Måske er det ikke helt passende at have idoler, når man er blevet 60 år. Men det har jeg nu alligevel, og et af dem er Hans-Jørgen Schanz, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Jeg har altid åbnet hans bøger med en særlig forventning, og det gjaldt selvfølgelig også hans nyeste bog, en ganske lille sag, der kort og godt hedder ”Ånd”. Schanz om ånd. Der var noget at glæde sig til.
Bogen skuffer desværre. Den virker ikke veloplagt, og den fremstår lidt pointeløs. Det står ikke klart, hvorfor Schanz egentlig har skrevet den, og man får mistanke om en bestillingsopgave, hvor parterne burde have sadlet om til noget andet.
Der er tre komponenter i bogen. Den første er en aktuel rammesætning, hvor Schanz til indledning og afslutning klager over tidens forfald: åndstabet, den fattige sprogbrug, én-dimensionaliseringen af tilværelsen. Vi er vænnet fra at stille de fundamentale og principielle spørgsmål. Der mangler plads til forlegenhed, undren og tænkning. Schanz antyder, at styrkeforholdet mellem ideologierne har spillet en rolle: såvel socialister som liberalister er fjendtlige over for ”ånd”; trods antagelser om det modsatte viste ungdomsoprørerne sig at være en af de mest materialistiske generationer i verdenshistorien, og konservatismen, som historisk har borget for ånd, er efterhånden blevet en vits.
Pengeborgerskabet har ikke længere interesse for kunst og kaster hellere pengene efter sport. Schanz finder ikke rigtig håb eller løsninger nogen steder, han er dyb pessimist og ser i stilen fra Adorno og Horkheimer sin bog som en flaskepost, kastet ud i havet. Så må man se, om nogen en gang finder den.
Den anden komponent er en cirklende og prøvende analyse af ordet og begrebet ”ånd”. Som man vil vide, er det ikke nemt at få greb om, og det oplyses sjældent af at blive tvunget ind i en bestemt kontekst. Ånd forbindes dog altid med noget levende, og det bruges sjældent til at beskrive noget tingsligt. Ur-betydningen af ånd har med åndedrættet at gøre, der indfinder sig med livet og forsvinder med døden som et mysterium.
Den tredje komponent er en kort idéhistorisk oversigt over åndsbegrebet fra de ældste tider til i dag. Den er i sagens natur summarisk, og selv om man får imponerende meget at vide, er man også lidt overladt til selv i at gætte på, hvor Schanz har sine sympatier. Jeg tror, han har dem omkring Kierkegaard og Grundtvig. Han gør en pointe ud af, at vi i Danmark på grund af de to giganter har en stærkere tradition for omgang med begrebet ”ånd” end i mange af de lande, vi sammenligner os med.
Hos Kierkegaard var det ånden i selvforholdet, der var afgørende, hvor det hos Grundtvig var ånden i fællesskabet. Man fornemmer også en godhed for Hegel: ånd er kultur og bevægelsesformer for modsigelser, ånden lever af strid og falder ellers i søvn. Begrebet mister dog sin filosofiske kraft med venstre-hegelianerne, der som Marx lægger historiens dynamik over i arbejdet. Schanz bryder sig ikke om, når åndsbegrebet bliver for overjordisk som hos Platon, eller når det bruges som legitimationsgrundlag for politisk magt hos kirke og stat, og omvendt er det også problematisk, når det forsvinder til fordel for den rent materialistiske fremskridtstanke.
Schanz ser nok helst ånden som noget, vi har midt i livet og imellem os. Jo mere sektbaseret en religion er, jo mere åndelig bliver den også. Luther prøvede at trække den græske indflydelse (det åndeligt overjordiske) ud af kristendommen. Jeg tror, Schanz mener udsagn som disse i en positiv forstand, men det er ikke helt nemt at lodde i bogens lidt kantede og stynede stil. Han er kun ude i et religiøst ærinde i den forstand, at der dog bør være mere på færde i tilværelsen, end det vi kan indfange med et pseudovidenskabeligt sprog. Vi savner et sprog for følelser, sansninger og eksistentielle forhold.
Som man forhåbentlig kan fornemme, er der ting at komme efter i Schanz’ bog. Jeg havde dog hellere set, at han havde skrevet en anden, eksempelvis en (gerne kort og aktualiseret) om de tre store ideologier socialisme, liberalisme og konservatisme og deres problemer og muligheder i nutidens samfund.
Det kunne have givet et stærkere fokus end alting-og-ingenting-begrebet ”ånd”, og det kunne måske også have inspireret til en mere offensiv og løsningsorienteret polemik. For oprigtigt talt, Schanz, jammer og klage, det kan vi selv præstere. Fra de store, gamle idoler har vi brug for noget andet. Vi har brug for håb.