I ”De fem benspænd” fra 2003 havde Lars von Trier udstukket nogle regler, som Jørgen Leth skulle følge under indspilningerne.
I ”Mine film” har Leth også ladet sig underlægge regler og benspænd. Men denne gang er de hans egne: Han skal skrive en tekst om hver af sine 49 film og må opholde sig ved alt – tilblivelsen, medvirkende, idéen – men må ikke gense filmene.
Tanken er, at der på dén måde kun vil stå det vigtigste eller mest mindeværdige tilbage. En form for sindets renselsesproces. Det er et godt koncept. Enkelt og klart.
Leth skriver sig et stykke inde i bogen kronologisk frem gennem sine film. Efter ”Kinesisk bordtennis” fra 1972 springer han dog til ”66 scener fra Amerika” fra 1982. Han forklarer: “Det gør jeg, fordi min ryg bliver masseret meget grundigt og præcist på en solid blå træbriks, mens jeg lytter til den franske komponist Erik Saties pianostykker ‘Gnosiennes’, som Paola tilfældigt har valgt på computeren. Det er den musik, jeg brugte i filmen ’66 scener fra Amerika’, og den hensætter mig altid i en særlig stemning.”
Derefter følger en side med tanker om musik i filmen og i filmene generelt. At den ikke skal dramatisere eller illustrere, men have sit eget liv, køre i et ”parallelt spor”.
Indimellem sker der noget i de slentrende, frit associerende tekster. Som når Leth om “Livet i Danmark” skriver: ”Danske mænd og kvinder, piger og drenge, klar til at leve deres danske liv.”
Denne cool, diskret følsomme og skæve stemme, som også giver hans film en helt egen karakter. Jeg genså en håndfuld af dem, mens jeg læste bogen. Den blændende ”Jeg er levende”, hvor Leth digter med på Søren Ulrik Thomsens æstetiserede patos. Den fine “Klaus Rifbjerg”, der portrætterer Rifbjergs 1970’er-liv med tennis, sportsvogn og skrift på el-skrivemaskine med velhaver-sweater over skuldrene. Men også den forbløffende flade og ordinære ”Michael Laudrup – en fodboldspiller”.
I teksten om filmen skriver Leth da også, at det ikke var hans egen idé at lave den, men cykel-kommentatoren og kollegaen Jørn Maders. At han egentlig ikke er interesseret i fodbold. Det mærkes også i hans tanker om spillet. Klicheer og lidt overfladiske antagelser. Og tiden har flyttet sig væk fra Leths analyse om det individuelle overfor det kollektive. Han sværger som altid til det mytiske, til helten, eneren, men skriver sådan:
”Det er politisk ukorrekt at dyrke det individuelt geniale på bekostning af det trivielle, det arbejdsmandsagtige.”
Det var det måske engang, men ikke mere. Se på Lionel Messis status. På Ronaldos. På Lady Gagas. På Murakamis. Enerne dyrkes som aldrig før, og i det ny årtusinde hyldes stjernerne i dén grad frem for vandbærerene.
Et andet sted skriver Leth i opbrudte linjer: “Jeg er meget opsat på at udfordre/de krænkelsesparate, nu veganerne./De skal klædes af i deres hykleri. De har ikke noget på.”
Det er trættende. Forudsigeligt. Ville få unge til at sige ”OK Boomer”. Og det benspænd, Leth har lagt ud for sig selv, er heller ikke altid befordrende for teksterne. Men jeg er bare glad for Leth. Han har som nævnt sin egen stemme, og det er det fineste, en kunstner kan have.
Og det kan godt være, at ”Mine film” sine steder savner dybde og farve, som der for eksempel er til overflod i hans improviserede, helt igennem vidunderlige ord-flow på pladerne med trioen Vi sidder bare her. Men der er altså passager i bogen, som er umiskendeligt Leth og derfor det hele værd. Som her fra kapitlet om ”Nye scener fra Amerika”:
“Jeg kan godt lide at vende tilbage til sætninger, ord, billeder, lyde. Så kan sætningerne stå og dirre. Jeg kan enormt godt lide gentagelse, gensyn.”
Musikaliteten og klarheden og ordvalget. Man hører det for sit indre øre. Det er Leth. Og kun Leth. Og nogle gange får han også et virkelig stærkt greb om erindringerne, glimtene og associationerne, og får dem løftet derop, hvor det bliver den helt særlige Leth’ske melange af nøgternhed, sansning og sårbarhed.