eller det, der er værre.
I 1970’erne kunne man stolt tale om en kvindelitteratur, der tematiserede kvindelige problemer og så verden fra en kvindelig synsvinkel. Men i dag betyder det snarere en litteratur, som er af mindre lødig karakter. Det er Alt for damerne-litteratur. Litteratur, som bliver omtalt i damebladene, og som angiveligt ikke har nogen særlige kunstneriske kvaliteter. Der ligger også det nedladende i begrebet, at det kun er kvinder, der læser denne litteratur, og så må den være underlødig og mindre betydningsfuld – end mændenes, forstås.
At begrebet ”kvindelitteratur” er problematisk, betyder imidlertid ikke, at den slags litteratur ikke findes og indtager en meget væsentlig position i dansk litteratur.
Dels er kvinderne de flittigste læsere af skønlitteratur. Statistisk set læser 50 procent af alle kvinder skønlitteratur flere gange om ugen, mens kun 35 procent af mænd gør det. Dels udlånes der på bibliotekerne langt flere bøger af kvindelige forfattere end af mandlige. Dels er kvindelige skønlitterære forfattere repræsenteret i forfatterforeningerne med omkring 50 procent, i Dansk Forfatterforening endda lidt højere.
Og så skrives der om kvinder og kvinders liv i rigt mål. Inden for den seneste måned har jeg selv anmeldt tre bøger af kvindelige forfattere – Kirsten Thorup, Hanne Richard Beck og Merete Pryds Helle. Alle tre kommer på store forlag, og alle tre skriver om kvindeliv og med kvindelige synsvinkler. Med deres romaner kommer man vidt omkring i kvinders liv og livsvilkår. Der er stadig tabuer at bryde ned, stadig kvindeland at erobre.
Bliver disse forfattere læst af mænd? Næppe i større stil. De vil snarere finde deres publikum blandt kvinderne, selvom mænd i høj grad kunne have glæde af at kigge ind i en verden, de ellers er afskåret fra. Det vil være dumt at afvise denne litteratur med en nedladende betegnelse – kvindelitteratur! Men ikke desto mindre er det altså i en vis objektiv forstand netop kvindelitteratur. Jeg ved ikke, hvad vi ellers skal kalde den.
Måske skulle man snarere erobre begrebet tilbage med de positive betydninger, det engang havde. Det er på ingen måde flovt og lavt at skrive kvindelitteratur – kun hvis det ikke bliver gjort ordentligt.
Faktisk er det sådan, at et flertal af vores topforfattere er kvinder, og at det har været sådan i hvert fald i et par årtier. Listen er lang og tæller forfattere som Hanne-Vibeke Holst, Kirsten Hammann, Ida Jessen, Naja Marie Aidt og mange, mange flere. De har været med til at skildre kvindeliv på måder, så ingen i princippet behøver være flove over at skrive kvindelitteratur. Snarere tværtimod.