For to år siden fandt forfatteren Maren Uthaug en glemt skat, da hun ryddede op i sin afdøde mors hjem. Moren var samler, fortæller forfatteren, der har udgivet tre anmelderroste romaner og vundet flere priser for sit forfatterskab. Gamle ting og sager fyldte godt op på den firelængede gård i Sønderjylland. Og i en kasse under en kasse, under en kasse i et hjørne lå endnu en lille kasse med snor rundt om. I den stod gulnede breve på rad og række, sirligt ordnet. Brevvekslingen strækker sig fra efteråret 1910 og i hvert fald fem år frem. Og der er flere hundrede af dem.
Snille Aagot!
Fredag aften kommer jeg til Thjem under gennemrejse fra Frøja. Kommer med dampskib fra Nordfrøja halvseks om aftenen og rejser ud til Ørlandet lørdag morgen.
Jeg håber at se dit blide åsyn. Har en del forretninger at udføre men tror at blive færdig med det ved halvottetiden og passerer da Dronningensgade.
Mange hilsner J.L.U
Brevet er dateret den 4. september 1910 og afsendt fra byen Uthaug på Ørlandet i Norge. Initialerne J.L.U dækker over navnet Johan Ludvig Uthaug, og linjerne er de første i brevvekslingen mellem Johan og den 10 år yngre Aagot fra Trondhjem, som mødte hinanden i sommeren 1910 på Ørlandet. Men Johan dukkede aldrig op i Dronningensgade, selvom Aagot sad og ventede på ham aften efter aften. Hun blev skuffet, skrev hun tilbage til ham ni dage senere. For hun var endda alene hjemme. Brevvekslingen mellem de to – måske elskende – formidler Maren Uthaug på sin Instagram-profil.
Siden midten af april har forfatteren rullet den arketypiske kærlighedshistorie, hvor hovedpersonerne er den forsmåede unge beundrerinde i storbyen og en nonchalant ungkarl fra oplandet, ud for sine 36.000 følgere på det sociale medie. Til stor begejstring for læserne.
Det er ikke første gang, forfatteren fortæller om Aagot og Johan eller beskæftiger sig med slægtshistorier fra Ørlandet, hvor hendes mor voksede op, og hun selv er kommet gennem hele livet. Maren Uthaugs anden roman ”Hvor der er fugle” finder således sted i den forblæste, vestnorske region og omhandler en fyrmesterfamilies degenererede slægtsforhold. For to år siden, kort efter fundet af brevene, lagde Maren Uthaug de første historier om Aagot og Johan på Instagram. Hun opgav at følge projektet til ende, da hendes seneste roman ”En lykkelig slutning” trængte sig på og krævede al forfatterens tid. Siden da er hun adskillige gange blevet spurgt ind til kærlighedshistorien.
”Læserne holdt historien i live, ellers havde jeg droppet det. Johan og Aagot er noget af det, jeg har fået flest spørgsmål til, når jeg har været ude og holde foredrag. Der er en kæmpe nysgerrighed. Jeg vidste, at hvis jeg tog historien op igen, så ville jeg gå linen ud. For det er to livshistorier, jeg ruller ud. Jeg har ikke været igennem hele brevvekslingen selv, men læser brevene sammen med læserne, og det giver et fællesskab omkring historien,” siger Maren Uthaug, der deler efternavn og slægt med den ene part i fortællingen. Johan Uthaug er forfatterens morfars storebror. Hans lysekrone hænger i hendes stue på Frederiksberg i København.
Kjære Aagot!
Tusinde tak for brevet. Det var visseligt en fejl av mig, når jeg sendte dig den lille besked om mit komme til byen. Det har ødelagt flere aftner for dig og skuffet. Men ved du hvorfor jeg skrev? Det var selvfølgelig for at få anledning til at hilse på dig. Du har så stor plads i mit hjerte, at jeg ikke vil holde dig for nar. Men nu skal du høre hele sammenhængen…
Men hvorfor besnærer en over 100 år gammel korrespondance mellem to tilsyneladende almindelige mennesker?
”Det særlige er, at jeg har så mange breve fra dem begge. Vi kommer bag kulissen, og det er lidt forbudt, for man må ikke læse andre folks breve. Læserne synes, at det er sjovt, at livet er så lig det, vi kender i dag. Jeg troede, de strikkede og lyttede til radio på den tid. Det kommer bag på mig, hvor meget de fester og kommer ranglende hjem klokken seks om morgenen. Det er så underholdende og så nørdet at følge med i,” siger forfatteren.
Indholdet i brevene er samtidig en spejling af livet og ikke mindst kulturlivet i datidens Norge og afdækker en omgangskreds, der blandt andet bruger tid på at gå i teatret, til klassiske koncerter, til flyveopvisning og læser Lev Tolstoj.
Og så er der alle bipersonerne, fremhæver Maren Uthaug. Der er dyrlægen Fløsnæs, som både Aagot og Johan bagtaler og kalder en ”perpendikkel”. Ordet affødte en større undersøgelse blandt læserne, og betydningen kan tilsyneladende være både et pendul, en irriterende type og ja, en penis, skriver en norskkyndig læser.
En anden betydningsfuld figur er Herr Røberg, der bliver introduceret i 1911. Aagot skriver til Johan, at hun har været på café med denne Herr Røberg som modreaktion på, at Johan har taget en Frøken Ramberg med til fest. Og naturligvis har han meddelt dette forhold til Aagot på skrift.
”Herr Røberg er helt tydeligt Aagots mand i baghånden, men pludselig er han både blind og lam. Og så dør han. 30 år gammel. Det blev diskuteret vildt af læserne, for hvorfor dør han i så ung en alder?”, spørger Maren Uthaug og peger på, at fællesskabet på Instagram er grebet af at løse disse gåder.
Og mysteriet om Herr Røbergs alt for tidlige død blev da også opklaret af en af dem, der følger med i kærlighedshistorien. En norsk læser var interesseret i netop Røberg, fordi det er hendes slægtsnavn. Hun undersøgte sagen og fandt frem til en Anders Pedersen Røberg, der viste sig at være hendes tipoldefars bror. Han fik en hjerneblødning og blev begravet på den eksakte dato, som er nævnt i et af Aagots breve. I et andet og tidligere brev dateret den 2. oktober 1910 svarer Aagot på Johans lange forklaring om sin udeblivelse fra Dronningensgade:
Kjære Johan!
Tak for dit brev jeg fik for nogen dage siden…
Tankerne om at du måske har narret mig kom slet ikke for, dertil har jeg fået alt for meget fortrolighed til dig. Som du nok forstår har jeg for længst tilgivet dig. Venter med længsel at høre fra dig, når der gives tid og lejlighed.
Hermed er du hjerteligt hilset fra Aagot
Ud over det åbenlyse og banale kærlighedsdrama bliver historien et puslespil, som forfatter og læsere lægger sammen i realtid. Det er det historien også kan, siger Maren Uthaug. Og når Maren Uthaug støder ind i ord eller sætninger, hun ikke kan afkode, lægger hun et billede op på Instagram, for ”der altid et par øjne, der godt kan dechifrere lige præcis det ord eller den skrift”. Og nogle, der er bedre til at bruge arkiver og slægtsforske end hun selv.
”Jeg elsker at have læserne lige ved siden af mig. Jeg har følelsen af, at vi går turen sammen, selvom jeg måske går to skridt foran. Jeg bliver klogere hele tiden, og læserne er tilgivende, for de ved, at jeg er kaotisk og ikke har styr på alt,” siger Maren Uthaug og fortæller, at fællesskabet lige nu forsøger at opdrive en håndskrevet satireavis, som Johan nævner i et af brevene.
Forfatterens humoristiske og bramfrie kommentering af brevvekslingen har stor betydning for historiens gennemslagskraft. Selv kalder Maren Uthaug brevene for ”mormor” og hendes kommentering for ”en teenageagtig måde at peppe dem op på”, som løfter brevvekslingen ind i nutiden. Og gør den sjov. Som da forfatteren kalder et af Johans breve for ”en klassisk fuldemands-sms”:
… Jeg længes efter dig, det er ligesom et stort tomrum i min tilværelse. Jeg elsker dig, Aagot og håber at vi længe må kunne få nyde nogen timer sammen.
Godnat Aagot. Din Johan
Sådan lyder den hilsen fra den 28. august 1911, som delte læserne i to lejre. En del af læserne tolker brevet romantisk og hører kirkeklokker i det fjerne. Og så er der den mere kyniske fortolkning, som Maren Uthaug deler, der karakteriserer den som en spontan besked fra en utilregnelig charmør. Aagot gengælder ikke kærlighedserklæringen, før Johan i et senere brev fremturer med at opsøge ”gamle flammer”.
Ud af samme humoristiske tangent har Maren Uthaug skabt en top fem over Johans dårlige undskyldninger for ikke at skrive til Aagot. På førstepladsen kommer vejret. Det kan simpelthen blæse for meget til at skrive et brev. Man kan også være for træt. Eller skrive for mange bogstaver på arbejdet, så kvoten desværre er opbrugt for den dag.
”Jeg kan ikke lade være med at gøre det sjovt med talebobler og kommentarer. Men jeg kan godt se, at jeg skal styre det lidt, for ellers finder læserne det simpelthen for skørt og udvandrer i hundredvis,” fortæller forfatteren grinende.
Hun er blevet så grebet af projektet, at der nu er hyret en assistent til at hjælpe med research og gennemgå korrespondancen et år ad gangen. Om brevene kan inspirere til et kommende bogprojekt, er forfatteren ikke overbevist om. Naturligvis er det spørgsmål blevet vendt på forlaget, siger hun.
”Jeg ser det ikke som romanmateriale og har ikke lyst til at digte alt muligt oveni. Aagot har sin egen stemme og en håndskrift, hun hele tiden undskylder for. Jeg ved ikke, hvor det tager mig hen. Min kæreste siger, at jeg har en forkærlighed for at finde arbejdsopgaver, hvor der intet udbytte er. Men jeg elsker at følge energien og lige nu fungerer det sådan her,” siger forfatteren og bekræfter, at det er typisk for hende at kaste sig over projekter, som intet økonomisk sigte har.
Sådan var det med hendes første roman. Og den anden, siger hun. Det er først med den tredje roman, som i april vandt Læsernes Bogpris, at hun er begyndt få en økonomisk bæredygtig levevej ud af at være forfatter. Og det er netop pengene fra Læsernes Bogpris, der indtil videre sponsorerer fortællingen om Aagot og Johan.
”Nu må det være på den måde, og pengene må fosse ud af statskassen. Det er glæden ved at arbejde kreativt. Jeg havde en forventning om, at det var et mindre projekt. Nu er jeg i tvivl, for det griber om sig. Jeg er lettet over, at så mange læser med. For så er det ikke kun mig, der er skør,” afslutter Maren Uthaug med endnu et af de karakteristiske grin.
I et af de seneste breve, der er offentliggjort på Instagram, synes kærlighedsforholdet noget køligt, da Johan igen afslører sig selv som en damernes ven over for sin udkårne Aagot:
Kjære Aagot
Tak for sidste brev. Som du ser, trækker det atter ud, før du får høre fra mig – trods jeg har lovet bod og bedring – men tid om anden må jeg ta en kraftig beslutning og besvare private breve…
Begge Thomas Gjølgalis drenge var herude og muntret sig. Den ældste var glad i dans. Han svinget sig så det stod efter. Karl Ludvig var i festkomiteen og så vidt jeg forstår det, passede det ham rigtig godt. Sluttede festen kl. 2 og siden kan du forstå vi måtte følge vores respektive damer hjem...
Der er endnu flere års ulæst brevveksling imellem de to. Får de hinanden til sidst? Maren Uthaug vil ikke afsløre, hvad hun ved. Den nyansatte assistent tigger om lov til at læse brevene fra 1914, hvor der ud over nye forviklinger i kærlighedsforholdet, starter en krig, der vil ændre hele verden.