Prøv avisen
Interview

Instruktør: Det er menneskeligt at fejle, men tilgivelse er en afspejling af Gud

”Ingen kan leve op til Jesus, men han er trods alt det bedste foregangseksempel, vi har,” siger den biografaktuelle spanske filminstruktør Jaime Rosales. – Foto: Leif Tuxen

Den spanske filminstruktør Jaime Rosales, som er aktuel med spillefilmen ”Petra”, er både inspireret af katolicismens etik og af Lars von Triers æstetik

”Jeg er katolik, og tilgivelse er en meget central del af katolicismen. Det gennemsyrer både mit livssyn og mine film,” siger den spanske filminstruktør Jaime Rosales og slår ud med hænderne som en Jesus-figur.

Filminstruktøren bruger mange fagter, mens han taler i lange fuldendte engelske sætninger, men med en tydelig spansk accent, så det lyder lidt, som om gloserne knækker som chokolade i munden på ham.

”Vi mennesker er ikke perfekte. Jeg bryder mig ikke om ordet synd, men vi laver jo alle fejltagelser, og fordi alle mennesker begår fejltagelser, bør vi også have muligheden for at få tilgivelse, så længe man ellers undskylder det, man har gjort forkert. Tilgivelsens mulighed er en kristen grundtanke og et grundvilkår for os, der bringer håb ind i vores tilværelse. Vi er ikke perfekte, men der findes tilgivelse. Det er en mulighed, som Gud har givet os. Vi kan enten møde had med had, ligesom det siden borgerkrigen (Den Spanske Borgerkrig, red.) har ligget dybt i den spanske kultur, at man kan retfærdiggøre hævn, hvis man er blevet dårligt behandlet. På den måde stopper volden aldrig. Men vi har også et andet valg: Vi kan møde ondt med tilgivelse og på den måde stoppe den onde spiral. Og det viser denne her film også,” siger Jaime Rosales, der i øjeblikket er i Danmark i forbindelse med den danske premiere på hans film ”Petra”.

Filmen blev allerede sidste år vist på filmfestivalen i Cannes, hvor Jaime Rosales i øvrigt har været fast gæst med sine seneste film, ligesom den 49-årige spanier tidligere blandt andet har modtaget festivalens økumeniske pris, fordi hans film kredser om etiske spørgsmål, som han ofte finder i kristendommen. For mens kristendommens evighedshåb kan virke mere som en trossag, kan kristendommens etik inspirere os alle nu og her, og ”selvom ingen kan leve op til Jesus, er han trods alt det bedste foregangseksempel vi har”, som Jaime Rosales siger.

Som hos den mere kendte amerikanske katolske filminstruktør Martin Scorsese foregår Jaime Rosales film i en ofte voldsom virkelighed langt uden for kirkens døre. Men i den nye film peger han også gennem sit filmsprog på, at der også findes en spirituel virkelighed.

”Jeg kalder filmens kameraføring for englenes kamera, fordi de også har deres egne synsvinkler og peger ud på landskaberne, mens karaktererne taler. På den måde har jeg ønsket at vise en tilstedeværelse af noget mere end det, øjet kan se.”

”Petra” handler om den unge kvinde Petra, der efter sin mors død vil finde sin biologiske far. Moderen vil ikke røbe faderens identitet, men gennem moderens venner kommer Petra på sporet af den store succesfulde skulptør Jaume. Petra maler selv billeder, så hun søger et praktikophold hos sin mulige far på hans luksusvilla på landet, hvor hun også møder Jaumes kone, Marisa, og parrets voksne søn, Lucas. Herfra udvikler en tragedie sig med flere ofre. Først og fremmest sandheden.

”Filmen handler om løgnens væsen og løgnens pris. Hvorfor lyver vi? Alle karaktererne i filmen lyver i et vist omfang. Nogle af dem gør det for at beskytte andre eller sig selv. De to mødre i filmen bærer på en hemmelighed, der begge vedrører faderens identitet. Og de lyver for at beskytte deres børn, men det virker ikke godt. Hvis man lyver for at beskytte nogen, dukker der altid noget råddent op til overfladen i det lange løb, så det er en dårlig idé at lyve for at beskytte andre,” siger Jaime Rosales.

I en kernescene i begyndelsen af filmen sidder Petra over for sin mulige fars kone, Marisa, der spørger, hvorfor hun er kommet. Petra svarer, at hun er kommet for at finde sandheden.

”Og så udbryder Maria: ’Jamen, så er du kommet til det forkerte hus.’ Jeg kan selv godt lide den scene, fordi alting bliver sagt der.”

Det hus, Petra er kommet til, er Jaumes hus i mere end en forstand. Den selvbevidste kunstner opfører sig som Gud på sit store atelier. Han er blevet multimillionær ved at gennemføre sin vilje som kompromisløs kunstner, det har givet ham magt og status, men som menneske er magten også steget ham til hovedet, så han også vil have sin vilje på andre områder. Han bliver derfor ikke kun skaber af stor kunst, men også stor ulykke. For eksempel forlanger han sex med familiens kogekone, hvis han også skal ansætte hendes arbejdsløse voksne søn. Og bagefter vil han ovenikøbet ydmyge hende ved at fortælle sønnen, hvad moderen måtte gøre for at få ”den uduelige knægt” i arbejde. Resten af handlingen skal ikke afsløres her, for sandheden afsløres også kun stykvist for biografgængerne, og kompositionen i filmen er faktisk inspireret af danske Lars von Trier, fortæller den spanske filminstruktør:

”Jeg har inddelt filmen i kapitler i en klassisk fortælleform, men for at gøre det til en moderne fortælling har jeg byttet rundt på rækkefølgen af kapitlerne og brugt dem lidt ligesom Lars von Trier gjorde i ’Dogville’ og ’Breaking the Waves’,” fortæller Jaime Rosales.

Under hvert kapitel står der også et lille resumé, så publikum allerede fra begyndelsen af hvert kapitel får at vide, at der for eksempel kommer til at forekomme et selvmord i det kapitel. Men i det sidste kapitel er resuméet ikke nøglen til, hvad der kommer til at ske, og på den måde leger instruktøren også lidt med sit publikum, forklarer han.

”Det er en barsk fortælling, men jeg ville have, at den skulle ende i tilgivelse. Og uden at afsløre for meget findes der også tilgivelse i slutningen af min film i form af en åben dør, fordi Petra forstår, at hun er nødt til at tilgive for at komme videre, efter at en af karaktererne bekender sin skyld og beder om tilgivelse. Men det tager tid for Petra. Hvis man går tilbage til katolsk filosofi kan man sige, at Gud tilgiver øjeblikkeligt. Hvis man beder Gud om tilgivelse, får man det, men mennesker er ikke guder, så vi kan godt tilgive, men det tager som regel længere tid. Det er en proces. Sådan har jeg også selv oplevet det. Jeg har bedt om tilgivelse for mange af mine fejltrin, og jeg har tilgivet andres fejl, men det har taget tid,” siger spanieren og slår igen ud med armene:

”Jeg kan jo også være et obskurt, egoistisk menneske. Sommetider har jeg også løjet, og det har jeg måttet bede om tilgivelse for. Men for mig er det ikke et stort problem, hvis man kommer til at lave en fejl, for det gør alle. Selvfølgelig er der forskel på fejl, men grundlæggende må vi være nådige over for andres fejl, fordi vi også selv er fuld af fejl. På den måde kan man også lære noget af katolicismens måde at håndtere fejl på. Man skrifter og får tilgivelse og går så ud i livet i et forsøg på at gøre det bedre,” siger han, inden døren åbner sig, og pressedamen fortæller, at tiden er gået. Og det er ikke engang løgn.

Foto: Leif Tuxen