Alt er krise, krise er alt. Så kort fristes man til at sammenfatte budskabet i statskundskabsprofessor Mikkel Vedby Rasmussens bog med titlen ”Krisesamfundet”. Han har i årevis studeret kriser i international politik, og som det ofte går, når man har kredset omkring et begreb, begynder man at se det alle vegne. Verden er i krise, samfundet er i krise, mennesket er i krise. Klimakrise, globaliseringskrise, migrationskrise, integrationskrise, finans-krise, identitetskrise, ja, selv ”barndommen bliver en krise, der skal håndteres og problemløses”, som Vedby Rasmussen har udtalt i et interview for nylig.
Coronakrisen ikke at forglemme, hvis nogen skulle kunne det, som for tiden binder alle kriser sammen. Det er ikke mindst forfatterens ambition at forstå, hvad pandemien allerede har gjort og fortsat gør ved os som samfund og som individer. Det er med andre ord en bog til tiden, nogen kunne ligefrem mene før tiden, for vi er midt i krisen, og hvem ved, hvordan støvet vil falde?
Krisen har tendens til at opdele os i ”alarmister” og ”normalister”, mener Vedby med et lån fra en anden kloge-Mikkel, idéhistorikeren Mikkel Thorup.
Alarmisterne tænker, at dette er nyt og ekstraordinært, ”her må staten træde til” med fuld hammer, mens normalisterne mener, at man skal klappe hesten, holde sig til det velkendte inden for den eksisterende lovgivning, så vender normaliteten nok tilbage.
Det sidste er dog tvivlsomt, mener forfatteren. Krisesamfundet er her for at blive. ”Krisesamfundet betyder, at krisen er en forventning som bliver realiseret så regelmæssigt, at hver ny krise (finans-, klima- eller coronakrise) bekræfter, at vi lever i, med og af kriserne.”
Der gås systematisk til værks, kriser kan beskrives ved hjælp af type, tyngdepunkt, løsningsmuligheder og konsekvenser. Vedby Rasmussen starter hos de gamle grækere, som angivelig opfandt begrebet krise. Græske læger talte ”krisedage” – det bliver dog aldrig helt klart, hvad vi skal bruge dét til i moderne tid, selvom forfatteren nok skriver, ”har man læst historiens kritiske dage rigtigt, så får man succes som Lenin...”
Ja, eller også var Lenin bare heldig, russerne tilsvarende uheldige.
Hvad coronakrisen angår, har Vedby set skriften på væggen. I modsætning til hvad man oftest ser i hollywoodfilm om katastrofer – hvor eksperterne, oftest kogt ned til én enkelt (Dustin Hoffman, Brad Pitt), redder verden i sidste øjeblik, mens politikerne fremstår rådvilde, lammede og mere korruptionsparate end kriseparate – blev det i coronaens virkelighed politikerne, der brændte igennem, mens lande, der overlod epidemihåndteringen til eksperter og embedsmænd, klarede sig dårligst – ”med Sverige som det grelleste eksempel”.
Coronakrisen har været regeringens boldgade. Finansministeriets ”regnedrenge” er sat ud af spillet, Vedby mener for altid, for krisen vil ikke fortage sig, den bliver normaltilstanden.
I stedet får vi, hvad Vedby med et kedeligt ord kalder ”krise-krater”, udrykningsinstanser, der skal styrke vores kriseparathed.
I sin iver efter at betragte dette som et radikalt brud med tiden før glemmer Vedby, eller underspiller i hvert fald, at vi længe har levet i et radikalt forandrings- eller disruptionssamfund, at moderniteten længe har været en accelerations- og eskaleringsverden, som den tyske sociolog Hartmut Rosa har formuleret det, samt at vi længe har levet i ”risikosamfundet”, som en anden tysk sociolog, Ulrich Beck, for 30 år siden betegnede det.
Ingen af dem er nævnt i Vedbys bog, især underligt med Beck, men der er nok af andet at tage fat på. For eksempel Vedbys heldige formulering, at vi i ”posthistorien” efter den kolde krig i Vesten har ”ventet på barbarerne”, hentet i den græsk-egyptiske digter Konstantinos P. Kavafis’ digt med samme titel. Historien var slut, og hvad så? Vi åbnede os for barbarerne, hvem end de måtte være.
Efter coronakrisen venter vi ikke længere på barbarerne – det er historiens genkomst. Stadig ifølge Vedby.
Han gør tankevækkende svinkeærinder ind i historien. Et af de vellykkede er, hvor han refererer til smeltediglen Wien i begyndelsen af det 20. århundrede, især til innovatorerne Freud, Popper, Schumpeter og Hayek, for at illustrere, hvilke fælder man må forsøge at undgå i den nuværende krise. For kulturblomstringen i Wien bar på mange måder fascismen i sig, ligesom man også så i Weimartidens Tyskland.
Med Freud gælder det for os om at være kriseparate, men undgå at opsøge krisen i længslen efter evig tilspidsning. Med Popper om at passe på teoretikere, der påstår, at de kan høre fremtidsgræsset gro. Med Hayek om at bevare friheden, med Schumpeter om at bevare modet.
”Coronakrisen viste os, at vores samfund har modet til at tænke nyt og medfølelsen til at tænke på det nye som noget, der skal komme alle til gode.” ”Modet til at stå ved det, den danske samfundsmodel kan, og formulere, hvordan den kan bruges til at overkomme andre kriser end coronakrisen, er måske det, som vi for alvor skal kræve af hinanden og af vores politikere.”
Lyder det med patos til sidst, så man helt glemmer, at vi stadig er in medias res, stadig ikke har nået ”oplukningskrisen”.
Sådan er Vedbys bog lovlig dristig, men også velskrevet, velinformeret og fuld af kvikke indfald, som man som læser kan diskutere med på. Bogen danner en udmærket baggrund for den daglige avislæsning.
Læs interview med forfatteren her.