Hukommelsen falder i småbidder. Der er patronerne på gaden i Srebrenica, som hun samlede op i den tro, at det var legetøj. Der er baby-lillesøsterens gråd og moderens trøstende småpludren. Og så er der den der lugt af indespærret indelukkethed på et bussæde blandet op med kold vinterluft. Den fornemmelse bliver ved med at komme tilbage som en sansning, hver gang hun står ved en bus, der kører i tomgang.
Nuet er et helt andet. 31-årige Arnela Muminovic kommer storsmilende ind ad døren i forældrenes hus i den nordøstlige bydel Overlund i Viborg. Her er kaffen allerede hældt op, og Nermina og Rizo Muminovic er gået i gang med at fortælle. Om hende, den fra tv kendte og vidende fodboldkommentator, men lige så meget om deres to andre børn, Amra og Jasmin, der begge er i gang med at uddanne sig, og ikke mindst om flugten fra Bosnien i december 1992. Arnela er den ældste og er for længst flyttet hjemmefra og ind i sin egen lejlighed på Nørrebro i København. Hun bruger barndomshjemmet i Viborg som overnatningssted, når hun har vagter på DR Sporten i Aarhus. Derfor mødes vi her.
”Det var fuldstændig tilfældigt, at vi kom til Danmark. Men alt har været godt her, vi har aldrig nogensinde oplevet noget, der ikke var positivt i Danmark,” siger Nermina Muminovic og hendes mand nikker.
Nermina og Rizo Muminovic boede med deres to småpiger på henholdsvis fire år og fem måneder i byen Trebinje i det tidligere Jugoslavien, da de følte jorden brænde under sig i december 1992. Området de boede i var serbisk, selv var og er de bosniske muslimer. Den cocktail havde aldrig tidligere været et problem, for, som de fortæller, var byen og kvarteret totalt multietnisk og multireligiøst.
”Inden for hundrede meter lå både en protestantisk kirke, en katolsk kirke, en moské og en synagoge,” fortæller Rizo Muminovic for at illustrere mangfoldigheden.
Men i foråret 1992 begyndte serberne deres etniske udrensning i Bosnien. Der var flere gange bud efter Rizo, hvor det lykkedes ham at gemme sig, men i december turde han ikke blive i området længere. På sine fødder gik han, skiftende med kortere busture, til han nåede grænsen ind til Montenegro. Herfra kontaktede han Nermina, der sammen med sin søster og de to små piger tog den samme tur med bus. Undervejs blev de stoppet flere gange af serbere, og en af gangene kunne Nermina ikke finde sine papirer. Det hidsede serberne op, men bussens chauffør insisterede på at køre videre.
”Det er så hårene rejser sig, når jeg mindes, hvor bange jeg var,” siger Nermina og holder sin højre arm op foran sig.
Da familien var genforenet i Montenegro, kom de sammen på en bus, som de ikke anede hvor kørte hen, men som kunne få dem væk fra det krigshærgrede Balkan. Det blev til en tur gennem Tyrkiet, hvor de blandt andet sad fast i en snedrive, og Polen. På turen fik de ikke noget at spise eller drikke. I Polen kom de om bord på et skib, der sejlede dem til København. Herfra gik turen via Sandholmlejren over Nivå til flygtningecentret Avnstrup ved Hvalsø. Efter tre måneder flyttede familien ind i en af de røde barakker, der udgjorde asylcentret Hald Ege ved Viborg. Herfra begynder Arnela Muminovic at kunne huske.
”For mig var det et fedt sted. Det kan godt være, at vi som familie ikke havde meget plads der, men der var masser af andre børn og tilbud om danskundervisning og alt muligt andet,” siger hun, der selv tilbragte rigtig megen tid med at spille fodbold, mest med drengene.
Efter et par år i Hald Ege fik familien Muminovic mulighed for at flytte ind i et hus i Kjellerup, som Røde Kors lejede. Her gik Arnela i skole indtil femte klasse, og her fik familien endnu et medlem, nemlig lillebroderen Jasmin. Fra tiden i Kjellerup er det også minderne om fodboldspillet, der står stærkest.
”Når jeg kom fra skole, havde jeg som regel min madpakke urørt med hjem. I spisefrikvarteret handlede det nemlig om at få den bedste fodboldbane. Det var langt vigtigere end mad,” griner hun.
I 1996 fik familien asyl i Danmark. Rizo fik arbejde på en møbelfabrik og Nermina uddannede sig til social- og sundhedsassistent og fik job ved Viborg Kommune. Efter nogle år i Kjellerup købte de huset i Viborg, hvor de har boet siden og, som de selv siger, har levet som de fleste danske familier. De taler alle dansk, men bosnisk indbyrdes. Og tilknytningen til hjemlandet har de, siden krigen på Balkan stoppede, holdt vedlige gennem årlige sommerferier der. De er også medlem af en dansk-bosnisk forening i Viborg, hvor der bor mange familier som deres.
”Uanset hvor vi befinder os, så er vi stadig bosniere,” som Nermina Muminovic siger.
For Arnela Muminovic er identiteten mere nuanceret, måske nærmere 50/50. Hun kan ikke huske, at hun ikke har talt dansk og ja, hun har da følt sig anderledes sommetider, men hvem gør ikke det?, spørger hun og svarer selv: ”I skolen skal der jo ikke meget til, før nogen synes, at man skiller sig ud.”
En af de første udfordringer var navnet. Derhjemme hedder hun Arnela med tryk på første stavelse, men i skolen og på de fodboldhold, hun frekventerede, lagde de trykket i midten.
”Jeg er også blevet kaldt Mumi på grund af mit efternavn, men helt ærligt, alle bliver jo kaldt et eller andet, så det har aldrig generet mig,” siger Arnela Muminovic.
Når hun alligevel indimellem har følt sig udenfor, har det mest været i december. Familien er muslimer og holder ikke jul.
”Jeg har da også på andre måder mærket, at min familie var anderledes end mine danske venners. Jeg vil ikke bruge ordet fattig om os, men det var ikke sådan, at jeg kunne ønske mig store ting eller mærkevarer og den slags. Men jeg gik med reklamer, så jeg selv kunne spæde til, hvis jeg manglede et par nye fodboldstøvler. Det var ikke noget, jeg var ked af,” siger Arnela Muminovic.
Hendes karriere i fodboldstøvlerne er gået slag i slag siden barndomsårene. Først spillede hun sammen med en flok andre piger i Kjellerup IF. Siden blev det i Team Viborg, hvor hun spillede som angriber, indtil hun var 22 år. Det blev også til mange kampe på ungdomslandsholdene. Som senior spillede hun i Team Viborg i landets bedste række, men en plads på A-landsholdet blev det aldrig til. En korsbåndsskade og gentagne operationer i venstre knæ satte en stopper for den ambition. I dag spiller hun i Sundby Boldklub. Sideløbende med fodboldkarrieren har Arnela Muminovic taget en uddannelse som journalist.
Det er dog først og fremmest hendes store viden om fodbold, der de senere år har gjort hende kendt – og anerkendt. 2016 var året, hvor dansk tv første gang fandt plads til kvinder som studieeksperter på herrefodbold, og for Danmarks Radios vedkommende var navnet Arnela Muminovic. Debuten fik hun ved slutrunden i europamesterskaberne, hvor hun som ekspert analyserede kampene fra studiet med den tidligere landsholdsspiller Peter Møller som vært.
”Da jeg første gang blev ringet op af DR, tænkte jeg: Det er løgn. Jeg var overrasket over, at de kendte mig og ville give mig chancen, men på samtalen kunne jeg forstå, at de havde fulgt mig i mit arbejde som journalist på blandt andet Ekstra Bladet. Jeg syntes, det var fedt, at de begyndte at kigge mere bredt, også efter kvinder med forstand på fodbold. Jeg tegnede en kontrakt på tre EM-kampe, men fik 11, deriblandt finalen. Det var vildt,” fortæller Arnela Muminovic, der siden også har været indkaldt som ekspert under OL i 2016 og VM i 2018.
I sit arbejde bruger hun sin etnicitet direkte på den måde, at hun forstår mange sprog. Bosnisk er nært beslægtet med de andre sprog i Balkan-området. Faktisk endnu mere end eksempelvis dansk og norsk. Det er en stor fordel, for fodbold er vigtigt – også på Balkan. Det samme er kultur, og det kan ifølge Arnela Muminovic være forklaringen på, at så mange eksjugoslavere i de senere år er trådt op på den kulturelle scene i Danmark.
”Jeg er meget taknemmelig for, at jeg sammen med min familie fik en ny chance. Sådan tror jeg mange af os, der kom som flygtninge, tænker. Vi er ambitiøse, men først og fremmest taknemmelige for at have fået chancen for at bo i et land, som har så mange muligheder. Og så er vi typisk passionerede. Når der er noget, vi brænder for, så går vi efter det. Vi tænker: Det er lidt spild af liv, hvis vi ikke går efter vores drømme. Her i landet er mulighederne jo nærmest uendelige.”